Skip to main content

Der var ingen data fra intensivafdelingerne, da de var mest nødvendige

Vi lovpriser de mange gode danske sundhedsdata, men da vi hurtigt skulle brugelivsvigtige data om intensivafdelingerne, fejlede vi.

Overlæge Anders Perner Intensiv Terapiklinik Rigshospitalet. Næstformand i Lægevidenskabelige Selskaber.

25. jan. 2021
3 min.

Erkendelsen kom til os i slut februar. Coronavirus var på vej med hundredvis, måske tusindvis af svært syge patienter, der kunne få behov for respiratorbehandling. Men hvor mange intensivsengepladser er der i Danmark? Hvor mange er bestykkede, bemandende og ledige? Og hvor mange respiratorer kan bruges til eskaleringen? Det var centrale spørgsmål, som det tog uger at få besvaret med rimelig præcision.

Landet blev lukket ned for, at intensivafdelingerne ikke skulle blive lagt ned, og aviserne rapporterede daglige data om hvor mange COVID-patienter, der var på intensiv og hvor mange, der var i respirator. Det var oplysende, men jo ikke detaljeret nok til detailplanlægning eller til, at vi kunne svare patienter og pårørende på hvor længe varer respiratorbehandlingen, hvor mange overlever og hvordan går det bagefter? Dansk Intensiv Database kunne ikke levere de svar, da valide data ikke er tilgået den efter LPR3-opdateringen. Flere tiltag blev iværksat, men ingen kunne levere svarene. Så slut april stod vi stadig uden de helt nødvendige svar, hvilket var frustrerede i vores gennemdigitalisede sundhedssystem og uforståeligt, når man tænker på de ressourcer, der blev brugt på at beskytte intensivfunktionen. Løsningen blev, at vi brugte gode kollegaers aftener og weekender og ressourcer i vores forskningsnetværk, der hver dag levere validerede, tidstro data i de kliniske forsøg på intensivafdelingerne. Data blev manuelt indtastet fra hver patientjournal, og svarene var relativt opmuntrende og blev meget vel modtaget. Men de kom da første bølge var ovre. Så kom vinteren med mange COVID-patienter, der var nok færre på intensiv og måske gik det dem bedre? Men igen var der ingen data til at give de nødvendige svar.

Vi lovpriser de gode danske sundhedsdata, og de gode eksempler er mange. Men da det kom til, at vi hurtigt skulle bruge livsvigtige data om intensivafdelingerne, fejlede vi. Årsagerne er flere, men centralt står siloopdelingen af drift, kvalitetssikring og forskning både juridisk, organisatorisk, ressourcemæssigt og kulturelt. Denne opdeling er kunstig og burde ikke være i nogens interesse, og da slet ikke patienternes. Et brugbart redskab til at nedbryde siloopdelingen er ’det lærende sundhedsvæsen’, der samler drift, kvalitetssikring, undervisning og forskning i én ramme. Alle 4 søljer er afhængige af samme proces: validerede, tidstro data og valid analyse, fortolkning og implementering. Ved at samle de 4 søjler i ’det lærende sundhedsvæsen’ får vi det bedste fra hver og fuld valuta for de betydelige ressourcer vi bruger i hver søjle og på sundhedsdata.

På intensivområdet samarbejder vores forskningsnetværk nu med Danske Regioner og deres kvalitetsdatabase organisation, RKKP, om at udgive en COVID-rapport hver 2. uge med tidstro data fra alle intensivafdelinger i Danmark (www.cric.nu/danish-icu-covid-19-report). Vi håber, at det er et stort skridt mod ’den lærende intensivafdeling’, hvor bruger vi bruger validerede, tidstro data til at sikre bedste behandling af nuværende patienter gennem valide kvalitetsmål og datadrevet uddannelse, bedste behandling af fremtidige patienter gennem kliniske forsøg og forbedret prædiktion og optimal udnyttelse af ressourcerne på alle landets afdelinger. Nedbrydning af siloopdelingen og formuleringen af det fælles mål er helt nødvendig, hvis potentialet i de gode danske sundhedsdata for alvor skal komme patienter og samfund til gavn.