Skip to main content

Den nye speciallægeuddannelse - et skridt baglæns?

1. reservelæge Ellen Holm, Roskilde E-mail: ellenholm@dadlnet.dk

1. nov. 2005
3 min.

Som et varemærke for den nye speciallægeuddannelse har længe været fremført, at den er målstyret (i modsætning til den gammeldags tidsstyrede uddannelse). Nu skulle det blive sådan, at de mål og kompetencer, man skal opnå i sit uddannelsesforløb, skulle være velbeskrevne, og når de var blevet opnået, kunne man bevæge sig videre til næste trin i uddannelsen. Enhver med en smule bondefornuft har naturligvis for længst indset det umulige i at skulle drive en arbejdsplads med medarbejdere, som ansættes og forsvinder igen på et vilkårligt tidspunkt afhængigt af, hvornår de har opnået nogle individuelle mål. Men jeg har aldrig set nogen udmelding fra Sundhedsstyrelsen eller det nationale råd om, at målstyringen er opgivet.

Den udmelding kom imidlertid på mødet om den ny speciallægeuddannelse den 20.11., arrangeret af Sundhedsstyrelsen og DMS i fællesskab. Her udspandt sig en diskussion om »ventestillinger« - et for mig hidtil ukendt begreb. Begrebet dækker over, at man ikke forventer, at der er introduktionsstillinger til alle, så nogle læger vil fortsat være ansat i uklassificerede stillinger. Det er naturligvis umuligt at være ansat som læge på en afdeling uden at erhverve sig kompetencer, men kompetencer erhvervet i sådanne stillinger dur ikke (læs: tæller ikke) og skal/må derfor ikke dokumenteres i logbøger og lignende. Vi skal altså fremover fortsat have A- og B-læger.

A-læger er i klassificerede stillinger og erhverver sig løbende kompetencer, som evalueres og dokumenteres i log-bøger. B-lægerne erhverver sig kompetencer, som ikke må evalueres eller i hvert fald ikke dokumenteres. Og skulle man som uddannelsesansvarlig overlæge formaste sig til at sørge både for evaluering og dokumentation af B-lægernes kompetencer (hvad jeg kraftigt vil opfordre alle uddannelsesansvarlige til) skal man ikke regne med, at det får nogen betydning: Kompetencer er nemlig ikke bare kompetencer, de er kun rigtige kompetencer, hvis de er opnået i en klassificeret stilling. Det ligner jo til forveksling systemet i dag, hvor læger i klassificerede, og uklassificerede stillinger går side om side, passer det samme arbejder og tilegner sig de samme færdigheder med vidt forskellig konsekvens for karriereforløbet.

Bortset fra ovenstående meget vigtige information gav mødet i Nyborg ikke mange svar.

Formanden for det nationale råd sammenlignede arbejdet med speciallægereformen med en vej, man bevæger sig ud af og ved hvor vejen går hen, men ikke ved hvilke forhindringer, man støder på.

Efter debatten om ventestillinger tror jeg faktisk ikke, vi ved hvor vejen går hen, i hvert fald ikke i hvilken retning: Med debatten om ventestillinger ser det mest ud, som om vi går baglæns. Scenariet med ventestillinger ligner mistænkeligt det scenarie, mange i den nuværende generation af uddannelseansvarlige overlæger oplevede som unge læger i slutningen af firserne. Vi ventede og ventede i stillinger som bestemt gav os mange kompetencer, men ikke hjalp os videre i karriereforløbet, og vi blev speciallæger som 12-15-års-kandidater.

Afslutningsvis nogle konkrete spørgsmål til Sundhedsstyrelsen eller til det nationale råd:

Hvordan er forholdet mellem det forventede antal færdige medicinske kandidater og antallet af introduktionsstillinger i den kommende 5-års-periode?

Når dette forhold tages i betragtning, hvor længe skal man så gennemsnitligt være i en »ventestilling«?

Eller sagt på en anden måde: Hvor lang tid kan man forvente, at der i virkeligheden vil gå fra kandidateksamen til speciallægeautorisation?