Den kliniske arbejdspsykologi

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

I et indlæg i Ugeskrift for Læger (2011; 173:838) gjorde jeg opmærksom på de faglige problemer, der er knyttet til psykologfunktionen ved de arbejdsmedicinske klinikker. De ledende overlæger har taget bolden op (2011;173:1308), og det er glædeligt. Der er virkelig behov for diskussion.

Desværre er det, som om de i første omgang har misset pointen. Man bebrejder mig således, at indlægget »bærer præg af mangel på den respekt, vi som stand almindeligvis betjener os af i omtalen af andre sundhedsprofessioners kompetencer«, og lidt senere bruges udtrykket »beklikke«. På den måde gøres mit indlæg, der er ment som en tiltrængt fagkritik, mere eller mindre til noget personligt og nærmest suspekt.

Men sagens kerne er den kliniske arbejdspsykologis manglende videnskabelige grundlag. Man bør naturligvis stille de samme krav til arbejdspsykologi som til arbejdsmedicin og andre medicinske specialer. Arbejdet bør være evidensbaseret. Og her er psykologerne på bar bund. Hvor er de evidensbaserede kriterier, der benyttes, når man som hospitalsansat psykolog udtaler sig om diagnoser, årsager, behandling og prognose? De eksisterer jo ikke. Det er også en kendsgerning, at psykologer under studiet næsten intet lærer om psykiske sygdomme, klinisk patientvurdering og behandling. Ikke desto mindre er det hvad de beskæftiger sig med til daglig, f.eks. »patienter med stressrelaterede symptomer«.

Lad os drage en praktisk sammenligning. Appendicitis er en forholdsvis overskuelig sygdom, og når diagnosen stilles, ser lægen ikke bare på symptombilledet, men har også måledata vedrørende blodprøver, urinprøver og temperatur såvel som specifik klinisk undersøgelse til rådighed. Ved hjælp heraf er videnskabeligt baserede diagnostiske kriterier opstillet. Alligevel bliver diagnosen forkert i 10-15% af tilfældene. En arbejdspsykolog har stort set intet andet end patientens egne udsagn at bygge sine konklusioner på, men forventes alligevel at udtale sig om både diagnose, sygdomsårsager, forebyggelsesmuligheder, prognose, behov for sygemelding, behandling, og vurdering af fremtidig erhvervsevne, foruden en virksomheds psykiske arbejdsmiljø.

Det drejer sig ikke om at beklikke faggrupper endsige individer, men om fagkritik ud fra en videnskabelig synsvinkel, hvilket alle, psykologer som læger, ikke bare må finde sig i, men også selv bør ønske og udøve. Jeg håber, at man vil videreføre diskussionen på det grundlag.