Skip to main content

Det nytter at hjælpe!

Læge Mogens Skovgaard, Vanløse. E-mail: d049336@post.uni2.dk
6. mar. 2006
06 min

Jeg er i november 2005 i Cambodja med min kone, som er formand for CARE Danmark (NGO), for at tilse Care-projekter: et børnehospital, to børnehjem for hiv-positive børn og et undervisningsprogram for prostituerede.

Vi sidder på gulvet ca. 2 m over jorden i en hytte i en landsby i den nordvestlige del. Vi er taget med en læge ud til en familie med tre børn på to, fem og otte år. Den yngste er hiv-positiv og har i dag en vægt, der svarer til et dansk barn på år. For tre år siden kom faderen tilbage efter 2 års træhugningsarbejde i Thailand, smittet med aids. Han smittede uvidende sin kone, som fødte en pige, der ikke trivedes, hvorfor de søgte ind til det lokale hospital, sponsoreret af CARE. De får nu alle tre to antivirale lægemidler mod hiv. Den lille pige bliver vejet og undersøgt hver 2. uge i landsbyen, da de ikke har mulighed for transport ind til byen. De har ingen penge, elektricitet, rent vand eller latrin. De fattigste er nødt til at tage arbejde langt væk fra familien for at overleve. I grænseområdet ind mod Thailand og langs landevejene er antallet af smittede meget højt. Regeringen har oprettet flere små hospitaler, men kun ca. 2/3 er åbne, og mange har kun åbent om formiddagen to gange ugentligt, fordi lønningerne til læger er så lave, at en familie ikke kan leve af den. De åbner så i stedet deres egen praksis, hvor de fattige ikke har råd til at komme. CARE betaler nogle steder læger for at blive på hospitalerne. I Siem Reap med ca. en million indbyggere har CARE opstartet et børnehospital, som både oplærer sundhedspersonale og diagnosticerer samt behandler børn og evt. deres forældre - om nødvendigt helt ude i landsbyerne op til 60 km væk. Hospitalet fungerer som et åbent ambulatorium kl. 8-12 og er resten af døgnet kun åben som skadestue for alle akutte sygdomme hos børn under 16 år. Der er 50 senge, hvoraf 5-10 senge konstant er optaget af aids-patienter, som typisk er indlagt en måned. Der behandles 60.000 børn om året med en stigning på 15% det sidste år. Der er i alt 160 ansatte sundhedsarbejdere, herunder læger og to jordemødre, der også underviser kvinder i hver landsby for derigennem at nedbringe den høje perinatale mortalitet. De hyppigste symptomer er feber, hoste, diare og underernæring. Alle børn, der møder op, tilbydes det europæiske vaccinationsprogram, og man håber i nær fremtid at kunne medtage hepatitis B. De fleste børn er inficeret med ormesygdomme. Malaria, tuberkulose og aids er de store dræbere. Pneumonier, meningitis, tyfus og kolera er meget hyppige. Et af de helt store problemer er de sanitære forhold. Alt drikkevand er forurenet, og flere af CAREs projekter går ud på at skaffe rent drikkevand og indrette latriner i landsbyerne. Det er let at forestille sig flg. scenarie: Et menneske med influenza bliver smittet med fugleinfluenza. De blander DNA-materiale (eller muterer), hvorefter det kan smitte fra menneske til menneske, samtidig med at vandet bliver kontamineret med virus fra fæces fra de syge fugle og mennesker.

Da Pol Pot kom til magten (1975-1978), støttet af og inspireret af Kina (Kulturrevolutionen 1965-1969), dræbte han alle, der arbejdede for det gamle regime. Han tvang alle ud på landet, så byerne stod som spøgelsesbyer. Hans mål var det klasseløse bondesamfund. Han forbød skoler, penge, aviser, postvæsen, tog, biler, motorcykler, religion, privat ejendomsret, moderne teknologi og frihed til at rejse samt andre menneskerettigheder. Op mod af befolkningen på ca. 13 mio. døde af sult, sygdomme og tvangsarbejde eller blev henrettet. Efter dette regime kom der et babyboom med det resultat, at ca. 50% af befolkningen er under 18 år, og ca. 25% er under fem år. Der er derfor i dette land et særligt stort behov for at hjælpe børn og unge.

