Skip to main content

Den multiresistente stafylokok CC398

Læge Søren Juul-Nielsen, Aarhus Universitetshospital, Risskov. E-mail: soerjuul@rm.dk

22. jun. 2012
1 min.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

Kan Sundhedsstyrelsen oplyse, hvor mange tilfælde der er registreret af infektion med den multiresistente stafylokok CC398 og forløbet af disse tilfælde?

Hvilke foranstaltninger vil Sundhedsstyrelsen iværksætte eller foreslå iværksat for at eliminere CC398-recervoiret i svineindustrien?

> Svar:

Overlæge Tove Rønne, Sundhedsstyrelsen, Enhed for Sygehuse og Beredskab. E-mail: TOR@SST.DK

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

Forekomsten af methicillinresistente Staphylococcus aureus (MRSA) hos mennesker, herunder MRSA af typen CC398, er anmeldepligtig og overvåges af Statens Serum Institut, der har oplyst følgende om overvågningen.

Registreringen sker på antallet af nye personer, der bærer eller er inficeret med MRSA. Der foreligger ingen national overvågning af det efterfølgende forløb herunder om bærere sekundært får infektioner. I 2011 var der i alt 164 nye tilfælde, heraf havde 63 (38%) infektion på diagnosetidspunktet.

Sundhedsstyrelsen drøfter udviklingen af MRSA af svinetype med de veterinære myndigheder og med Arbejdstilsynet i en koordinationsgruppe om zoonotiske MRSA. Det er de veterinære myndigheder, der kan iværksætte regelsæt for landbruget.

I øvrigt forventer Sundhedsstyrelsen omkring 1. august at udsende en revideret vejledning om forebyggelse af spredning af MRSA, der første gang blev udsendt i 2006. Af den nye vejledning kommer til at fremgå specifikke regelsæt gældende for sundhedsvæsenet for undersøgelse og opfølgning af personer med MRSA af svinetype.