Skip to main content

Derfor et prioriteringsinstitut

Peter Schwarz, Formand for LVS, Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber. E-mail: petsch02@regionh.dk

28. jan. 2013
4 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Har siddet i et lønnet ekspertpanel ved samarbejde med Abbot, Novartis, Lilly og Amgen. Har holdt foredrag og modtaget vederlag fra Lilly og Amgen og har deltaget i videnskabeligt, ulønnet samarbejde om kliniske forsøg med Amgen, Lilly, MSD og Novartis. Udpeget som granskningsmand ved ENLI fra den 1. april 2011.

Politikerne spiller igen op til dans omkring et af sundhedsvæsenets mest forkætrede emner: prioritering. Det er velkomment. Hvis det er alvorligt ment. Indtil nu har de tøvende skridt ud på dansegulvet kun ført til en nyere version af slingrevalsen. Trist, fordi vi er seriøst indstillet på at danse med. Og seriøs rådgivning om prioriteringer af behandlinger kan kun komme ét sted fra: de faglige miljøer.

En samling af denne rådgivning i et prioriteringsinstitut er en rigtig god ide, som er bragt på bane af Danske Regioner. En prøveballon med flere modeller for et institut har været i luften, og senest har regionerne efterspurgt gode ideer. Næsten inden det har ramt sundhedsvæsenets hjemmesider, bliver det forsøgt skudt ned. Tanken om et institut med selvstændige holdninger giver tilsyneladende embedsmændene svedeture. Andre opfatter etableringen af en ny institution i disse sparetider som en morsomhed. Det er også blevet kaldt en bureaukratisering af prioriteringsarbejdet.

Det er udtryk for en usædvanlig kortsigtet tænkning. Det koster dyrt at introduktionen af nye og ofte kostbare behandlinger i så stort et omfang er overgivet til »markedet«, hvor de stærkeste pressionsgrupper sammen med industrien bruger deres indflydelse. Det er den stærkes ret, men det er ikke sådan, vi normalt opfører os over for de svageste i samfundet. Vi oplever, at der igangsættes nye behandlinger på et ringe eller udokumenteret grundlag og besparelser på veldokumenterede behandlinger. Vi har i Danmark brug for en institution med tilstrækkelig faglig tyngde og uafhængighed til at løse den prioriteringsopgave, der bliver stadig mere påtrængende i en tid med lav vækst i resurserne.

Tiltagende bureaukratisering

Det, som foregår omkring prioriteringen for øjeblikket, er netop udtryk for en tiltagende bureaukratisering. Med risiko for modstridende og forvirrende signaler. Vi har Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS), Medicintilskudsnævnet og Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) og oven i det nu en ny institution Koordineringsrådet for Ibrugtagning af Sygehusmedicin (KRIS), der især skal vurdere nye kræftbehandlinger. Det er ikke noget argument, at disse institutioner hver for sig er velfungerende. Det bør samles ét sted, så rådgivningen bliver entydig. Det behøver ikke at være en mammutinstitution som det britiske National Institute of Clinical Excellence (NICE). Ekspertisen findes eksternt i danske eller udenlandske faglige miljøer. Et prioriteringsinstitut er en »indsamlingscentral« eller videnscenter, der skal rådgive beslutningstagerne på grundlag af den bedst tilgængelige viden. Det skal give politikerne mulighed for at tage beslutninger på et oplyst grundlag.

Den bedst mulige (læge)faglige viden findes kun i de lægefaglige miljøer, og den er i stort omfang formuleret i kliniske retningslinjer for behandling af specifikke sygdomme. Vi har for nylig fået en national organisering med Det Nationale Råd for Kliniske Retningslinjer, der er gået i gang med systematisk udarbejdelse af nationale kliniske retningslinjer (NKR). Det er en stor styrke, hvis prioriteringsarbejdet og arbejdet med NKR kobles sammen, og man kunne forestille sig, at færdigtudarbejdede NKR blev sendt til kvalificering i et prioriteringsråd.

Autonomt råd

Men det er helt afgørende, at et prioriteringsinstitut har en betydelig grad af autonomi i forhold til de miljøer, som det skal rådgive. Politikerne har ikke nogen fornøjelse af rådgivning, hvis der er tvivl om, hvorvidt den er uafhængig. De kan beslutte ikke at følge rådgivningen, fordi de foretager en anden vægtning, men sådan er spillet.

Vi har tidligere henvist til Norge. Ikke fordi, vi bevidstløst skal kopiere andre landes løsninger. Vi skal finde en dansk model. Men i Norge har man netop samlet forskellige råd og institutter i ét videnscenter, der i dag leverer rådgivning på et højt fagligt niveau. Det foregår til et demokratisk sammensat prioriteringsråd, som de norske politikere selv har bedt om. Fordelen er, at rådet er så bredt sammensat, at dets anbefalinger står på meget sikker grund. Der har kun været et enkelt tilfælde med tidlige graviditetsundersøgelser, hvor rådets indstilling ikke blev fulgt - og det var netop fordi, andre hensyn end rent medicinske vejede tungere for de folkevalgte politikere.