Det bekymrende ansvar

Under overskriften »Lægens rolle i patientinddragelse er at hjælpe« tager psykiater Thomas Brinck i en replik (20.4.17) afsæt i min kronik »Patienten – den usikre konge« (Ugeskr Læger 2017;179:634).

For forfattere virker det gerne opløftende, når det skrevne har kunnet ramme en nerve. Men af og til kan reaktionen tyde på, at man måske har ramt den forkerte. Det kan ikke udelukkes, men så har forfatteren en vis pligt til at råde bod på sagen.

Thomas Brinck har med rette kritiseret forholdet patient-autonomi/læge-paternalisme som et spørgsmål om magtkamp og påpeget, at ansvar ikke kan delegeres til patienten.

Det er en lettelse, at de to kritikpunkter skyder forbi kronikkens indhold og mål. Det gælder fortsat, at patientens autonomi og forskellige former for lægelig paternalisme gerne optræder i vekselvirkning med varieret dominans. Det kan ikke reduceres til et spørgsmål om magtkamp. Som skrevet, supplerer parterne gerne hinanden i forskelligt omfang. Her er uenighed en mulighed og ingen selvfølge. Den vigtige slutpointe er, at også kritiske patienter håber, at lægen kan lette beslutningsbyrden, når tvivlen hersker.

På den baggrund vælger jeg at se Brincks replik som noget, kronikken også kan give anledning til.

Læge-patient-forholdet forbliver en afgørende og sårbar størrelse, hvilket også bekræftes af replikkens toneleje. Der kan ikke herske tvivl om, at uddannelsesforløb og især solid klinisk erfaring danner grundlag for kvalificerede former for paternalisme, der ikke kan overflødiggøres én gang for alle. Det tilhørende ansvar er derfor vedvarende og har det med at tynge.

Med dét in mente kan det godt give anledning til bekymring, når Brinck påpeger, at »lægen bærer det fulde ansvar for behandlingen«. Tager man det fulde ansvar for noget, gælder det jo også for konsekvenserne. Det kan blive et ansvar, som ingen nok så professionel hjælper kan bære – især når både patient og moder natur har det med vise sig fra deres autonome sider.