Skip to main content

Den hemmelige smerte

Mogens Elmer, elmer@dadlnet.dk

16. feb. 2007
3 min.

»Den hemmelige smerte« er en vigtig dokumentarfilm. Vigtig, fordi den fortælles meget autentisk af en 46-årig dansk kvindelig socialrådgiver af afrikansk etnisk oprindelse (Kate Kendel), som åbent beretter om de ubegribelige tab og smerter, hun selv har lidt gennem sin egen omskæring.

Men måske især vigtig, fordi filmen bevidst arbejder sig hen mod en dybere forståelse for, hvorledes dette - for almindelige udenforstående europæere helt uacceptable - fænomen sættes i relation til den fortvivlede situation, som flertallet af de afrikanske lande befinder sig i, specielt i landområderne.

Kate Kendels egen fortumlede skæbne kan virke lidt forstyrrende for tilskueren: Født i 1959 af afrikanske forældre i en landsby i Sierra Leone og bliver som niårig reelt adopteret af danske missionærer i Sierra Leone efter hjerteklapsoperation i Californien. De danske plejeforældre tager hende med tilbage til Norge, hvor hun lever 4-5 år, hvorefter plejeforældrene igen tager til Sierra Leone som missionærer, og Kendel bliver sendt på kostskole. Dette bliver skæbnesvangert, idet hun bliver gravid efter en voldtægt. Hun bliver herefter overgivet til sin biologiske far og til sin oprindelige afrikanske bondekultur - og bliver indirekte og direkte tvunget til omskæring! Efter hjerteoperation i Californien og fem års europæisk liv i Norge. Alligevel havner hun i Danmark på en enkeltbillet fra plejeforældrene, hvor hun dels uddanner sig til socialrådgiver og dels behandles for sit voldsomme traume og derefter vier sit liv til kampen mod omskæring af kvinder. En fantastisk fortælling.

Ved filmens start rejser Kendel til Sierra Leone, hvor hun umiddelbart oplever den afrikanske storby (Freetown) i frit socialt fald, præget af fattigdom, boligløshed og arbejdsløshed efter 13 års borgerkrig. Den sociale indignation er lagt. En fremtrædende kvindelig gynækolog beretter om sine rystende faglige erfaringer og om den modstand, hendes arbejde møder lokalt.

Kendel rejser herfra ud i provinsen til en lille landsby, hvor hun på mirakuløs vis (samt kolde kontanter) får adgang til »kantaen«, den palmetildækkede fæstning, hvor byens piger bliver omskåret og restituerer i nogle uger.

Dette er nok filmens mest spændende, mest fremmedartede og mest autentiske afsnit. Såvel de hvidmalede, omskårne piger som de erfarne kvindelige omskærere, »digbaerne«, filmes i denne på en gang gribende, uhyggelige og socialt-kulturelle sammenhæng.

Digba er betegnelsen for den kvindelige omskærer, der også optræder som jordemoder og plantemedicinsk healer med stor magt. Disse kvinder udgør en magtfuld og frygtet mafia, »bundu«, som alle frygter. Omtale af selve omskæringen er et absolut tabu.

Under et spændende interview med både en ældre og magtfuld »digba« og en yngre uerfaren erkender begge, at den egentlige drivkraft for deres »arbejde« er fattigdom og manglende uddannelse. Den ældre »digba« fortæller, hvorledes kvinderne gennem »bunduen« også har en afgørende indflydelse på det politiske liv og ledelsen i den afrikanske landsby.

Det sidste store indslag i filmen er religionens betydning. Budskabet er - specielt i den nuværende verdenspolitiske situation - ekstremt vigtigt: Såvel de lokale imamer som de lokale kristne menigheder tager stærkt afstand fra omskæring af kvinder og understreger, at omskæring af kvinder hverken er indeholdt i Koranen eller Bibelen. Både muslimer og kristne stammer omskærer kvinder, og antallet af skamskårne kvinder er stadig 6.000 kvinder - hver dag.

Filmen munder ud i et både sørgeligt, afslørende og personligt interview med den gamle »digba«, som egenhændigt har omskåret hundredevis af pigebørn: Giv os uddannelse, giv os arbejde, mad og penge, og vi stopper vores metier. Vi gør det af nød. Denne gamle skik er hverken nødvendig for vores kultur eller vores religion.

Filmen er et vigtigt bidrag til løsningen af de interkulturelle fænomener, der opstår i kølvandet på fattigdom og uvidenhed i verdens ulande.

Instruktion: Mette Knudsen

Fotograf: Simon PlumMedvirkende: Kate Kendel