Det stjernebestrøede Vejle Sygehus

Vejle Sygehus formår at bringe ventelisterne på et niveau, som er rimeligt acceptabelt.

Sker det på bekostning af serviceniveauet eller på begrebet Patienten i Centrum som helhed? Jeg ved det ikke, men en af mine personlige oplevelser med sygehuset giver ikke indtryk af, at påpasseligheden er særlig stor. Denne oplevelse er blot en ud af flere, som jeg har oplevet.

Med baggrund i en kræftoperation og efterfølgende strålebehandling opstår der atrieflimmer, utæt hjerteklap samt pulmonal hypertension.

Da almentilstanden ikke er tilfredsstillende for mig selv, henviser overlægen på kardiologisk afdeling til diverse undersøgelser: lungescintigrafi, myokardiescintigrafi, røntgen af lunger samt KAG-CT. Det sidste markedsføres som værende det eneste sted i landet, hvor dette foregår, og skanneren er kun en uge gammel.

En bøde får pulsen op

Jeg møder op til KAG-CT, får opsat venflon og skal hvile, så pulsen kommer ned på de foretrukne 60. Opsætningen af venflon gør forbavsende ondt denne gang. Hvilestolen er placeret med vidtstrakt udsigt over Vejle by, og også P-pladsen. Pludselig får jeg øje på en P-vagt, som er i færd med at sætte en bøde på bilen. Pulsen ryger op over det normale - og vi kan begynde forfra - med ryggen til vinduet.

Der kommer en melding om, at skanneren er gået i stykker; den er jo også ved at være en uge gammel. En dame på min egen alder og jeg fragtes med journaler og hvid skjorte gennem kældrene over til den normale CT-skanner - med forhøjet puls til følge.

Lige før skanningen spørger overlægen, på hvilket tidspunkt af døgnet jeg har smerter. Jeg undres, da jeg ikke har smerter ved hjertet; hvorfor spørger han så pludselig til det? Sikkert en fortalelse, og jeg når ikke at svare eller spørge, for han er forsvundet bag nogle glasruder.

Til ulejlighed

Der kæmpes en kamp for at få pulsen ned, og tiden går, og andre patienter må vente. Overlægen giver tydeligt udtryk for at være irriteret - og da han vil sprøjte et pulsnedsættende medikament ind, viser det sig, at venflon ikke er sat op korrekt - og medikamentet løber ind under huden. Og så kommer de store bandeord fra overlægen, som nu er i tidnød. Jeg føler mig virkelig til ulejlighed.

En sygeplejerske foreslår febrilsk, at medikamentet kan sprøjtes ind i den store kanyle til kontraststoffet, som sidder i den anden arm, hvis sygeplejeeleven ellers kan lave et hårdt knæk på slangen. Hun får besked på at stramme hårdere til. Og utrygheden breder sig. Gør de det nu korrekt?

Pulsen, som angives lige ud for mit synsfelt på skanneren, viser 75 og en stille, vittigt ment kommentar fra mig, om at den nok ikke vil ned, udløser en desperat handling fra overlægen. Han lægger hånden hen over de digitale pulstal og beder mig om at undlade at følge med her.

Personalet forlader rummet, og jeg køres ind i skanneren, efter at kontrastvæsken er sprøjtet ind - men stadig med en puls på 75!

Efterfølgende bliver jeg anbragt i et venteværelse, og efter lang tid kommer en sygeplejerske og meddeler, at cykeltesten var såmænd da meget god! - hvorpå jeg må meddele, at det er fire år siden, at den blev foretaget. Hun forsvinder hurtigt igen, og jeg efterlades atter alene i venteværelset.

Overlægen kommer ind og meddeler mig, at der intet er at se på KAG-CT'en, og alt er i orden. Jeg spørger til svaret på lungescintigrafien, og forvirringen breder sig hos overlægen. Hvorfor skulle jeg dog have foretaget en lungescintigrafi? Han har selv henvist 14 dage før, hvilket burde fremgå af journalen.

Han forlader derpå venteværelset, og jeg overlades til mig selv.

En sygeplejerske kommer ind og siger, at jeg snart får svar på KAG-CT'en, hvilket jeg må meddele, at jeg lige har fået. Hun forsvinder igen, og jeg overlades til mig selv.

Lungescintigrafien, der blev væk

Overlægen kommer ind og siger, at han ikke kan finde lungescintigrafien, men nu skal jeg bare være glad, fordi der ikke var noget i KAG-CT'en og i øvrigt har jeg fået utrolig mange skanninger (jeg er også dybt taknemmelig). Farvel.

En fornemmelse af, at det slet ikke er mig, han taler til, men en anden patient, breder sig i kroppen hos mig.

Jeg går forvirret hjem og skriver til overlægen og fortæller om min tvivl, og at jeg tror, at han har forvekslet mig med en anden patient.

Efter 14 dage får jeg et brev, hvor han skriver, at »man ved nærmere og grundigere eftersyn af skanningen, kan se, at der er forsnævringer og forkalkninger i kranspulsåren« - og at jeg hellere må komme til en fornyet myokardiescintigrafi (selvom jeg jo ifølge overlægen har fået så mange skanninger i forvejen, at min kvote burde være brugt op).

Og samtidig meddeles, at der ikke var noget i den genfundne lungescintigrafi - til trods for den pulmonale hypertension!

Hos egen læge

I håb om, at min egen læge kan være den, der koordinerer de forskellige undersøgelsesresultater og ser på det som en helhed - et helt menneske - får jeg en tid her. Det viser sig så, at lægen kun er i besiddelse af kopi af brevene til mig, hvilket selvfølgelig er udmærket, så han kan se, hvordan forklaringerne gives over for patienterne i et sprog, som selv den mest intelligenshæmmede kan forstå. Men han har ikke modtaget alle lægebrevene fra hjerteafdelingen med undersøgelsesresultater og tal, hvorfor han ikke kan konkludere nærmere.

Han henviser til lungemedicinsk afdeling. En undersøgelse her viser intet på lungerne, men de må med beklagelse sige, at de ikke kan se den pulmonale hypertension, da det kun er ekkokardigrammet på hjerteafdelingen, der kan vise det. Så det er desværre ikke deres bord, meddeler han mig.

Overlægen foreslår, at han lige måler iltindholdet i blodet - og jeg vises ud på trapperne af en venlig sygeplejerske. På vej ud af samtalerummet er næste patient på vej ind. Patienten er en midaldrende kvinde iført hovedtørklæde og lang frakke. Med hende er to mænd i mørke frakker. Da jeg har udført »ilttesten« og kommer tilbage til samtalerummet, passer det så fint med, at de tre personer er færdige med samtalen med overlægen, og de forlader gangen. Jeg bliver vist ind, og overlægen, som endnu ikke har været ude af samtalerummet, spørger venligt, om han lige må diktere færdig. Jeg kan ikke undgå at høre, at den forrige patient er henvist på grund af mistanke om tuberkulose, hvorfor jeg forsigtigt kigger mig omkring efter en håndvask, da overlægen jo både hilste på mig og de andre - uden håndvask imellem. Men selvfølgelig smitter tuberkulose kun gennem spyttet - og det har de vel slet ikke på hænderne, så jeg bør være rolig nu.

Usikker, tvivlende, magtesløs - er der noget at sige til, at stjernedrysset virker provokerende?