Det nye Ugeskrift

På trods af at en enquete har påvist såvel høj (lang?) læsetid som stor tilfredshed med Ugeskriftet blandt dets læsere - skal det hele laves om! Dorte Jungersen indvarsler i en opsats (1) fremtiden for et nyt Ugeskrift. Hun er journalist og det er hverken klart hvad hun mener eller på hvis vegne hun skriver. Men det fremgår dog, at »man« er ligeglad med hvad læserne mener, og det understreges af at man i den nævnte læserenquete ikke har spurgt læserne om de prioriterer det lægepolitiske eller det faglige stof, netop den vægtning som ønskes ændret. Det fremgår heller ikke klart for læseren hvad Hovedbestyrelsens (man?) begrundelse for de dybtgribende ændringer er. Hvis Hovedbestyrelsen ikke vil spørge læserne, må læserne altså som et nødtørftigt kommunikationsminimum spørge Hovedbestyrelsen. Med andre ord hr. Formand, indvi os venligst i, hvordan det møde der refereres fra, kan have været »det bedste i din formandsperiode indtil nu«, når det der kom ud af det ikke kan kommunikeres klarere til læserne end det der er sket (1).

Er det for at spare penge? Ja eller nej? Er det for klart at demonstrere at det lægepolitiske skal prioriteres over det lægefaglige? Ja eller nej? Mener man at det ville være fremmende for læsernes faglige niveau at Videnskab og Praksis' mange oversigts- og og statusartikler kun skal udkomme i resumé på tryk? Er det overhovedet meningsfuldt at lave resumé af en status- eller oversigtsartikel? Ja eller nej?

For langt de fleste læger vil det fagpolitiske stof heldigvis endnu være af en mere flygtig art end det faglige. Send det fagpolitiske som så få læser, i eksil på Nettet og lad V&P dels markere for kollegerne at der findes dansk lægevidenskabelig aktivitet og dels fungere som forum for debut for læger med videnskabelige ambitioner. Ellers giv os hellere et billigt kollektivt abonnement på British Medical Journal e.l. hvori der er en forbilledlig debat, fordi British Medical Association ikke bruger denne publikation fagpolitisk.

I journalistens magtfulde sprog siges det at »den politiske redaktør skal være ansvarlig for, at debatten initierer og reflekterer den sundhedspolitiske debat«. Vel, debatten initierer debatten og reflekterer den endda, og det forsikres at det (dermed) ikke er hensigten at undertrykke bestemte politiske budskaber! Men debatten kommer tilsyneladende i det væsentlige til at bero på artikler skrevet af journalister og af informationsafdelingerne i de tre søjler! Medlemmerne nævnes nemlig ikke. I Ugeskrift-sammenhæng bliver ledvogteren den politiske redaktør der skal redigere og styre indholdet af det sundhedspolitiske stof (og fagforeningsstoffet). Han vil få nye muligheder for at tage et vist redaktionelt hensyn til »annoncørerne, magthaverne og Lægeforeningen«, som Bjarne Rønde Kristensen så smagfulgt udtrykte det ved sin afgang som debatredaktør i 1991! Traditionen er der, men det er en tradition, som medlemmerne kun kan være interesserede i at få begrænset mest muligt. Vi insisterer nemlig på fri debat og skyer manipulation!

I modsætning til den politiske redaktør bliver V&P-redaktøren udstyret med en »instruks« der sikrer redaktøren fuld redaktionel frihed i forhold til Hovedbestyrelsen, den politiske redaktør og andre i øvrigt. Da den politiske redaktør gennem Redaktionsudvalget skal være afhængig af Hovedbestyrelsen, bliver spørgsmålet hvilke »andre« V&P-redaktøren skal instrueres i at være afhængig af? Medicinalindustrien? Sundhedsstyrelsen? Lægemiddelstyrelsen? Søjlerne? Ordet instruks virker ikke velvalgt i sammenhæng med Hovedbestyrelsen, men fremtvinger spørgsmålet om det mon ikke er Hovedbestyrelsen der skal instrueres i at V&P-redaktøren er uafhængig. Eller skal det forstås således at Søren Hattemager skal instrueres i at være uafhængig af Kong Salomon? Bliver redaktøren uafhængig, eller bliver der tale om en nøje fastlagt begrænset ufrihed, som man henstiller at han/hun indtil videre kan lade sig spise af med som »frihed«?

Set fra et læsersynspunkt er den ret ufremkommelige artikel en smagsprøve på den ærtesuppe af journalistik vi vil blive overhældt med, når det meste stof skal forvaltes af journalister og informationsafdelinger. Men den anvendte skrivemåde har naturligvis den fordel at ingen kan gøres ansvarlig for det skrevne. For hvem instruerer journalisten og hvem har glæden af at debatten bliver indirekte?

Mere generelt er det jo sådan at fx Dagens Medicin der skriver for offentligheden, udmærket kan bruge journalister der blot er ansvarlige over for presseloven, mens ytringerne fra ledende lægepolitikere i Ugeskrift for Læger (med eller uden journalister) til enhver tid bør bringe dem i en ansvarspådragende situation i forhold til de medlemmer der senere skal vurdere om de bør genvælges. Det uundgåelige niveautab ved indirekte formidling er kun til glæde for den til enhver tid siddende magtgruppe i Lægeforeningen, og det er jo da også dem der foreslår ændringerne. Dog tror jeg, at det på sigt vil være fatalt om vi ikke i fremtiden kan opfatte Lægeforeningens formand som en fagperson med ansvar for en interesseorganisation. En politiker kan jo føre politik og en journalist kan skrive uden kendskab til noget som helst.

Den her nævnte artikel er et eksempel på den information som vil komme til at præge det nye Ugeskrift og varsler for de fleste af os at vi i fremtiden helt kan undvære det.

København, Leif Sestoft

SVAR

Litteratur