Skip to main content

Det skrev lægerne om i Ugeskriftet år 1904

YL-redaktør Ulla Davidsen

1. nov. 2005
8 min.

Der publiceredes i alt 1.278 tætskrevne A5-sider. Det gennemgående er, at debatter om og offentliggørelse af takster for lægehjælp fylder mest. Lægers aflønning er altså et lige så stort emne i lægernes blad dengang som i nutiden. I den mere videnskabeligt orienterede del omtales masser af kasuistikker og personlige erfaringer med behandlingsmetoder. Derudover opremses mange årsrapporter fra hospitalerne med statistik om antal behandlede, antal opererede og antal døde. Et eksempel er en årsrapport for Kystsanatoriet ved Juels-minde, som offentliggør parametre som gennemsnitlig liggetid på 186,25 døgn og en årlig total udgift for alle syge til 31.522,94 kr. Der er udspecificeret, at udgifterne til Skovturen og Julefesten androg 129 kr. Dernæst listes så alle operationer og specificerede behandlinger for året. For de store hospitaler er der også årsberetninger med antal patienter, operationer og mængder anvendt kloræter til bedøvelser.

Alkohol bidrager til halvdelen af sygeligheden

Mange artikler beskriver alkoholrelaterede sygdomme. Det debatmæssige er, hvorledes lægestanden skal gå ud og slås for et offentligt alkoholforbud. Det er næsten en pendant til nutidens tobaksdilemma. Lægerne kan bevise, at alkoholen er årsag til størstedelen af sygeligheden og dødeligheden i 1904, men de kan ikke enes om at gå ind for et totalt forbud. En meget spids pen fra sygehuslæge M. Hindhede bidrager stærkt til debatten. I datidens aviser er han citeret for at bruge udtrykket »fordrukne læger«. Han forsvarer sig med, at han refererede til udenlandske lægers alkoholforbrug og dermed utroværdighed i at få patienterne overbevist om alkoholens skader. I et forsvarsskrift i Ugeskriftet skriver han følgende:

Godt så indregistreres Udtrykket »fordrukne Læger«. Man slutter så videre: Det er naturligvis de danske Læger, Manden mener, og da han ikke kan mene sig selv og sine afholdne Kolleger, saa maa han mene alle ikke-afholdne Læger. Paa den Maade bliver salig Todd, der døde 18 og Hvid-kaal, ærlig og redelig af Levercirrhose, forvandlet til 1.400 danske Maadeholds-mænd. Ja, det er umuligt at tage den Sag med fornøden Alvor. Mine maadeholdne Kolleger vil absolut have mig til at kalde dem fordrukne, skønt jeg hverken har sagt eller tænkt sligt. Jeg kunde saa udmærket godt have opvartet med Eksempler fra Danmark, men jeg gjorde det ikke af Hensyn til mine Kolleger. Jeg skal her - mellem Venner - blot nævne et enkelt eksempel.

Han henviser til et foredrag om alkohol, hvor en borger fra byen rejste sig op og fortalte om sin tabte tillid til lægestanden, da der i byen havde været en lægekongres, hvor der taltes med flammende Ord mod Kong Alkohol. Der vedtoges en Resolution om tvungen Alko-holundervisning i Skolerne osv., men efter den paafølgende bedre Middag viste forskellige af de tapre Alkoholudryddere sig kendeligt paavirkede af hans Majestæt.

Skriverierne om alkohol fortsætter gennem hele året - godt båret ved af, at kollegerne harmes over, at de med et mådeholdent alkoholforbrug skal hænges ud, og dermed får den spidse pen med et ønske om totalt forbud mod alkohol ikke sin sag igennem, da kollegerne er blevet fornærmede over hans fremgangsmåde.

