Det frie marked på sygehuset

Et stigende antal patienter benytter sig af alternativ behandling. I Tyskland følger lægerne tæt med. På stigende efterspørgsel reagerer systemet med stigende tilbud. Egentlig logisk.

Men hvorfor sker det ikke i Danmark?

Her viser undersøgelser også, at patienterne i tiltagende grad benytter sig af alternativ behandling, mange kræftpatienter supplerer deres behandling med kosttilskud.

Men på sygehusene er alternativ behandling stadigvæk bandlyst.

En lille episode fra Rigshospitalet: En patient med leukæmi, jeg kender ham godt, det er min mand, skal have strålebehandling inden transplantationen. Han tager kosttilskud.

Hans lægekone advarer om, at han skal stoppe inden strålebehandlingen, da det muligvis påvirker effekten. Men hvornår?

Overlægen på afdelingen ved det ikke. Vi spørger på nuklearmedicinsk afdeling. Der ved man heller ikke noget om det.

Mit spørgsmål, om der ikke er mange, der står med det problem besvares uden tøven med »ja«. Men indtil videre har det ikke haft den konsekvens, at lægerne på afdelingen har interesseret sig for det.

Tilbage på afdelingen får jeg svar på det fra vores overlæge: »Vi kan ikke interessere os for alt«.

Derefter gik der mange uger, inden vi kunne tale sammen igen, for jeg svarede, at man jo også mest interesserer sig for det, man har forstand på.

Er det så der, forskellen ligger? At tyske læger har mere forstand på det?

Allerede for mere end 15 år siden kunne jeg frivilligt tage kurser i homøopati og naturmedicin på universitetet i Hamborg. Nu har alternativ behandling i flere år været en del af tyskernes eksamenspensum.

I København blev der lige indført seks timers undervisning i faget.

Svarer det til patienternes, og for den sags skyld også lægernes, behov?

For mig at se er der en vis diskrepans. Hvorfor findes den her i Danmark, men ikke i Tyskland?

Hvis man spørger mig over et glas god vin, kan jeg godt finde på at svare, at det har noget med det frie marked at gøre. I Tyskland er det efterspørgslen, der bestemmer udbuddet - inden for de grænser budgetterne sætter - og der er penge og prestige for lægerne i at tilbyde supplerende behandling.

I Danmark er det åbenlyst ikke patienternes efterspørgsel, der styrer. Det kan der være mange forklaringer på. Sundhedssektoren er jo et marked, hvor der er mange penge, interesser, magt og traditioner på spil.

Her måtte jeg ikke engang som læge sige højt på sygehuset, at jeg interesserer mig for homøopati. Det tør jeg nu.

Men egentlig undrer det mig, at det kan være et problem i et så frit land som Danmark.