Det offentlige bør styre fedmeoperationerne

Privathospitalernes effektivitet på fedmeområdet vil komme til at lægge beslag på de offentlige resurser. Antallet af fedmekirurgiske indgreb vil eksplodere i de kommende år.

Fedmekirurgi medfører betragteligt reduceret overvægt, helbredelse for type 2-diabetes, forbedret livskvalitet og øget levetid. Vi står altså med en effektiv behandling. Men vi har slet ikke styr på de samfundsøkonomiske konsekvenser.

Flere end 800.000 danskere har et body mass index (BMI) på over 30 kg/m2. For at få en fedmeoperation, skal man have et BMI på mere end 35 kg/m2, ca. 25.000 danskere opfylder kriterierne.

Antallet af fedmekirurgiske indgreb var 80 i 2004, 1.830 i 2008 og forventes at blive omkring 2.700 i 2009. Operationerne foretages i dag fortrinsvis af private aktører, 87% i 2008 mod 5% i 2004. Det er primært det offentlige, der finansierer de privat udførte operationer.

Det er for nylig skønnet, at en fedmeoperation med det hele løber op i omkring 200.000 kroner.

Måske opvejes omkostningerne ved selve opera-tionen, reoperationerne og evt. komplikationer på langt sigt af de gevinster, der er ved at reducere følgesygdommene i forbindelse med fedme? Det er meget muligt. Men vi ved ikke, hvad langtidskonsekvenserne er, hverken de fysiologiske, de psykologiske eller de økonomiske.

Det er på tide, at det offentlige tager styringen af fedmeoperationerne og insisterer på, at de behandlinger, der udføres i såvel offentligt som privat regi, monitoreres løbende. Hvordan kan det offentlige acceptere at betale for behandlinger, hvis effektivitet ikke løbende dokumenteres?

Det er ikke rimeligt, at der er en behandlingsgaranti for fedme på en måned. Det tager immervæk mange år at opnå et BMI på mere end 35 kg/m2.

Fedmebehandling i form af kirurgi er ikke gjort med selve operationen. Der er tale om en multidisciplinær indsats. Derfor bør fedmekirurgien placeres på se med adgang til mange specialer. Hvis man alligevel vælger at opretholde fedmeoperationer i privatregi, bør man som minimum forlange, at de også inkluderer behandling af komplikationer. Det er ikke rimeligt, at de patienter, der får akutte komplikationer som følge af behandling i privat regi, efterfølgende skal blokere for anden aktivitet i de offentlige senge.

I begejstringen over fedmekirurgiens landvindinger kan man også spørge, om fedmeoperationer ikke reelt er et udtryk for, at vi »har givet op«. De resurser, vi bruger og kommer til at bruge på behandling af fedme, er grotesk store i relation til de resurser, vi anvender for at forebygge problemet. Tanken om, at 25.000 mennesker i dag har »krav på« en fedmeoperation, og at 800.000 mennesker er »linet op«, bør få ansvarlige politikere til at skrige på forebyggelse! Et radikalt forslag ville være, at hver krone, der bliver spenderet på behandling af fedme, følges op af en krone til forebyggelse.

KILDER