Skip to main content

Det bestående Babelstårn

Povl Riis

2. nov. 2005
3 min.

To af sommerens nordiske kongresser og en efterfølgende rejse rundt i Baltikum har endnu en gang understreget en bevidst sprogpolitisk nødvendighed, hvis både nære og fjerne formål skal tilgodeses.

Ved de nordiske sundhedsfaglige kongresser, der som noget relativt nyt ikke kun var lægelige, men havde stor deltagelse af andre sundhedsfag, var engelsk valgt som hovedsprog. Dette valg løste en del af de klassiske forståelsesproblemer, bl.a. finsk/dansk og svensk/dansk, men skabte også nye problemer i form af oplæste foredrag med national engelskudtale, men ikke mindst ved et åbenlyst tab af kulturelle nuancer ved foredrag om kliniske og epidemiologiske emner.

Efter min mening bør tidligere foreslåede løsningsformer ikke endeligt skrottes: 1) at udenlandske gæsteforelæsere, med engelsk eller amerikansk som modersmål, instrueres tidligt og nøje om, at præsentationen skal nå en målgruppe med engelsk som sekundært eller tertiært sprog, og 2) at enhver forelæggelse skal betjene sig af to parallelle kanaler, dvs. finsksvensk eller nordificerede nationalsprog, plus lysbilleder eller overheads med alle hovedinformationer på engelsk, eller den omvendte kombination. Efter min mening har denne nordiske sundhedsfaglige sprogpolitik ikke været anvendt tilstrækkeligt bevidst og konsekvent.

I de baltiske landes by- og landsamfund opleves den sproglige globaliserings krav langt stærkere. En sammenvævet historisk baggrund med de nordiske lande, præget af skiftende kolonialisme og okkupationernes ufattelige, nærhistoriske lidelser samt en gensidig motivation for at bringe lillelands-betingelserne ud af offerrollerne og ind i et regionalt fællesskab, gør nødvendigheden af fælles sproglige mødesteder langt mere påtrængende end i en klassisk nordisk sammenhæng. Engelsk tales af meget, meget få, tysk alene på meget jordnært niveau og russisk stadig af mange. Skiltning i teatre, på museer, i turistkontorer m.fl. er ofte helt domineret af nationalsprogene, uden blot kortfattede engelske eller tyske resumeer (med Frihedsmuseet i Riga som en af de få gode undtagelser). Dermed opleves Babelstårnets sprogforvirring endnu en gang, selv om god vilje fra begge sider i personkontakter mobiliserer alle nonverbale muligheder for at nå en blot spinkel forståelighed.

Den baltiske dimension er taget med her, fordi baltiske deltagere i stigende grad inviteres til nordiske, sundhedsfaglige møder. Herved bliver kravene til en overordnet sprogpolitik endnu tydeligere, end hvis blot det traditionelle Norden udgør afsættet (og endda også bortset fra dette nordens fjerdeverdenssprog som bl.a. samisk og grønlandsk).

Efter min mening bør ikke blot sundhedsfagene, men samfundene som helhed erkende, at globaliseringen, i både kulturel, politisk og kommerciel forstand, kræver en stærk indsats på tre niveauer: 1) nationalsproget(-ene), 2) nabo- og/eller regionalsprog, og 3) et fællessprog. For Norden betyder dette, at niveau 2 rummer både et europæisk nabosprog, fx i Danmark tysk, og et regionalt fællessprog som et udtalenordificeret nationalsprog, samt at niveau 3 bliver en tidlig og konsekvent indføring i engelsk.

Tør vi ikke møde denne udfordring, vil Babelstårnet som realistisk metafor stadig være gyldig, eller vi vil ende med et kulturfattigt medie- og reklameengelsk som bærer af tanker og følelser i mødet med de andre.