Skip to main content

Dengang på Sorø Akademi

Leif Sestoft. Navicula, 2006156 sider. Pris: 150 kr. ISBN 87-991598-0-5

8. jan. 2007
2 min.

Endokrinologen Leif Sestoft har skrevet epikrise over gymnasietiden på Sorø Akademi 1954-1957. Det vil normalt ikke være noget, som påkalder sig opmærksomhed uden for familie, venner og kolleger. Men hør lige, hvad Weekendavisens anmelder, Ulrik Høy, skrev den 3. november 2006: Under overskriften »Overrumplende god bog« og til slut »Det er en overrumplende historie - skarp, lyrisk sindet, med fyrige ambivalenser ... Hører hjemme på reolen ved siden af ...« (og her følger navnene på fem af vore rigtigt store og populære forfattere)!

Jeg kan hertil føje. Bogen hører hjemme i hænderne på en læser, som er interesseret i at forstå noget om udviklingen af unge mænd i gymnasiet, som er interesseret i generationen før tresseroprøret, og som holdt af kostskolefilmen »Carpe diem«. Hvortil kommer, at det er en grafisk vellykket produktion tilsyneladende på eget forlag. Der er tidstypiske sort-hvide billeder fra skoletiden samt nogle formidable farvebilleder fra skolen taget af Per Bak Jensen.

Nok skriver Sestoft en bog om en kostskoletid, men der er utroligt meget, som jeg nikker genkendende til fra Aalborg Katedralskole et år senere. I Sorø lagde en nyindsat rektor sig ud med lærere, elever og traditioner. Det samme skete i Aalborg. Man dannede kliker, røg med tilladelse i frokostfrikvarteret i de ældste klasser, drak nok vel rigeligt ved fester (nogle af lærerne »festede« nok vel rigeligt!), var på cykeltur i ferierne og var berørte af de ulykkelige begivenheder i Ungarn, dog uden at det skabte kløfter i det nordjyske, som der stilles skarpt ind på i bogen, og så var der det med den spirende kærlighed. Og helt rigtigt spildte vi matematikere oceaner af vores bedste ungdomstid på et hjernespind af uanvendelige matematiske andengradsligninger, som var udskillelseskriteriet.

Men at få dette omsat til noget, andre kan have interesse i at læse. Det er på det punkt, vi møder en hidtil ukendt side hos kollega Leif Sestoft.

Troels Kardel, t.kardel@dadlnet.dk