Det er teologers opgave at blande sig i samfundsdebatten

Først tak for lægerne Laurids T. Bune (LTB) og Sune Tybjerg-Pedersens (ST-P) for svar i Ugeskriftet (Ugeskr Læger 2008;170: 1068) på min kronik (Ugeskr Læger 2008;170:664-5).

LTB og ST-P skriver, at tidligere tiders paternalistiske menneskesyn ikke længere hersker i det danske sundhedsvæsen.

Alligevel oplever patienter stadig dette menneskesyn i sygdomsbehandlingssystemet. De mange referencer i jeres svar har naturligvis en vis vægt, men det har også den kliniske praksis, som patienter møder og ofte er kritiske over for. Et eksempel er nødvendigt: En kvinde fik efter endt ambulant undersøgelse på et sygehus i Storkøbenhavn et brev fra sygehuset med oplysning om en mødedato fem uger frem i tiden, en recept på kortison til et halvt års forbrug samt en folder fra en patientforening.

Ud fra folderen konkluderede kvinden, hvilken diagnose hun havde. Den fremgik ikke af brevet fra sygehuset. Brevet fra sygehuset oplyste heller ikke om bivirkninger af brug af kortison. I folderen fra patientforeningen var omtalt, at der fandtes en alternativ behandling af kvindens diagnose, men at denne behandling ikke blev brugt i Danmark, da den angiveligt kun forefandtes som eksperimentel behandling. Der var i brevet fra sygehuset ikke antydning af, at der skulle eller kunne have fundet en samtale sted mellem kvinden og en læge, hvor en læge kunne have orienteret mundtligt om diagnose, bivirkninger m.m.

Kvinden fandt via internettet og via personlige forbindelser i USA ud af, at der faktisk findes videnskabelig dokumentation for den i folderen omtalte alternative behandling, som hun nu har påbegyndt og selv betaler for.

Den patientbehandling, som kvinden var ude for, med manglende samtale med en læge inden påbegyndelse af behandling, med manglende information om diagnose, om sygdomsbehandling, om bivirkninger af kortison og om alternative behandlingsmuligheder, kan næppe ses som en tilfældig og beklagelig fejl i systemet. Den ligner til forveksling det »paternalistiske« (LTB & ST-P's udtryk) syn på patienten, som jeg kritiserede i min kronik: At man behandler diagnoser, ikke mennesker; patientens deltagelse i sin egen sygdomsbehandling, og hvordan patienten har det med den behandling, han/hun udsættes for, har øjensynlig ikke haft interesse.

LTB og ST-P efterlyser, hvad jeg mener med alternativ behandling. Jeg mener behandlingsformer, som bygger på at styrke menneskets, herunder menneskekroppens, egne helbredende/genopbyggende kræfter og ikke blot på at bekæmpe symptomer eller nedbrydende kræfter i mennesket.

Jeg finder det ganske sympatisk, at LTB & ST-P (og læger generelt?) »altid tager hensyn til blandt andet komplians, økonomi, sociale forhold, konkurrerende sygdomme og religion, når det er muligt.« Og det gør læger vel, selvom effekten af det ikke kan dokumenteres? Når så mange mennesker bruger så mange penge på alternativ behandling, skyldes det vel, at alternativ behandling kan noget, som det hellige, almindelige sygdomsbehandlingssystem ikke kan. Når f.eks. hospicer sender hver fjerde indlagte patient hjem i live, kunne det være, fordi de oplever, at patienterne ankommer til hospice trætte og stressede, men at omsorgsfuld pleje, ro og smertebehandling gør, at mennesker med en uhelbredelig sygdom får det bedre.

Og så den med, at når teologer sjældent blander sig i debatten om »sundhedsvæsenet«, er det »med god grund og vidner om en besindig og fornuftig præstestand.« Det var dog en elegant formulering! Jeg mener som luthersk teolog, at det er teologers opgave at blande sig i debatten om samfundet. Det er ikke udtryk for »religionskamp« men for, at de værdier, der er indbygget i samfundets institutioner, må kunne kritiseres på et almindeligt humanistisk grundlag, som teologer er uddannet til at formulere. Derfor har jeg også i min kronik kun brugt almindelige, humanistiske argumenter, men dog henvist til, hvordan disse argumenter kan begrundes teologisk.

Til slut: Jeg har fuld tillid til, at læger vil mennesker det godt. Og jeg tror ikke, at det er misundelsesværdigt at arbejde »i et nedslidt og underprioriteret sundhedsvæsen, hvor det kan være svært at finde tid og overskud til at fokusere på andet end behandlingen af den umiddelbare sygdom.« Men netop derfor er det nødvendigt, at mennesker, også uden for systemet, kritiserer det og foreslår alternativer.