Yngre læger var usynlige

At blande sig i sundheds- og lægedebatten som yngre læge i 1904 var ikke forekommende. Et begreb som Yngre Læge-redaktør var aldeles utænkeligt, og redaktionen for Ugeskrift for Læger er da også noget krads over for det faktum, at der er dannet en forening af yngre læger. Redaktionen slutter i sin skrivelse, den 28. juli 1904, med at konstatere: Nu er imidlertid Foreningen dannet. Der foreligger et fait accompli, som ikke kan omdisputeres, selv om ikke alle er lige glade derover ... saa maa de forstaa at arbejde paa deres Med-lemmers Dygtiggørelse og paa at betrygge deres Forhold, uden at glemme, at de »unge« en Gang bliver de »gamle«.

Man kan næsten høre disse ærværdige ældre kolleger bakke på piben og internt konkludere, at de unge læger vil da heller ikke deres eget bedste.

Videreuddannelse

Problemer med at få lov til at indføre en turnusordning for alle læger og kæmpekøer til at få en uddannelsesplads til sygehuslæge (kaldet kandidatplads) ved Kommunehospitalet var baggrunden for, at Foreningen af Yngre Læger blev dannet i 1904. Selve spørgsmålet om uddannelsen til sygehuslæge var genstand for mange indlæg gennem det år. En enkelt læge, V. Ellermann, drister sig - som ikke så gammel læge - at komme med et indlæg i debatten:

Som én, der for ikke længe siden har været Kandidat på Kommune-hospitalet, vilde jeg gerne udtale min Mening, idet jeg i Parentes maa bemærke, at jeg nu har samme Opfattelse af dette Spørgsmaal som den Gang, ligesom at Forholdene er ganske uforandrede. Kandi-datvæsenet skriver sig fra en Tid, da der kun var eet Sted, hvor man kunne faa Hospitals-uddannelse. Nu er der mange Hospitaler, og Tjenesten paa Kom-munehospitalet søges af de fleste kun for at faa det blaa Stempel. Institutionens Nytte hviler altså paa en Fik-tion. Det hedder sig, at man vil give de unge Læ-ger et nyttigt praktisk Supple-ment til de mere teoretiserende Studier; men dette Supple-ment har de fleste i For-vejen, idet de ofte møder med 4-5 Aars Ho-spitalsuddannelse. Ingen regner med det spild af Tid, Arbejdskraft og Virkelyst, som følger med denne evindelige Venten. Naar man ikke vidste, at den nuværende Ordning kun var historisk motiveret, skulde man tro, at dens Betydning hvilede paa Kommunehospitalets Overlegenhed som Uddannelsesanstalt; men om dette Punkt er Meningerne rigtignok i høj Grad delte. De fleste unge Læger betragter f.eks. Provins-sygehusene som langt mere udviklende. De udvikler nemlig Ansvarsfølelsen og Selvstændigheden.

Ventetid og manglende kvalitet i videreuddannelsen er altså ikke nye problemstillinger i lægeverdenen. De seniore læger på kommunehospitalet forsvarede ordningen med, at andre sygehuse ikke kunne udvise samme kunnen som de, og dermed var ønsket om at sprede uddannelsen ud på andre sygehuse det samme som at lave andenrangs sygehuslæger.

Lægemidlers bivirkninger blev ikke publiceret

En skepsis over for den rosende omtale af lægemidler fra fabrikanternes side var også på dagsordenen i 1904. I et langt indlæg om disse lægemiddelinformationer redegør dr.med. H. Iacobæus ud fra sygehistorier (på den tid kaldet originale iagttagelser) for, at lægemidler nok har de af fabrikanten lovede virk-ninger, men også svære ikke nævnte bivirkninger.

Han illustrerer med to sygehistorier om kortåndethedspatienter, som blev indlagt og diagnosticeret hjertesyge, hvor man valgte at behandle med det nye syntetiske teofyllaminpræparat Theocin. Theocin var beskrevet at virke stærkt diuretisk og dermed hensigtsmæssigt til hjertepatienter med vand i kroppen. Begge patienter fik som forventet gang i vandladningerne, men de fik også svære kramper, og den ene døde deraf.

Forfatteren konkluderer, at lægemiddelinformationen er ufuldkommen, men advarer dog mod aldrig at gøre brug af nye medikamenter, da det jo også kan være til ugunst for patienten. Han opfordrer sine kolleger til med et nutidigt udtryk at udføre evidence based medicine, men indrømmer, at selv grundige søgninger i litteraturen kan gøre det umuligt at finde viden om bivirk-ninger.