I hovedstaden Phnom Penh besøgte vi to børnehjem med forældreløse hiv-smittede børn (hiv-negative børn bortadopteres til udlandet). Vi så et barn på 4-5 mdr., som var fundet i en skraldespand som nyfødt med masser af ansigtsædende myrer kravlende på sig. De var begyndt at spise hans ansigt. Omkring mund og øjne var der stadig mange ar. Vægten svarede nu til alderen, men han var først lige begyndt at smile. Der var en glad og varm stemning i institutionen, og børnene fik mange knus og menneskelig kontakt. De store børn på 3-6 år sov i tremmesenge, der stod så tæt, at børnene kunne ligge og holde hinanden i hånden, når de skulle falde i søvn. Hjemmene bliver drevet af den katolske kirke og bliver støttet af Danida/CARE. Men ikke kun fattigdom og sygdom er et problem - det gælder også korruption. Man havde netop opdaget, at der foregik en handel med børn, som blev solgt til udlandet for op til flere millioner dollars til personer, der i deres hjemlande ikke kunne godkendes som adoptivforældre. Lederen viste sig at være nevø til en minister. Da Cambodja ikke har nogen adoptionslov, kunne der ikke føres retssag.

Klokken 20.00 er vi med CARE taget hen på en natklub. Vi sidder i et rum inde bagved med ca. 35 prostituerede piger i alderen 15-25 år (1/3 er under 18 år). Nogle af de yngste sidder og fniser sammen; andre skifter tøj eller lægger makeup. Flere af dem, der sidder bagerst i lokalet, ser alvorlige ud. Stemningen i lokalet er dog let og munter. Vi har fået at vide, at nogle tager stoffer. Der bliver undervist i alle former for prævention og symptomer på kønssygdomme hos dem selv og hos mænd. Der går et billede rundt med en penis med udflåd, som vækker en blanding af latter og væmmelse. De lærer at sætte kondom på en penis af træ, og der undervises i problematikken omkring aborter og tackling af voldelige mænd samt forhandling, f.eks. angående benyttelse af kondom. Man håber senere at få kapacitet til at give vejledning i at finde andre job. Indimellem kommer en ung bordelmutter og peger nogle piger ud, som så går hen i nogle rum, hvor de skal forhandle pris og ydelser etc. Pigerne kommer fra landdistrikterne, hvor 70% af dem bliver taget ud af skolen efter tre års skolegang for at hjælpe til i hjemmene. Senere bliver de sendt til byerne for at tjene penge til familien - oftest i beklædningsindustrien, hvor de bor på sovesale uden nogen form for privatliv. Nogle bliver fristet af at kunne tjene mere som prostitueret og få råd til at bo alene, købe en knallert etc. Af dem, der sidder foran os, er 30% af pigerne hiv-positive, men hvilke? Fortæller de det til familien, risikerer de, at den ikke vil have noget med dem at gøre, og vennerne vil ikke spise sammen med dem, fordi de tror, at de kan blive smittet. Nogle bliver fuldstændigt isolerede. CARE har derfor dannet grupper af hiv-positive i byerne. De mødes fast tre gange om måneden, således at der bliver mulighed for et netværk.

Da jeg vågnede næste morgen, huskede jeg flg. drøm: Jeg hælder en stor gryde med varm suppe og grøntsager ned i en stålvask, som hurtigt tømmes, da der ikke er nogen prop i. Jeg forsøger forgæves med en hånd at lukke for afløbet. Med sorg må jeg se på, at suppen render ned i kloakken.

Der skal mange hænder til at standse dette spild af liv. Alt sammen pga. fattigdom og uvidenhed. Vi må alle hver på vores måde hjælpe med til at få proppen i.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen