Skip to main content

Den perfekte stuegang?

Simon Serbian, reservelæge på Gentofte Hospitals ortopædkirurgiske afdeling. Formand for Yngre Læger i Region Hovedstaden.

11. maj 2012
2 min.

Alle, der har haft deres gang på en travl hospitalsafdeling, kender det: Morgenkonferencen indledes med et par sygemeldinger, og der er kommet mange akutte indlæggelser i det seneste døgn. Der må omfordeles i dagsprogrammet - for de faste opgaver skal dækkes: vagten, ambulatorierne, operationsgangen, modtagelsen/skadestuen. »I andre må lige dække ind over stuegangen mellem jeres opgaver!«. Dagen på sengeafsnittene bliver fortravlet og meget let mangelfuld. Stuegangen er meget langt fra perfekt. For den perfekte stuegang er kendetegnet ved ro, god tid, få afbrydelser, kontinuitet dagene imellem, tid til supervision og en passende kombination af yngre og ældre kolleger.

På kirurgiske afdelinger kan stuegangen i yderste konsekvenser blive noget, der foretages mellem operationerne. Meget langt fra den perfekte stuegang! Men også den »normale« kirurgiske stuegang har sine begrænsninger: Skønt mange arbejder pligtopfyldende og energisk, er spidskompetencerne jo ikke medicinske. Mange af vores ældre patienter følger ikke just standardregimet. De får en række komplikationer ud over de rent kirurgiske. Og det stiller store krav til stuegangen. Udredning, behandling og optimering af klassiske medicinske tilstande bliver ikke altid gjort optimalt. Og slet ikke hvis afdelingen er stor, travl og akut - som indledningsvist nævnt.

Perfekt er det ikke. Men kan vi gøre noget ved det? En måske kættersk tanke falder ind: Hvad nu, hvis alle patienter lå på store medicinske sengeafsnit. Eller måske bare at oplagte beslægtede fag havde fælles afdelinger. Gastroenterologisk, medicinsk og kirurgisk. Eller ortopædkirurgisk og reumatologisk. Medicinske speciallæger kunne sikre den gode stuegang til de tilkomne medicinske problemer, mens kirurgiske speciallæger kunne fokusere på de rent kirurgiske. Det kunne fungere. Men det ville skabe en del udfordringer. Flere resurser skal prioriteres til medicinske specialer. Og en kirurgisk afdeling uden den klassiske afdeling stiller store krav til at sikre fagligt fællesskab.

Og nej, jeg mener ikke, at kirurger skal give op over for medicinske lidelser mv. Men måske kunne systemet ændres lidt, så alle kompetencer bruges der, hvor de er bedst egnet: Behandlingen af kirurgiske patienter med medicinske bidiagnoser kunne optimeres hurtigere via hurtig medicinsk indgriben. Og »til gengæld« kunne kirurgiske tilsyn, ambulatorier samt elektive og sammedagskirurgiske behandlinger opgraderes i tempo.

Måske skal vi bare blive bedre til at arbejde sammen på tværs af specialer og afdelinger. Men noget skal der til, før den perfekte stuegang bliver hverdag!