Skip to main content

Der er forskel på at rådgive og være i lommen på

Professor Bo Abrahamsen, Medicinsk Afdeling F, Gentofte Hospital og Klinisk Institut, Syddansk Universitet. E-mail: b.abrahamsen@physician.dk

3. maj 2012
2 min.

Interessekonflikter: Varetager følgende kontraktforskning for Gentofte Hospital: 1) Amgen, Primær Investigator(PI) på en klinisk afprøvning af medicin mod osteoporose og på et sundhedsøkonomisk registerstudium. 2) Novartis, PI for et skandinavisk registerstudium.

Medlem af advisory boards (Nycomed og Amgen).

Mødeleder eller foredragsholder på kurser og møder for læger arrangeret af Eli Lilly, Nycomed, Novartis, Amgen og MSD, herunder møder hvor der er givet mødeleder- eller forelæserhonorar.

Formand for Dansk Knoglemedicinsk Selskab og medlem af Osteoporoseforeningens Forskningsråd.

Det er glædeligt at se, at flertallet af danske læger godt kan se forskel på at rådgive og være i lommen på. Hospitalsansatte specialister med mange års forskningserfaring er naturligvis efterspurgte som rådgivere.

Hvor det er patienter, kolleger eller myndigheder, der søger information, er det naturligt, at det er noget, der i reglen foregår i den almindelige arbejdstid. Hvis industrien ønsker rådgivning, er det da fair nok, men det er naturligvis ikke gratis og ikke noget, hospitalet skal betale. Jeg ville være noget skeptisk over for kolleger, som stillede deres tid gratis til rådighed for medicinalindustrien, uafhængighed kan man ikke kalde det. Offentliggørelse af honorarer ser jeg ikke noget problem i - de fleste læsere vil blive overrasket over, hvor lidt penge det drejer sig om. Fradømmelse af retten til at udtale sig om, hvad der er rigtig og forkert behandling, er derimod helt ude i skoven, og at overlade udarbejdelse af retningslinjer til læger uden videnskabelig erfaring ville sætte udviklingen i stå.

Det er et mystisk synspunkt - vel nærmest en blanding af paranoia og naivitet - at kolleger skulle være begyndt at finde på nye sygdomme for at glæde et medicinalfirma, fordi de har holdt et foredrag på et hovedpinemøde i Glostrup eller deltaget i advisory board-møder. Hospitalsansatte læger bruger selvfølgelig alle mulige platforme til at udbrede deres forskning og networke med kollegerne, også de muligheder, der måtte byde sig via møder og efteruddannelse afholdt af industrien. Når hospitalslæger får de samme skatteyderbetalte efteruddannelsesmuligheder i varme lande som de praktiserende læger vil vi lytte med mere forståelse til formanden for PLO. Og ja, vi har det med at mene det samme, lige meget hvem der spørger.


Referencer

  1. Rasmussen LI. Læger afviser offentlighed om økonomiske bånd til industrien. Ugeskr Læger 2012;174:1192-3.