Det koster ikke noget at tale ordentligt til en kollega

Lægeforeningens formand Jesper Poulsen gør i sin leder den 2. august opmærksom på, at det ikke koster noget at tale ordentligt til en kollega og refererer til en udenlandsk undersøgelse, som har vist, at ubehagelig kollegial opførsel - hvilket er særlig karakteristisk for læger, har betydning for patientsikkerheden, der svækkes. Personale har f.eks. undladt at sætte spørgsmålstegn ved en ordination af frygt for at få et fur af sin overordnede. Vi kender vel alle de uacceptable situationer, hvor læger ikke behandler hinanden og andet personel i afdelingen humant og anstændigt. Der er intet, der undskylder, at man taler skidt til en kollega, men der kan være forklarende omstændigheder f.eks. træthed, tidspres eller forskellig (tværfagligt) kulturelt syn på f.eks. ironi. Lægen kan også have en dårlig dag med en ubetænksomhed, der rettelig kræver en undskyldning. Det er dog primært ledelsen på afdelingen og ledelsen på højere niveau, der er ansvarlig for god kommunikation. De skal medvirke til, at der skabes et godt psykisk arbejdsmiljø - dårlige rollemodeller, dvs. dårlig adfærd fra overordnedes side, har nemlig en negativ afsmittende effekt på taleformen på arbejdspladsen og dermed på antallet af afgivne/påtænkte fur.

Jeg har to eksempler:

Scene 1

Ved en konference pålagde en overlæge en kvalificeret medarbejder at udføre en opgave af ti dages varighed. Medarbejderen protesterede høfligt og anførte, at opgaven kunne løses mere hensigtsmæssigt, hvilket endda ville tage kortere tid. Men overlægen afbrød den pågældende, slog i bordet og sagde højt »Har du så forstået det, sådan bliver det! kig på mig, er det forstået?« Og opgaven blev løst, som overlægen ville have det. Vi andre følte os pinligt berørte i situationen - det var så pinligt, at overlægen talte til vores rare kollega på denne måde, men ingen sagde noget til den latterlige overlæge. Vi talte senere sammen om hver vores undskyldning for ikke at have kommenteret sagen i situationen. Min dårlige undskyldning var, at jeg ikke havde nok kendskab til den pågældende arbejdsopgave og dermed ikke vidste, hvem af de to der havde ret. Men derfor kunne jeg jo godt have kommenteret overlægens ubehagelige adfærd, kropssproget mv.

Scene 2

Ved en konference kørte en overlæge perfidt og længe rundt i to unge lægers fremlæggelser, der var tale om en nedgørende taleform, skældud, bydende og ækelt, som ved scene 1, hertil også latterliggørelse og sårende bemærkninger, som heller ikke hører hjemme på en moderne arbejdsplads. Mens scene 1 strakte sig over få minutter, varede den sidste pinlige scene over 15 minutter og skal derfor ikke gengives, men føles. Min dårlige undskyldning for ikke at blande mig var denne gang, at jeg ikke kunne være det bekendt, da jeg var inviteret. Måske burde jeg have forladt salen - med en meget spids og syrlig bemærkning, men så havde jeg vel givet alle et fur: Overlægen fordi han var en idiot, de to unge læger fordi de bare fandt sig i hans grove adfærd, og de øvrige deltagere fordi de ikke protesterede.

Bedre vil det måske være i fremtidige situationer at trække et skilt op af lommen med Jespers ord. »Det koster ikke noget at tale ordentligt til en kollega«. Den sætning siger alt og rummer også det tveæggede sværd - for det koster jo en særlig indsats at være så modig, at man tør vise skiltet til sine kollegaer, at man tør protestere mod en dårlig omgangstone! Time out! De to nævnte arbejdspladser kan sikkert også drage nytte af Branchearbejdsmiljørådets styrkespil og opsætte skilte om »mobbefri zone«. Men med tanke på patientsikkerheden er disse tiltag næppe nok, derfor bør Lægeforeningen/Sundhedsstyrelsen indkalde ledelsen på dårligt talende afdelinger mv. til kammeratlige samtaler. En sådan politisk beslutsomhed er savnet i håndtering af psykisk dårligt arbejdsmiljø i sundhedsvæsenet, ikke kun på afdelingerne, men også f.eks. i afdelingernes relation til praktiserende læger. Det vil få en præventiv effekt til gavn for patientsikkerheden.