Skip to main content

Den tavse klokke

Speciallæge Jens V. Bruun, Køge. E-mail: bruun@dadlnet.dk

4. nov. 2005
3 min.


Patienters udeblivelse er et jævnligt fremdraget emne blandt praktiserende speciallæger, og i de senere år også i sygehussektoren [1].

For nylig foretog FAPS en spørgeskemaundersøgelse blandt de praktiserende speciallæger, som skulle oplyse, hvad de mente, de havde af udeblivelser, samt hvad de mente, de havde i omsætningstab på dette. På grund af manglende tid blev man bedt om et skøn og så svare på den baggrund.

At denne metode tidsvis kan være nødvendig, kan ikke nægtes, men så travlt, mener jeg nu ikke, vi har i den henseende.

Enquete er for nylig sendt ud til speciallæger [2].

Disse tal ville så kunne bruges i forhandling med Sygesikringen om kompensation.

Før vi fik brevet fra FAPS, havde jeg besluttet at lave en opgørelse for at se, hvad problemet egentlig er i min klinik (fuldtidsklinik i ortopædi).

Metode

Det blev bestemt, at opgørelsen skulle løbe fra 1.9.2003 til 31.12.2003.

På grund af at mange tit udtrykte, at der var flere udeblivelser blandt indvandrerfamilier specielt, på operationsdage, blev det registreret også. Som udeblivelsesdefinition er brugt, at de enten helt er udeblevet eller har ringet så sent afbud (<24 timer), at det ikke har været muligt at indplacere en anden patient.

Der blev hver dag registreret: Antal udeblevne danskere og disse særskilt på operationsdage. Antal udeblevne indvandrer og disse særskilt på operationsdage. Totalt antal patienter, og hvor mange af disse der var indvandrere.

Resultat

Se Tabel 1 og Tabel 2 .

I procent af opererede er udeblivelserne: Danskere 4/40=10% og indvandrere 0/9=0%.

Økonomiske aspekter

De fire udeblevne fra operation repræsenterer med et skønnet gennemsnit på 2.500 kr. pr. operation en manglende omsætning på 10.000 kr. på fire måneder eller 30.000 kr. på årsbasis. De øvrige 36 patienter repræsenterer skønsmæssigt en manglende omsætning på 500 kr. pr. patient, eller 18.000 kr. på fire måneder eller 54.000 kr. på årsbasis.

I alt ca. 80.000-85.000 kr.

Diskussion

I undersøgelsens Tabel 2 ses at der er en generel udeblivelse på 3%. Dette tal er en del mindre end det, FAPS kom frem til i enqueten på 7-8%. Jeg mener at erindre, at jeg selv dengang angav ca. 10% og altså et alt for højt tal.

I tallet for december vedrørende danske udeblivere er seks ud af 11 udeblevne den 22. og 23. december, og dette er derfor næppe repræsentativt for et helt år. Ser vi på udeblevne fra operation, er der i dette materiale ingen udeblevne indvandrere. Dette er i modstrid med det, der tales om fra andre kollegaer. (Addendum: måneden efter opgørelsens afslutning udeblev to patienter med indvandrer baggrund!).

Vedrørende det økonomiske må man trods alt sige, at de 3-4%, der på denne måde unddrages omsætningen, er et begrænset tal i en ortopædkirurgisk klinik med en omsætning på 2-3 mio. kr. på årsbasis. Tallet er i god overensstemmelse med det FAPS kom frem til [2].

Konklusion

Udeblivelsesproblemet er irriterende, men nok procentuelt mindre end de fleste føler det. Indvandrerne synes ikke at udgøre et særlig stort problem. De økonomiske konsekvenser er ret lig skøn som fremgår af FAPS-enqueten.




Referencer

  1. 1. Moe JB. Når klokken er tavs. Ugeskr Læger 2003;165:3598-600.
  2. 2. Spørgsmål om udeblivelser - praktiserende speciallæger. Enquete november 2003.