Det metaboliske syndrom i daglig klinik

Tak til Henning Beck-Nielsen for en glimrende oversigtsartikel vedr. metabolisk syndrom (Ugeskr Læger 2010;172:1746-51). Jeg er enig i det meste af artiklens indhold.

Jeg finder det imidlertid problematisk, at man vælger at sætte de diagnostiske kriterier for metabolisk syndrom så lavt, at hovedparten af den voksne befolkning vil kunne få diagnosen.

F.eks. vil en stor del af befolkningen have et blodtryk, der er højere end 130/85, så hvorfor sættes grænsen så lavt? Metabolisk syndrom skyldes formentlig en genetisk defekt. Masser af mennesker med helt normale gener vil have blodtryk over denne grænse - selvom de genetisk er helt normale. Det samme kan siges om de øvrige meget lavt satte grænseværdier.

Det forhold, at der ses et let fald i dødeligheden ved sænkning af blodtryk fra f.eks. 135/90 til 130/85 betyder jo ikke, at de med blodtryk på 135/90, triglyceridniveau på 1,8 og livvidde på 81-95 cm er syge. Det drejer sig om raske mennesker, hvoraf de fleste slet ikke vil udvikle sygdom. Man kan godt få mistanke om, at man på et tvivlsomt grundlag ønsker at øge antallet af patienter - dels mhp. at skaffe flere bevillinger og fra industriens side vel også ud fra et ønske om at sælge mere medicin.

Vi ser denne tendens inden for stadigt flere sygdomsområder, hvilket fører til sygeliggørelse og nervøsitet og til, at antallet af »kronikere« når absurde højder.

Mht. bugfedme overværede jeg et interessant indlæg på ESC-kardiologikongres i München i 2008: I et studie havde man undersøgt en gruppe personer med bugfedme og body mass index over 35. Man havde skannet dem og målt diverse risikofaktorer. Det viste sig, at en del af disse havde normale risikomarkører, og at skanning af dem viste subkutan bugfedme i modsætning til viskeral fedtansamling. Taljemål kan derfor være svært at bruge som enkeltstående parameter.

Det er værd at bemærke, at man ikke har været i stand til at påvise gavnlig effekt af vægttab hos raske overvægtige (dvs. uden metabolisk syndrom). I nogle studier har man tværtimod påvist negative effekter af vægttab hos denne gruppe. Jeg finder det derfor problematisk, at grænserne efterhånden er sat så lavt, at mange »raske« regnes med i gruppen med metabolisk syndrom.

> Svar:

af Professor Henning Beck-Nielsen, Endokrionologisk Afdeling M, Odense Universitetshospital. E-mail: henning.beck-nielsen@ouh.regionsyddanmark.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Henning Beck-Nielsen har inden for de seneste tre år modtaget konsulent- eller foredragshonorar fra Novo Nordisk, Astra Zeneca og GlaxoSmithKline.

Tak for kommentarerne til mit indlæg om »Metabolisk syndrom i daglig klinik«. Ligesom du er meget enig i mit indlæg, er jeg også meget enig i dine kommentarer.

Lad mig først understrege, at jeg ikke - som anført i artiklen - opfatter metabolisk syndrom (MS) som en sygdom, men som et syndrom, dvs. en række kliniske variable, som er tæt associerede uden at have en kendt fælles ætiologi. Derfor skal alle personer, som opfylder kriterierne, netop ikke altid behandles, men informeres og observeres tættere mhp. eventuel intervention. Det betyder, at også personer med »normale værdier« for risikofaktorer kan blive inddraget i syndromet (som du bemærker).

Når grænseværdierne for de komponenter, der indgår i MS, ofte ligger under diagnosegrænsen for sygdom, skyldes det, at risikoen øges signifikant allerede ved værdier for BT, blodglukose, kolesterol osv., som opfattes som værende inden for normalområdet.

Jeg har forsøgt at rådgive om anvendelsen af MS i daglig klinik netop for at sikre, at man tidligst muligt starter rådgivning om konsekvenserne og også intervenerer, hvis nødvendigt, før irreversibel sygdom opstår.

Risikoen herved er naturligvis, at man sygeliggør raske, men det er netop den enkelte læges opgave, at beregne risikoen og rådgive herefter. Årsagen til, at man må acceptere dette - eventuel sygeliggørelse af nogle raske - er, at MS er en alvorlig risikofaktor ikke blot for diabetes, men også for hypertension, polycystisk ovariesyndrom, leversygdom og flere cancerformer. Alle i teoretisk risiko må dog forventes at have gavn af sundhedsrådgivning.

Det er vigtigt, at alle klinikere er bevidste om dette syndrom, hvorfor jeg er specielt glad for, at netop en alment praktiserende læge kommenterer mit indlæg. Håber mine kommentarer er svar på de rejste spørgsmål, idet den gamle læresætning, at det er bedre at forebygge end at helbrede, i allerhøjeste grad gælder på dette område.

Det er naturligvis altid fattigt at operere med syndromer - i mangel på defineret sygdom. Derfor håber jeg, at forskningen inden for MS styrkes, også i almen praksis, så vi snart kan få sikkerhed om ætiologien.