Skip to main content

Det muliges kunst og det fagligt forsvarlige

Specialeansvarlig overlæge Eskild W. Henneberg, Sårcentret, Karkirurgisk Afdeling, Regionshospitalet. MIDT, Viborg
E-mail: henneberg@dadlnet.dk

21. okt. 2013
2 min.

Kommentar til artikel i Ugeskrift for Læger
om National Klinisk retningslinje for
diabetiske fodsår [1]

Når man skriver vejledninger for, hvordan sundhedsprofessionelle skal/bør opføre sig i givne situationer, bliver det altid en balance mellem det muliges kunst og det fagligt forsvarlige.

»Fagligt forsvarligt« er ikke altid ensbetydende med højest mulige standard – og der er i den anledning en del nødvendige kompromiser i retningslinjen for diabetiske fodsår – men de er begrundede og forsvarlige.

Henrik Sillesen fortjener stor ros for sine initiativer gennem årene for at få indført ankel- og tåtryksmåling som en
simpel og billig metode til at finde patienter med kredsløbssygdom, idet selv en mindre reduktion i ankel-arm-indeks er en stærk indikator for netop kredsløbssygdom.

Men det er ikke den problemstilling, der er i spil i retningslinjen for undersøgelse og behandling af diabetiske fodsår:

Hos patienter med diabetes og sår på foden handler det (bl.a.) om at finde de patienter, som har kritisk iskæmi, idet ubehandlet dårlig blodforsyning er den enkeltfaktor, som fører til flest benamputationer.

I den sammenhæng er fund af palpaple pulse på foden et sikkert kvalitativt redskab til at diagnosticere og fastslå, at et tilstedeværende fodsår ikke skyldes iskæmi, idet man ikke ser kritisk iskæmi, hvis der er sikker fodpuls.

Hvis man ikke med sikkerhed kan føle fodpuls, skal der selvfølgelig – som også anført i retningslinjen – laves en tåtryksmåling til kvantificering af kredsløbsinsufficiensen – så man kan få iværksat vaskulær udredning og rekonstruktion, hvis det er nødvendigt og muligt

Så fund af +/- fodpuls er god og sikker metode til afgøre den videre diagnostiske færd for fodsårspatienter!

Men når det er sagt, så er det selvfølgelig rigtigt, at der er publiceret flere undersøgelser, der påviser den manglende pålidelighed af fodpulspalpation – men de bygger på retrospektive opgørelser, hvor rutinemæssige journalnotater viser så stor usikkerhed om fodpulsens tilstedeværelse (både falsk positiv og falsk negativ), at det ikke kan bruges til noget.

Der findes mig bekendt ikke undersøgelser, hvor dedikerede personer, der målrettet går efter en oplysning, har skullet afgøre om der er fodpuls eller ej – for det kan man godt – og det er netop det, der er i spil i Retningslinjen!!

Og uden puls – eller ved tvivl – skal der laves tåtryksmåling – og det kan foregå overalt i landet.

Interessekonflikter: Forfatter er fhv. formand for Dansk Karkirurgisk Selskab og Dansk Kirurgisk Selskab. Nu formand for Dansk Selskab for Sårheling. Forfatter var medlem af arbejdsgruppen, der lavede Retningslinjen om diabetiske fodsår.

Referencer

LITTERATUR

  1. Steenberger A. Første nationale kliniske retningslinje under skarp faglig kritik. Ugeskr Læger 2013;175;2374-5.