Skip to main content

Den generiske model for sundhedshistorier

Problemet med for få medicinske sengepladser og overbelægning følger en velkendt vej i pressen, hvor en klassisk ansvarsforflygtigelse mellem kommunal-, regions- og folketingspolitikere udspiller sig og hvor overlægen på den berørte afdeling næste dag indkaldes til samtale med ledelsen.

Afdelingslæge, ph.d.-studerende Søren Lunde, Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
E-mail: s.lunde@dadlnet.dk

28. mar. 2017
3 min.

Journalister elsker sundhedshistorier. De er vedkommende, de er evigt aktuelt, og der er helte, skurke, sensationer og svigt. Oppositionspolitikere elsker dem også, idet det er så uendeligt nemt at stille sig op og kræve forbedringer. Lidt anderledes forholder det sig dog ofte for de ansvarshavende politikere, hvor man kan forudsige den klassiske ansvarsforflygtigelse mellem kommunal-, regions- og folketingspolitikere. Ja, man kan nærmest opstille en generisk model for den slags indslag: tag f.eks. det velkendte problem med for få medicinske sengepladser og overbelægning.

Efter endnu en sommer med grotesk overbelægning, patienter på gangene og brandvagter får en overlæge nok. Han taler med en journalist, som gerne vil lave en historie samme aften i 22-nyhederne om det. Overlægen interviewes på det fyldte sengeafsnit. Her giver han udtryk for det massive arbejdspres og en frustration over at skulle byde patinterne en så fortravlet undersøgelse og behandling. Klip til billeder af en ældre herre i sygehustøj, som triller af sted med sin rollator. Så kommer lidt grafik med en stigende kurve, mens der speakes ind over.

Næste dag indkaldes overlægen til en samtale med sygehusledelsen.

Klip til interviewet med sygehusets lægelige direktør foran hovedindgangen. Her forklarer han, at man med den nye fælles akutmodtagelse har optimeret patientforløbene. Hvis der kan flettes et par buzzword ind som "speciallægen i front", så kan I være sikre på, at det sker. Så er det interviewet med regionsrådsformanden – her understreges det, at man som patient kan være ganske tryg, men at regionen jo arbejder inden for en stram økonomisk ramme. Det forklares også, at flere behandles ambulant, hvorfor der slet ikke er behov for alle de sengepladser.

Så klipper vi tilbage til studiet, hvor man er klar til liveinterview med sundhedsministeren og en indigneret oppositionspolitiker. Ministeren forklarer, at man – siden man overtog regeringsmagten – har tilført ekstra millioner kroner til området, og at det endelige ansvar jo ligger ved regionerne. Klip til oppositionspolitikeren, som allerede står og ryster på hovedet. Her kræver man nu svar på 2-3 indstuderede spørgsmål.

I slutningen af interviewet må oppositionspolitikeren sande, at man ikke fik de ønskede indrømmelser, så nu indkalder man til et samråd. Interviewet slutter, og man skifter til en feel-good historie om en hundehvalp i Slagelse, der sad fast i et kloakrør i tre timer. Næste dag indkaldes overlægen til en samtale med sygehusledelsen. Man vil gerne drøfte den uheldige signalværdi i indslaget og understrege, at han ved fremtidig pressekontakt skal henvende sig til sygehusets kommunikationsmedarbejder, inden han udtaler sig. I mellemtiden ligger patienterne fortsat på gangene.