Den humanitære globalisering - et yderligere skridt frem

Jeg har tidligere i denne klumme nævnt en meget positiv side af globalisering, benyttet i den videste, non-Attac-forstand, nemlig udviklingslandenes gratis eller næsten gratis adgang til verdens førende, videnskabelige tidsskrifter. Og endnu et skridt frem mod større global lighed på sundhedsområdet fortjener omtale, i øvrigt i overensstemmelse med min egen erfaring fra årene som dansk videnskabelig rådgiver i WHO's Europaregion, at WHO's seje positive arbejde for verdenssundheden for sjældent omtales i danske medier.

Det seneste skridt frem består i en ny aftale mellem UNAIDS, WHO og fem store multinationale lægemiddelfirmaer om udviklingslandes adgang til at købe antivirale midler til aids-bekæmpelsen til en pris, som i gennemsnit er 15% af verdensmarkedsprisen.

Programmet lægger ud i fem afrikanske lande, men i alt 72 nationer i verden har ytret interesse for at komme med i processen, som benævnes »Accelererende Adgang«.

I WHO's pressemeddelelse citeres dr. Tomris Türmen, direktør for »Accelererende Adgang«, for med rette at have understreget, »at den største udfordring består i at bringe omfattende omsorg og støtte, inkl. antiretroviralia til så mange som muligt, som lever med hiv-positivitet og aids«. Herved understreger han ved brugen af begreberne omsorg og støtte det faktum, at den økonomiske håndsrækning til lægemiddelindkøb ikke er tilstrækkelig, men at der også skal ske en udvidelse af sundhedsvæsenernes infrastruktur og en større oplysning om prævention og seksualvaner, for blot at nævne nogle få supplerende indsatser.

»Accelererende Adgang« har yderligere skabt et »hurtigspor« (fast track) for de udviklingslande, som har angivet, at de ønsker hurtig hjælp til bedre hiv-omsorg, -støtte og -behandling. Bag dette initiativ står flere internationale institutioner end de i indledningen nævnte: UNICEF, UNFPA og Verdensbanken, ligesom flere lægemiddelfirmaer end de oprindelige initiativtagere er på vej som deltagere.

Tomris Türmen har sammenfattet det ambitiøse men afgørende sigte således: »Der består stadig udfordringer, hvoraf den største ligger i at nå ikke tusinder, men millioner personer. For de 95% af verdens hiv-inficerede mennesker, som lever i udviklingslande, er bedre og hurtigere adgang til omsorg afgørende. Udfordringen er nu både at forbedre adgangen til omsorg og behandling, samt behandling som også omfatter opportunistiske infektioner og antiretroviral behandling i verdens hårdest ramte områder«.

Efter min mening bør vi også registrere disse positive udviklingstendenser, hvor hiv-infektionernes hærgen i verdens fattigste lande indimellem kan friste én til resignation.