Den medlyttende båndoptager

Lægers kontakt med journalister i de trykte, lydbårne eller billeddannende medier hviler i langt de fleste tilfælde på gensidig tillid, således at gennemlæsning af et afgivet interview oftere tjener fremstillingens faktuelle korrekthed end kildens beskyttelse mod en forvredet gengivelse. Og som det ofte tidligere er fremhævet, er ingen af kontrolmulighederne almindeligvis tilgængelige ved klippede radio- eller tv-udsendelser, med andre ord de udsendelser, som ikke »går direkte i luften«.

Men, for der er et men som tillæg til det beskrevne grundlæggende tillidsforhold. Det gælder alle de beskrevne medietyper, at der indimellem optræder situationer, hvor man som den interviewede efterfølgende savner dokumentation for, hvad man sagde og i hvilken sammenhæng, fordi ens hukommelse ikke tæller tilstrækkeligt.

Her tænkes især på de situationer, hvor en artikel eller udsendelse på forhånd er fastlagt til at ende med en bestemt konklusion, altså at præmisserne udvælges og tilpasses dette endepunkt. Og hvor det journalistiske nøglebegreb, vinkling, i bedste fald kan betyde en rød tråd igennem stoffet, hvis resulterende begrænsninger også læseren, lytteren eller seeren kan registrere, kan vinkling i de værste tilfælde betyde et fravalg af alle nuancer og fortolkningsmåder, som stoffet ellers rummer. Hermed udgør også denne form for vinkling hovedmetoden bag såkaldt kampagnejournalistik, hvor forbrugeren får serveret den journalistiske og identiske hurtigmad over en længere periode.

Her er det nærliggende at anfægte den sædvane, at intervieweren har eneretten til dokumentation for det leverede råstof, og at man som den interviewede ikke besidder en indlysende ret til medbestemmelse over det deponerede, personlige stof.

Selv har jeg ved mistanke om en muligt forvridende klipning valgt at slå skrivebordets båndoptager til (og har ikke holdt denne disposition hemmelig). Nok har jeg ikke dermed kunnet fastholde spørgsmålene, men har dog alle mine svar og deres sammenhænge på båndet.

Ved direkte, ansigt til ansigtinterview til dagspresse, radio eller fjernsyn burde den fulde udnyttelse af en medlyttende båndoptager på den interviewedes side være en selvfølge. En lommemodel kan gøre det, så længe udlevering af et kopibånd til den interviewede ikke er en publikationsetisk selvfølge. Tekniske indvendinger om støjende interferens burde ikke anerkendes, da de i så fald kan omgås ved udlevering af en kopi, eller kan afvises ved brug af nyere, støjsvage modeller.

Måske vil den medlyttende båndoptager blive opfattet som et udtryk for manglende tillid fra den interviewedes side, men burde ikke blive det. Hensigten er jo alene at skabe en retfærdig balance imellem de to parter i interviewsituationen, hvis denne skønnes at kunne trues. I de mange tilfælde hvor gensidig tillid er til stede, skulle denne tillid ikke kunne anfægtes, fordi begge parter har lige adgang til interviewets væsentligste råstof.