Skip to main content

Det eneste jeg ved

Finn G. Becker-Christensen
1. nov. 2005
02 min

For 2400 år siden blev Sokrates - den klogeste mand, der har levet - dømt til at drikke skarntydesaft. En af hans provokerende bemærkninger var: »Det eneste jeg ved er, at jeg ikke ved noget«.

Jeg ved ikke, hvad det er, at Niels Bloch Jespersen er så utilfreds med (Ugeskr Læger 2003; 165: 1284). Jeg har intet imod, at han og DADL's formand, Jesper Poulsen, rejser til Irak for at deltage i humanitært arbejde, tværtimod. Selv er jeg måske blevet så gammel, at jeg ville være til mere ulejlighed end gavn. Ellers kunne jeg godt tage af sted.

Jeg har aftjent min værnepligt både i det danske forsvar og som deltager i internationalt humanitært arbejde. Første gang blev jeg af Terre des Hommes udsendt til en biafransk børnelandsby. Anden gang blev jeg af den Internationale Røde Kors Komité sendt til det borgerkrigsramte Angola (1). Jeg kan fortælle, at danske læger ikke stod i kø for at løse disse opgaver.

Lad mig minde om, at Biafra var et land nogenlunde lige så stort som Danmark og med samme befolkningstal. Det er forsvundet fra jordens overflade. Det blev opslugt af en diktaturstat, medens verdensoffentligheden trak på skuldrene. Noget lignende tror jeg kunne ske i Mellemøsten, hvis Saddam Hussein havde magt, som han har agt.

Referencer

  1. Becker-Christensen F. Rejsebrev fra Angola. Ugeskr Læger 1976; 138: 2334-9.
Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen