Den videnskabelige publikationsproces er en benhård international magtkamp

Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

Europa er bagud i kapløbet om at hævde sine videnskabelige publikationer. Store lande som Frankrig og Tyskland står på væsentlige områder uden betydende tidsskrifter. Forskere fra Danmark er med til at rette op på dette misforhold, men den gode sag lider skade, hvis ikke man i Forskningsministeriets kommende program for belønning af videnskabelige publikationer tager højde for Danmarks strategiske interesser.

Der arbejdes for tiden på at udarbejde ranglister over videnskabelige tidsskrifter, som fremover skal danne grundlag for en dynamisk fordeling af offentlige forskningsmidler. Forskningsinstitutionerne skal belønnes for at offentliggøre videnskabelige rapporter i særligt fremragende tidsskrifter. Ordningen bør imidlertid laves sådan, at den fremmer udviklingen af stærke videnskabelige tidsskrifter med dansk indflydelse på publikationsprocessen.

Som forholdene er for tiden, må forskere, som vil publicere i de hyppigst citerede videnskabelige tidsskrifter, i vid udstrækning gå med hatten i hånden til amerikanske redaktører. Europa tabte sit globale førerskab til USA på grund af to ødelæggende verdenskrige. Briterne klarer sig lidt bedre end andre europæere, fordi de fra gammel tid ejer tidsskrifter, som lever højt på det engelsk sprogs globale fremmarch. I dag har man jo knap nok fantasi til at forestille sig, at Albert Einstein publicerede sine væsentligste arbejder på tysk. Et vigtigt grundlag for amerikanernes dominans er deres store faglige sammenslutninger med tilhørende kollektive abonnementer. Denne position giver amerikanerne enorme fordele, når det drejer sig om at fejre egne forskningsresultater. Europa er imidlertid ved at komme i gang, idet man i tiltagende grad etablerer overnationale videnskabelige sammenslutninger, som kan gøre en ende på de enkelte landes historiske enegang. De europæiske tidsskrifter er på vej op, men fremgangen er betinget af, at europæiske forskere vælger at publicere deres bedste arbejder på et lavere prestigeniveau, end de egentlig har potentiale til.

Hvorfor er det vigtigt at have europæiske tidsskrifter, hvis man er god nok til eller burde være god nok til at få sine rapporter antaget i de amerikanske tidsskrifter? Det er det, fordi den proces, som fører til offentliggørelse af videnskabelige resultater, ikke er nær så objektiv og ufejlbarlig, som man kunne ønske. Afgørelsen af, om et indsendt manuskript skal antages eller forkastes, er anonym, lukket, ikke sjældent subjektiv og for praktiske formål frigjort for objektiv ekstern kvalitetskontrol. Der findes gennemhæderligere tidsskriftredaktioner også i USA, men de fleste forskere vil kunne beskrive eksempler på, at deres manuskripter er blevet forkastet på et tvivlsomt grundlag. Personlige kontakter og gensidig afhængighed mellem redaktør og forfatter kan i den sammenhæng have stor betydning. Europæere er hverken værre eller bedre end amerikanere, men vi står svagt på mange områder til skade for europæisk forskning og dermed for europæisk industri og økonomi. Derfor er det beklageligt, hvis de endelige lister over belønningsværdige videnskabelige tidsskrifter fjerner danske forskeres incitament til at publicere i europæiske tidsskrifter.

