Detaljerne som lavinetrussel for læseren

Detaljen har traditionelt en dobbelt rolle i videnskabelige publikationer. Den tjener muligheden for kildekritisk vurdering og kan endog være afgørende for efterprøvning af fx laboratoriemetoder. Men den kan i ophobede mængder også fungere som en stærk støjkilde for læseren, så signalet - dvs. det videnskabelige budskab - drukner i en uhensigtsmæssig signal-støj-ratio.

Tidligere satte nødvendigheden af manuelle metoder til statistisk databearbejdelse en fysisk begrænsning for mængden af statistiske beregninger. Disse metoder bidrog dermed, om end utilsigtet, til at læserens vej gennem en videnskabelig artikel blev præget af mærkede stier, som kunne føre til udsigtspunkter, uden at laviner af detaljer undervejs tvang ham eller hende til at vende om. Lavinedøden var dermed i denne metafor ikke læserens, men artiklens og forfatternes.

I dag er adgangen til store statistiske dataprogrammer for fx klinikere og epidemiologer så stor, at det frister mange til at tørne en stor mængde variabler mod hinanden, ofte langt ud over, hvad projektets oprindelige problemstilling omfattede. Lavinetruslen er i øvrigt ikke et isoleret dansk problem, men optræder globalt, som man tilbagevendende kan konstatere som redaktionel konsulent eller medlem af internationale tidsskriftredaktioner.

Mange manuskripter rummer i dag en meget stor ophobning af korrektioner, p-værdier, sikkerhedsgrænser, odds-ratioer og mange flere af de mål for indflydelsen af tilfældigheder over for mulige kausale sammenhænge, som kendes. Bl.a. alders- og kønsopdelinger dukker under læsningen op, uden at det synes oplagt, at disse to biologiske hovedkarakteristika har været anset for væsentlige, da projektet planlagdes. De blander sig med mange andre koblinger under manuskriptbedømmelsen, så den første kvalme melder sig pga. af de hastigt skiftende indfaldsvinkler, som benyttes. Kvalmen afbryder ofte læsningen, før overvejelser om, og beregninger af, en eventuel massesignifikans kommer ind i billedet. Når man, som jeg, anser klarhed for at være et hovedkrav til al forskning, er dette en udvikling, som bør modvirkes. Vi skal på ingen måde tilbage til regnestokken og hulkortene, men vi skal undgå, at de nye muligheder overtager den metodologiske strategi og dermed forsyner forfatteren med en følelse af at have præsteret en større indsats, end der virkelig er tale om, hvorved aben lander på konsulentens, redaktørens eller læserens skuldre.

Et originalt videnskabeligt arbejde skal i kvantitativ forskning baseres på en sammenkobling af to eller flere vidensmasser, som ikke har været systematisk sammenkoblet før, med det klare sigte at sandsynliggøre en årsagssammenhæng (1). Når sammenkoblingen er overført til et eller flere konkrete spørgsmål, og disse søges besvaret ved en velvalgt metodologisk strategi, bør læseren senere have mulighed for at læse eller høre forskerens svar på de initiale spørgsmål, uden at denne enkle dialog forstyrres af utallige sidebemærkninger, som efter ens personlige smag for metaforer enten indvarsler en forståelsens lavinefare, eller føles som stærk støj.

Litteratur