Man kan vist nok uden Overdrivelse sige, at der kommer mindst 10 anbefalende Artikler på én, der stiller sig køligt og fremhæver usikker Effekt eller ubehagelige Bivirkninger. Forklaringen er vel den, at fortrinsvis de gunstige Resultater offentliggøres.

Uden at have tilgængelige databaser på nettet og nemt tilgængelig information har man allerede dengang gennemskuet, at der måtte være negative resultater og iagttagelser, som aldrig blev publiceret.

Frit lægevalg

En debat over mange numre afslører en konflikt i principperne for fordeling af patienter i hovedstadsområdet mellem de enkelte læger. Patienterne kan betale for lægehjælp eller være med i en sygekasse. Der eksisterer forskellige sygekasser, og patienter får kun refunderet deres udgifter til lægebehandling ved at søge en af lægerne tilhørende deres sygekasse.

Kun en tredjedel af de praktiserende læger i hovedstaden har aftaler med sygekasserne og dermed et nogenlunde sikkert indtjeningsgrundlag. En københavnsk læge foreslår, at man laver frit lægevalg for alle patienter i Køben-havn, ligesom man har indført i resten af landet. Det medfører vrede modindlæg fra de privilegerede, som ikke vil afgive denne basishonorering. Argumen-terne er dog også nuancerede i retning af, at frit lægevalg vil kunne favorisere uhæderlige læger med grove reklamemidler. Derudover antydes, at patienterne ikke har behov for at vælge og ej heller at et frit Lægevalg vil bringe Patienterne noget uvurderligt Gode; men de vil utvivlsomt ved det frie Valgs Indførelse opnaa en Behagelighed, Bekvemmelighed, Komfort - hvad man nu vil kalde det.

I nutidigt sprog kaldes det service, og åbenbart var det ikke en parameter, som man mente skulle stilles patienterne til rådighed. En antyder, at man ved at ophæve sygekasselægeprincippet eventuelt kunne afbøde nogle kollegers indtægtstab ved at forhøje taksten for en fritvalgspatient til mere end de for resten af landet vedtagne 4 kr. Ud over at nogle læger med høj indtjening skal kompenseres ved at indføre frit valg, har københavnerlæger højere udgifter til bolig, brændsel og fødevarer, og dermed skal 4-kroners-taksten i hvert fald op på 5 kroner i København. Forskel-ligartethed mellem hovedstad og provins er altså ingenlunde en ny problemstilling og nutidigt en accepteret faktor i offentlige lønninger i form af såkaldt stedtillæg.

I den kuriøse ende

Danmark var dengang en kolonination, og dermed kan der også læses et opslag om et ledigt kommunelægeembede uden pensionsret for Skt. Thomæ' vestlige Lægedistrikt og Skt. Jan. Det vil blive paalagt den eventuelt antagne Læge snarest muligt at afrejse til Vestindien.

En læges erfaring med bilkørsel giver indtryk af et land med cykel og hestevogn. Hans ærinde er at fortælle om tidsbesparelsen ved bilkørsel, men også at harcelere over automobilloven af 1903, som forbyder kørsel på biveje og indskrænker brug af bilen på de såkaldte chausséer. Men da der her fra Byen udgår syv Chausséer i alle Retninger, kan jeg dog bruge Vognen en Del, navnlig da jeg paa et Stativ bag paa Vognen kan medføre Cycle og benytte den, naar jeg naar til Bivejene. Forhaabentlig vil denne meningsløse Bestemmelse blive ophævet. - Saavidt jeg ved, findes der endnu en Læge her i Jylland samt en paa Fyn, der kører med Automobil, det kunde have Interesse at høre, om de har gjort lignende Erfaringer som undertegnede.


Referencer

  1. Hindhede M. Ugeskr Læger 1904;66:716-23.
  2. Iacobæus H. Ugeskr Læger 1904;66:583-98.
  3. Lund F. Ugeskr Læger 1904;66:533-4.