Det grå guld og sygepengene fra administrationsfonden

P.L.O. taler gerne om fastholdelsen af den store generation af praktiserende læger som nu sidder og skeler på den ene side til golfkøllerne og deres pensionsopsparing, på den anden side til de stadig færre kolleger i almen praksis i området. Skal man ikke smutte, mens koronararterierne og livets muligheder stadig står åbne? Der er desværre småt med købere, men skattevæsenet tager jo alligevel et stort hug i denne usikre pensions-kapital.

Fastholdelse i almen praksis sker ved at bevare arbejdsglæden og mindske arbejdsbelastningen for de halvgamle. Nogen vil gerne lave andet end praksis ved siden af, andet nyttigt lægearbejde eller ikke-lægeligt arbejde. Variation og forskellige muligheder er som bekendt midlet mod udbrændthed. En af mulighederne for at indrette sig som man ønsker i et kompagniskab er at skævdele arbejdsindsatsen i praksis på frivillighedens basis. Den yngste læge ønsker måske at tjene mere til hus og goodwill eller måske netop at gå hjemme deltid med småbørn. Den gamle gråskæg slider måske ekstra for at spare op til pensionisttilværelse i Provence eller modsat at være mindre i praksis fordi han har fået sig et nyttigt konsulentjob uden for eller hellere vil sejle sin båd på fjorden. Variationsmulighed giver frihed og arbejdsglæde. Det er naturligt at finde andre veje end den klassiske betonmodel med ligedeling af alle indtægter og udgifter og sidelange hensigtserklæringer om ligedeling af arbejdsindsatsen i kontrakten. En skævdeling af indtægterne efter arbejdsindsatsen er ikke unaturlig. Nogle supplerer desuden med delepraksisordninger så der er flere læger end praksis er normeret til.

Fantasien og revisoren sætter passende grænser, men en større individuel frihed er resultatet. Dermed følger også et større ønske om at forblive i praksis, for det er jo et dejligt arbejde.

De individuelle ordninger kan dog bryde sammen økonomisk hvis nogen bliver syge. Læger er sejlivede, ved vi godt. Men også læger får depressioner, blodpropper, diskusprolapser og komplicerede crusfrakturer (visse af sygdommene især hvis lægerne er overarbejdede).

Det rammer måske oftere de 60-årige, men også de yngre kan være uheldige og måtte lægge sig for længere tid. Det giver problemer i et kompagniskab, hvis lægerne har udnyttet mulighederne for en individuel arbejds- og indtægtsdeling,

Eksempel:

3 læger i praksis. Basishonorar + attest- og gruppe 2-honorarer + evt. indtægt fra praksisreservelæger mv. dækker udgifterne, så lægernes overskud modsvarer honorarerne fra sygesikringsydelserne. Overskuddet udbetales til den læge der har tjent pengene ind. Læge A tjener til kompagniskabet 800.000 fra ydelserne i praksis og 400.000 fra lægevagten. Læge B tjener 800.000 fra ydelserne i praksis og ikke noget fra lægevagt. Læge C tjener 400.000 og arbejder i øvrigt uden for praksis. Basishonorarer er ikke medtaget. Sygedagpengene fra administrationsfonden udregnes som 85% af betaling for ydelser i praksis og lægevagt. Til en syg læge i denne praksis udbetales altså per måned 1/12 af 85% af 2,4 mio./3 = 56.666 kr. Læge A har haft en indtægt på 100.000 per måned og praksis får nu kun godt det halve under sygdom. Det kan ikke forventes eller forlanges at de resterende i læge A's sygeperiode skal kunne indtjene så meget at de kan dække læge A's indtægts-tab. Til gengæld vil praksis i tilfælde af læge C's sygdom modtage næsten dobbelt så meget som de 33.333 kr per måned som læge C indtjener. Kun hvis læge B er syg, vil der komme sygepenge der svarer så nogenlunde til den tabte arbejdsindkomst. Lægerne får jo ikke pengene individuelt, men praksis får betalingen. Efter det nuværende system må lægerne selv finde ud af at fordele denne indtægt i praksis. Men hvis læge A lægger sig har de resterende læger næppe mulighed for at tjene så meget ekstra at læge A kan opretholde sin indtægt under sygdom.

Jeg har tidligere fremført dette problem og havde håbet at en ny overenskomst og de altid aktive kolleger i P.L.O. havde gjort noget ved sagen, men det er desværre ikke nået i denne omgang. Det er dog heller ikke et overenskomstproblem, men et internt problem i P.L.O.

Som det er nu udbetales per automatik et beløb svarende til 85% af sygesikringsydelserne inkl. lægevagt divideret med antallet af kompagnoner, uanset disse arbejdsindsats i praksis. Hvis én læge i et kompagniskab ønsker at optage endnu en læge, som delepartner mhp. fremtidig afløsning vil de resterende læger uden at ændre arbejdsbyrde blive beskåret i sygepenge fra administrationsfonden. Det er ikke rimeligt eller fleksibelt og vil være en hindring for lysten til at etablere delepraksisordninger.

Var dette ikke muligt at administrationsfondens bestemmelser kunne ændres derhen at sygepenge til et kompagniskab - hvis det ønskes - udbetales på grundlag af de enkelte lægers revisorgodkendte regnskaber, hvoraf den enkelte læges indtjening fra sygesikringsydelser i praksis og vagt er an-givet. Det drejer sig for P.L.O. om at se et godkendt regnskab og taste nogle få tal på de også i P.L.O. opstillede computere. Det er ikke at forlange urimelig arbejdsindsats af P.L.O.s sagsbehandlere.

Jeg kender ikke papirgangen i at ændre bestemmelserne i administrationsfonden - men skal hermed bede min delforening fremsætte et forslag på rette sted.

Svar: