Det er ikke din skyld!

Man siger jo: »Fra yngre læger og sygehuspræsten skal man høre sandheden«. Så når de taler, skal man høre efter.

En af vores engagerede introlæger skrev for nylig og bad om, at vi som ledelse råber op om den pressede situation på vores sygehus.

Vi mødte hinanden et par dage efter og talte om, hvor svært det hele er lige nu. Om at vi har pligt til at gøre opmærksom på de barske realiteter i sundhedsvæsenet. Men at vi heller ikke vil skræmme folk væk, når vi nu grundlæggende har et godt sygehus, gode kolleger og masser af patienter, der har brug for os.

Vi talte også om noget endnu vigtigere: Når nogle oplevelser på arbejdet bliver moralsk »tortur«. Når man ikke kan give den behandling, man gerne vil, eller oplever fejl, f.eks. på grund af arbejdsforholdene blandt det pressede plejepersonale.

Det er meget ubehageligt, uanset om man er medarbejder eller leder. Særligt når man forsøger at gøre sit bedste, men alligevel oplever, at det ikke er godt nok. Det giver moralsk og følelsesmæssigt stress, og det fik mig til tænke at på noget, vores sygehuspræst jævnligt taler om: skyld. Og skam.

Han plejer at sige: Skyld handler om det, du gør forkert, eller det, du ikke gør, men som du burde gøre. Skam er følelsen af utilstrækkelighed – at du ikke er god nok, som du er. F.eks. fordi du tænker, at du burde kunne gøre mere eller andet end det, du rent faktisk er i stand til.

Hvis man som individ gør det så godt, som man overhovedet kan, så gør man det rigtigt. Der er ikke andet, man bør gøre. Det er ikke ens skyld, når ting går galt pga. forhold, man ikke har indflydelse på. Og man har intet at skamme sig over. Tværtimod. Det er det, der i autorisationsloven er formuleret som kravet om at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.

Det er absolut ikke det samme som at sige, at vi skal acceptere tingenes tilstand, dårlig behandling, og at vores kolleger brænder ud. Vi skal arbejde stædigt for at forbedre vores system, og vi skal som ledere være bedre til at sige til vores medarbejdere: Du gør det så godt, som det er muligt i den situation, vi er i nu. Det er godt nok. Og du er god nok.

Jeg har altid været meget aktiv i frivilligt arbejde, både som spejderleder og medicinstuderende, og også i de sammenhænge kan man nemt blive overvældet af opgaver og forventninger. Engang lærte jeg en remse – nogle vil kalde det en bøn – til at skabe lidt ro i sit eget hoved:

Kære (indsæt højere magt efter eget valg)

Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre

Mod til at ændre de ting, jeg kan

Og visdom til at se forskellen.

Den har jeg ofte brugt, også som travl akutlæge og som utålmodig sundhedsrådgiver i Tanzania. Jeg bruger den også jævnligt for at løse min nye opgave som lægefaglig chef for et helt sygehus. Fyldt med unge kræfter og kloge hoveder, der hver dag inspirerer mig.