Beretning om en helikoptertur fra Bornholm til København med en dødssyg patient. Og om hvordan den unge læges knugende nervøsitet blev opløst, da det viste sig at lægens hånd i patientens var, hvad patienten havde brug for.
En patient med kræftspredning er på ny blevet indlagt med tiltagende svimmelhed, kvalme og overfølsomhed for lys. Der konfereres med neurokirurger i København, som gerne vil have patienten over i håb om at kunne redde hende fra at inkarcerere. For at give patienten lidt mere tid. For at denne sidste tid skal være noget værd.
Jeg skal følge patienten i helikopter til København. Hvis der nu sker noget, skal der være en læge til stede. Jeg er spændt på endelig at få prøvet en helikoptertransport, men også enormt nervøs. Hvad skal jeg egentlig gøre, hvis der sker noget? Hvad kan jeg gøre? Jeg vil være helt alene, uden nogen bagvagt at kunne ringe til! Jeg har taget medicintasken med. Den er fyldt op med alverdens potente præparater. Jeg repeterer behandlingsalgoritmer i hovedet for forskellige worst-case scenarios og tager lommebogen med – just in case.
Jeg står klar ved helikopteren i en selvlysende gul jakke med LÆGE skrevet på ryggen. En alt for stor jakke med forventning om et ansvar, som jeg ikke føler, at jeg kan leve op til. Patienten bliver kørt ud på helikopterplatformen liggende i sin seng, med den ene hånd hårdt om sengehesten, da svimmelheden også er til stede i liggende stilling. Den anden hånd holder patienten for sine øjne. Det er en sådan fin dag. Solen skinner på en klar blå himmel. Men det er patienten ligeglad med. Sengen bliver kørt op i helikopteren. Helikoptermændene begynder at gøre klar til afgang. Jeg føler, at jeg mest er i vejen, da jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal foretage mig. Patienten ligger helt stille med lukkede øjne. Kinderne er runde og lidt blussende efter prednisolonbehandling. Patienten trækker vejret roligt og åbner øjnene, da jeg begynder at tale til hende. Hun ser op på mig med et par udmattede øjne, lukker dem igen og nikker med hovedet til svar. Monitoreringsapparatur bliver sat på, så vi kan holde øje med puls og iltsaturation. Vi udstyres begge med hovedtelefoner og mikrofon, så vi kan tale med hinanden. Jeg konstaterer, at patienten klinisk set er stabil. Heldigvis. Jeg håber inderligt, at der ikke sker noget. Dels for patientens skyld, men nok mest for min egen.
Sengen med patienten er placeret bagerst i helikopteren, og jeg sætter mig ved siden af sengen. De andre sidder længere fremme med ryggen vendt mod os. Jeg kan ikke se dem. Jeg forstår fortsat ikke helt, hvad jeg har at gøre i den helikopter. Hvordan skal jeg kunne hjælpe nogen, når jeg føler, at det er mig, der har brug for hjælp?
Helikopteren starter, og det begynder at larme. Patienten bliver liggende helt stille med lukkede øjne og holder fortsat fast i sengehesten med den ene hånd. Jeg har en knugende fornemmelse i maven. Jeg føler, at jeg bliver nødt til at tage mig sammen. Jeg er nødt til at gøre noget. Jeg lægger min hånd på patientens hånd bare for at hun skal vide, at jeg sidder ved siden af. Uden den mindste bevægelse griber hun fat i min hånd og krammer den. Jeg svarer med at kramme tilbage. Helikopteren letter, og jeg bliver siddende med patientens hånd i min, uden at sige et ord, med motorens betryggende larm omkring os. Patienten giver ikke slip, jeg gør heller ikke. Jeg slapper for første gang af.
Jeg har stadig den gule jakke på, med LÆGE skrevet på ryggen. Det føles, som om den kommer til at passe mig ganske fint. Jeg vil i det mindste altid have en hånd til stede.
Jeg vender mig lidt rundt, stadig med patientens hånd i min, ser ud gennem vinduet og rammes af den overvældende udsigt med blå himmel og solskin over kystlinjen. Lægeassistenten rejser sig op, tilser patienten en gang hver tiende minut, fører protokol og sørger for, at monitoreringen er i orden. Patienten er stabil. Der er styr på alt.
Vi lander på taget af det modtagende sygehus. Motorerne bliver stille. Efter en 40 minutter lang tur giver jeg slip på patientens hånd. Hun åbner øjnene, drejer hovedet mod mig, smiler og siger tak. Jeg ser på hende, smiler tilbage og tænker, at det er mig, der burde takke, men jeg når ikke at sige noget, før sengen bliver kørt ud af helikopteren.
Ved døren til elevatorerne, på den anden side af platformen, står neurokirurgen klar sammen med portører, som skal køre patienten ned til operation. Jeg afgiver rapport, overleverer patienten med en kopi af journalen og siger farvel. Jeg ved ikke, om jeg kommer til at møde patienten igen. Et par minutter senere står jeg nede på gaden ved hovedindgangen til sygehuset, med et smil på læberne og venter på min taxa, som skal køre mig til Kastrup og flyet hjem igen. Jeg kan puste ud. Det gik godt. Endnu en gang har jeg fået bevist, at man nemt kan bekymre sig unødigt. At det kan være nok med venlighed og en hånd. At være der som menneske, med og for hinanden. At have tillid. Lige så meget, som jeg håber, at jeg var til stede for min patient, føler jeg, at patienten var der for mig. Dennes mod og venlighed beroligede mig og satte mit liv i perspektiv. Det mindede mig om, at jeg som læge også er et menneske. At det at være læge ikke kun handler om at kunne behandle diagnoser med det nyeste præparat eller operationsteknikker. At det kan være nok med en hånd.
Jeg har stadig den gule jakke på, med LÆGE skrevet på ryggen. Det føles, som om den kommer til at passe mig ganske fint. Jeg vil i det mindste altid have en hånd til stede. Ved siden af mig står medicintasken, som jeg ikke fik brug for at åbne. Der er fuldt af liv og bevægelse på gaden. Jeg kan ikke være andet end taknemmelig over at være en del af dette under, som kaldes for livet.
