Det handler om strukturproblemer

Niels Erik Skakkebæk, København

Nonie Hinrichsen berørte i sit debatindlæg i Ugeskrift for Læger nr. 31 nogle væsentlige problemer i sundhedsvæsenet, men har nok misforstået mine udtalelser til TV-avisen. Det er forståeligt, at Nordjyllands Amt må reagere, idet man ud fra Nonie Hinrichsens indlæg kunne få den opfattelse, at TV-indslaget specielt drejede sig om Nordjyllands Amt. Det gjorde det imidlertid ikke.

Problemet, som jeg påpegede, drejer sig om strukturproblemerne generelt i sygehusvæsnet, som især er uhensigtsmæssige for patienter med relativt sjældne sygdomme; ofte sygdomme, hvor det samlede patientantal er under 500 i hele landet. Sagen har uddannelsesmæssige, forskningsmæssige og behandlingsmæssige aspekter. Hertil kommer, at der naturligvis også er meget væsentlige økonomiske spørgsmål. Problemet er - som jeg ser det - at den nuværende struktur, hvor der kræves kaution, igennem årene har været stærkt adfærdsregulerende både hos de henvisende læger og i de specialafdelinger, som skal modtage patienterne. På kort sigt kan det nok synes besparende at »hjemtage« sådanne specialbehandlinger. Og de henvisende læger, som skal udvise både faglig og økonomisk ansvarlighed, er naturligvis under et vist pres for at klare behandlingen i hjemamtet. Jeg kender selv problemet fra min tid som administrerende overlæge på en stor kommunal afdeling, der ofte modtog blanketter fra administrationen vedrørende behandling af kommunale patienter på Rigshospitalet. Spørgsmålet, som jeg fik stillet, var, om patienten kunne behandles i min afdeling eller behøvede kaution til Rigshospitalet. I mange tilfælde kunne selv meget specielle problemer faktisk godt behandles lokalt, fordi der var en enkelt læge, som kunne varetage dem. Men der var ikke perspektiv i at gøre det, fordi patientgrundlaget var for lille til at kvalitetssikre nye behandlingsprincipper. Og der var heller ikke perspektiv i det fra en uddannelsesmæssig og forskningsmæssig synsvinkel. Men der var nogle budgettekniske betragtninger (»kassetænkning«), som jeg, som ansvarlig administrerende overlæge, også var nødt til at tage stilling til.

Dette dilemma findes naturligvis også hos amternes administratorer, som i disse år kæmper en kamp for at få pengene til at slå til i en tid med en strøm af nye behandlingsmuligheder. De hospitalsadministratorer, som jeg har lært at kende, har alle arbejdet meget ansvarsbevidst og synes at have opnået de bedste resultater - forholdene taget i betragtning.

Problemet ligger et helt andet sted - nemlig i selve strukturen. Et land med 5 mio. indbyggere burde have et samlet sygehusvæsen, hvor egen læge havde myndighed til at henvise patienter til en specialafdeling uden kaution. Mine erfaringer er, at patienter, som fejler noget, der kræver specialbehandling, gerne vil flytte til det sted i landet, hvor den største ekspertise findes. Dertil kommer, at mange sygdomme er så sjældne, at der kun er behov for et enkelt center til at styre behandlingen (naturligvis i samarbejde med egen læge og lokalt sygehus). I andre tilfælde kan det være nødvendigt med 2 eller 3 behandlingssteder. En sådan strukturændring ville utvivlsomt være til gavn for patientbehandlingen, og fremtidige patienter ville nyde godt af de forbedrede forsknings- og uddannelsesmæssige forhold, som en sådan strukturændring ville medføre.