Skip to main content

Denne sag er større end overenskomstforhandlingerne

Praktiserende læge Helle Therese Kirkegaard, Silkeborg. E-mail: baekhuset@ofir.dk

31. aug. 2012
6 min.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

Jeg er praktiserende læge.

Jeg er tæt på patienterne og ser, hvad de skal igennem, når de kommer på sygehus, til speciallæge, i kommunen, i jobcentret osv.

Der var engang, hvor jeg pralede af vores sygehus/sundhedsvæsen. Der var engang, jeg var utroligt stolt af det. Det var én af bevæggrundene til mit erhvervsvalg: At være med i det, der var så betryggende, så gennemhæderligt og ordentligt. Hvor folk ud over at arbejde med fag og hjerne også havde hjertet på rette sted.

Sådan er det ikke mere. Det er derfor, jeg skriver. Vi må ikke ødelægge grundpillen i sundhedsvæsenet; nemlig patientens møde med en hjælper, som drives af mening med arbejdslivet. Patienterne hjælpes bedst, hvis de mærker engagement og nærvær hos den sundhedsarbejder, de er i kontakt med. En der siger: »Jeg hjælper dig«.

Men der er et helt andet fokus i dag: Hvis man åbner for radioen, lyder der en daglig kritik af sundhedsvæsenet. En anden dag bliver en rigtig klog kollega citeret for, at den medicin som 900.000 danskere tager dagligt, er livsfarlig! Hvem skal man som almindelig borger i dette land spørge til råds? Sin praktiserende læge. Det er klart.

Det koster tid, og tid er penge!

Skal almen praksis nedlægges?

Vi står foran OK13. Jeg har ikke set en overordnet strategi: Skal almen praksis langsomt nedlægges? Det kan synes sådan, når man ser på, hvordan regionerne har kørt praksissektoren på det sidste.

Hvad vil det danske sundhedsvæsen? Skal vi have en stadig tungere og dyrere sekundærsektor med garantier til patienterne og forsikring for alting?

Hvorfor skal alle med brystsmerter transporteres ind med 112 og lægeambulance. Mens selvmordstruede kan tage en taxi tværs gennem regionen. Er der prioriteret? Og hvem har gjort det? Det er for mig en skør og uforsvarlig prioritering.

Regionen er ikke værd at forhandle med. Vores virkelige forhandlingspart er finansloven. Jeg er bekymret for, at der kommer et urealistisk loft over væksten i primærsektoren. Arbejdet med at orientere sig i daglige omstruktureringer, forvirrende sygehusindlæggelser, tidlig hjemskrivelse, kronikerbyrde, ældrebyrde, forebyggelsesarbejde, kommunale nedskæringer lander jo »videre hos egen læge«.

Jeg vil gerne argumentere for en overordnet plan, også selvom vores klinik skal nedlægges.

Jeg vil gerne sige til politikerne: »Hvis almen praksis ikke er rentabel, kan I bare lukke os«. Det er helt i orden. Men prioriter det bevidst.

Hvis ikke er man nødt til at være opmærksom på at: Penge er tid, og vi har i almen praksis ikke mere tid. Mange mennesker ringer til os her i first line-sektoren. Vi foretager mange vurderinger pr. dag. Det er patienterne, der skal til at finde sig i, at man ikke kan få hjælp til alting. Men med den politik der føres, hvordan kan de så tro andet? Enhver terapeut ved, hvor meget angst der skabes, hvis man sætter sine talenter på kontrol og garantier. Hold op med det!

I primærsektoren kan vi gate-keepe og berolige folk. Vi kan koordinere forløb. Vi kan behandle og vurdere. Billigt! Det gør vi hver dag, mange gange. Det koster 131,93 kr., for en konsultation. Det koster 203,40 kr. for et sygebesøg. Vi har i dansk almen praksis en efter min mening fabelagtig parathed og effektivitet, som kan aflives ved fast løn. Det er nødvendigt, at vi beholder indflydelse på eget arbejde.

Kære formænd

Jeg har følgende på hjerte:

Kære formænd for lægeforeningerne.

Tag på visionsweekend med hinanden!

Lav en vision for det samlede danske sundhedsvæsen.

Den skal have fokus på prioritering og ledelse af sundhedsvæsnet.

Præsenter den for sundhedsministeren.

Patienterne trænger til det: Vi skal støtte en ordentlig og godhjertet prioritering. Ellers brænder det resursemæssigt sammen.

Vi trænger til det: Vi skal tænde på opgaverne, arbejde med hjerte og hjerne på patienternes vegne. Giv os stolthed og værdighed i arbejdet og dermed patienternes tillid igen.

Sundhedsministeren trænger til at høre fra lægerne, at der bør prioriteres: Hun trænger til hjælp!

Vores faglige selskaber anbefaler en behandling: f.eks. et bestemt niveau af kolesterol eller en bestemt cancerbehandling. Eller rehabilitering af en ung hjerneskadet? I den bedste af alle verdener gjorde vi det hele. I den virkelige verden skal der prioriteres, lægerne kan vejlede, men sundhedsministeren skal vælge.

Selskaberne skal blive ved med at samle forskning og komme med anbefalinger, men vi svigter som stand, hvis vi ikke anbefaler en overordnet strategi.

De flot anlagte kronikerforløb kræver måske for mange kontroller hos den praktiserende læge? Speciallægerne skal måske ikke se eksem flere gange. Skal man have fysioterapi for myoser? Skal alle de knæ kigges i? Og skal de MR-skannes først? Der er meget vi alle kan tage fat på.

Nærhed og direkte ansvar

Vi bør sætte nærhed og direkte ansvar for patienten på plakaten. Det sparer penge. Lægeforeningen støttede de store produktionsenheder. Cancerkirurgi blev samkørt, og det var jo helt nødvendigt: Men hvad sker der? Patienter med de andre sygdomme (eller de mange sygdomme på én gang) kommer forvirrede hjem fra sygehuset med lige nøjagtig den medicin, de ikke skulle have. Patienten ved ikke altid, hvad der er sket, hvorfor, og hvad han egentlig fejlede. Det koster mange penge i oprydning og genindlæggelser, og det koster tillid og giver forvirring hos patienten.

Til det vil jeg sige, at vi er nødt til at tale om noget blødt lige her:

Den menneskelige hjerne lærer bedst under trygge omgivelser, hvor man har god kemi med den, man taler med, og hvor der er én, der har ansvar for den enkelte. Det er bare sådan, det er - man kan ikke rationalisere den ting. Alle praktiserende læger har prøvet at blive ringet op fra sygehuset af en patient, der er indlagt, og som spørger: »De siger, at jeg skal ... synes du, at det er fornuftigt?«

Man kan efter min mening give flere opgaver til egen læge (ring gerne til mig, så jeg kan være med på stuegang - telemedicinsk eller fysisk), hvis vi får midlerne til det.

Ellers kan man ikke give opgaven til egen læge.

Tilbage til visionsdannelsen:

Under udarbejdelse af den bør vi i den store lægeforening turde diskutere nogle af vores hellige køer: Er vi imod brugerbetaling? - Spørg standen som helhed - Findes der andre veje? Skal nogen patienter have et klippekort?

Prioriteringen inden for de forskellige sektorer. Hvad er sygdom, og hvad er kosmetik? Er der noget folk »må leve med«. Hvilke tilstande, kan vi som læger foreslå, er patienternes eget ansvar at behandle/leve med.

En jysk ok?

Fagfordelinger: Hvilke læger betjener lægevagten, opgaveglidningen inden for faget (ambulatoriesygeplejersker i sekundærsektoren, i visitationer).

Skal vi have én OK for Jylland og en anden for København (Fyn?)? Defensiv adfærd hos lægerne med »for en sikkerheds skyld-undersøgelser«, fordi man får en klage i nakken og efterhånden er ret ubeskyttet i klageforløb. Det koster også.

Lægerne kan kun give anbefalinger, men politikerne skal tage beslutningen.

Hvis vi hjælper, vil sund hedsministeren måske turde lave udvalg, hvori politikere prioriterer opgaverne: Derefter kan patienterne så få at vide, hvilken behandling, der er prioriteret, og hvilken der ikke er: »Nej, du kan ikke få fjernet den kosmetisk generende dut på kinden på sygesikringens regning - vi behandler nemlig sygdomme«. Eller: »Du kan kontakte lægevagten gratis fire gange om året (kronisk syge gratis altid)«.

Så kan vi »first-liners på gulvet« manøvrere rundt i det og sige ja og nej ud fra disse retningslinjer.

Som det er nu, er der bare et stort ja, som vi ikke kan bære.

Når der kommer nogle nej'er, er der råd til at sige et ja. For der er nogen, der trænger utroligt meget til et sådant ja.

Når man har tegnet de store linjer, kan man lave overenskomsterne.

Så kan vi jo se, om vi vil arbejde i dem - eller finde et andet job.