Eksemplerne på skævvridning af den videnskabelige publikationsproces er talrige. Derfor er det vigtigt selv at have tidsskrifter, alene eller sammen med organisatorisk forbundne kolleger. Lad os se på et eksempel, som ikke vil ryste verden, men som udmærker sig ved at være let at dokumentere: I 1999 offentliggjorde danske forskere den første beretning om en ny undersøgelsesmetodes fortræffelighed til diagnostik af en bestemt øjensygdom. Artiklen blev offentliggjort i de nordiske oftalmologiske selskabers fælles tidsskrift [1]. Manuskriptet havde forinden været indsendt til et højere rangerende amerikansk tidsskrift, hvis bedømmere gav det en fin bedømmelse. Manuskriptet blev dog fravalgt af redaktøren med henvisning til pladsmangel, hvilket forfatterne ikke havde mulighed for at argumentere imod. Danskerne nåede imidlertid at få nyheden ud som de første i verden. I dette tilfælde skete der heldigvis ingen skade ved at afsløre opdagelsen over for en redaktør og et antal anonyme bedømmere, som må antages at have været forfatternes videnskabelige konkurrenter.

Det er en indiskutabel videnskabelig forpligtelse at nævne, hvem der kom først, når man selv lægger nye alen til den videnskabelige erkendelse. Det var derfor overraskende, at et højt rangerende amerikansk tidsskrift i 2002 publicerede en artikel, hvis forfattere beskrev samme fænomen som i den ovennævnte artikel og fremlagde det som en nyhed uden henvisning til den originale artikel fra 1998 [2]. Hverken forfatterne, redaktøren eller de anonyme bedømmere havde tilsyneladende brugt det minut, som skulle til, for på internettet at finde de kun 27 artikler, som i 2002 var skrevet om den pågældende sygdom. Eller undlod de bevidst at citere det originale arbejde? Det skal nævnes i forbifarten, at det amerikanske tidsskrift, som det ofte er tilfældet, er en kommerciel virksomhed uden for nogen faglig sammenslutnings kontrol.

Hensigten med denne kronik er at påpege, at et bibliometrisk belønningssystem, som det Forskningsministeriet ønsker at anvende, kan skade dansk og øvrig europæisk forskning, hvis det fører til, at forskerne forkaster europæiske tidsskrifter til fordel for amerikanske tidsskrifter, fordi de amerikanske er bedre ifølge kvalitetsmål af begrænset lødighed. I det omtalte eksempel vil der, som landet ligger lige nu, blive givet topkarakter og pekuniær belønning for plagiatet fra 2002, men dumpekarakter og lang næse til den originale publikation fra 1998.

Tidsskriftet, som reddede æren for de danske forskere, var Acta Ophthalmologica, hvis flittige redaktør, professor Einar Stéfansson, gør et formidabelt arbejde for at opbygge et stærkt fælleseuropæisk tidsskrift for øjenforskning. Tidsskriftet, som før var nordisk, er nu stamtidsskrift for det europæiske selskab EVER, hvilket har gjort Acta Ophthalmologica til det højest rangerende kontinentaleuropæiske tidsskrift. Hvis europæiske øjenforskere sender deres bedste artikler til Acta, vil tidsskriftet kunne nå ind på oftalmologiens Top 10. Spørgsmålet et derfor, hvordan vi som danske redaktionsmedlemmer skal overtale franskmænd, tyskere og andet godtfolk til at sende deres manuskripter til Acta, hvis vi ikke selv gør det?

Politikerne i Danmark og resten af EU kan have de bedste intentioner om at sikre objektive og troværdige vilkår for videnskabelig publikation, men uden betydende videnskabelige tidsskrifter med hjemsted i EU står vi ikke blot svagt i den internationale konkurrencen, der vil heller ikke være noget at blande sig i fra lovgivernes side, når det for eksempel gælder forskningsetik, hvis de videnskabelige tidsskrifter er uden for europæisk jurisdiktion. Videnskabelige tidsskrifter af høj rang er indirekte et middel til at fremme kommercielle, strategiske og politiske interesser. Det bør Forskningsministeriet tage højde for. Heldigvis er den endelige liste over belønningsværdige tidsskrifter endnu ikke skrevet. Der er altså fortsat mulighed for at tilgodese de vigtige nationale interesser, som er knyttet til kontrollen med den videnskabelige publikationsproces.

1. www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/10551308.
2. ww w.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/11860985.