Skip to main content

»Dette er ikke en anmeldelse«!

Jørgen Lassen, praktiserende læge E-mail: jolass@dadlnet.dk

6. nov. 2009
6 min.

»Ceci n'est pas une pipe«. Dette er ikke en pibe! - står der på et af den belgiske maler Renes Magrittes kendteste billeder, hvor der er tegnet og malet netop en pibe. Denne kontradiktion faldt mig i hu, da jeg havde læst Nina Vinter Andersens bog: »Vores piller«! Ugeskrift for Læger havde opfordret mig til at anmelde den, men: »Dette er ikke en anmeldelse« i traditionel forstand! Desuden er den for subjektiv og fyldt med mine egne synspunkter til, at den yder bogen retfærdighed.

I bogens indledning skriver forfatteren: »Bogen fastslår, at stort set samtlige læger i Danmark i større eller mindre grad er under industriens indflydelse og kan tjene op mod en halv million kroner om året på bijobberiet for forskellige firmaer«.

Bogen maler et fortegnet billede af lægestanden, der fremstilles som en flok korrumperede pengegriske sorte får i medicinalindustriens sold, og de af os, der ikke har et økonomiske afhængighedsforhold til samme industri, som en flok ureflekterende, følgagtige får, der blindt hopper over, hvor gærdet er lavest. Det virker søvndyssende i længden. Meget af bogens indhold er da også velkendt, hvis man følger med i mediernes behandling af disse forhold. Hele 51 af de 331 henvisninger er til artikler, forfatteren selv har publiceret i Ugeskriftet, Dagens Medicin, Politiken, DR, Ugebrevet Mandag Morgen og Forbrugerrådets blad Tænk. Forfatteren er således godt inde i sit stof, der også indeholder en repetition af en række skandaler, der de seneste år har ramt medicinalindustrien.

SKANDALER

Lad det være sagt straks, at mit ærinde bestemt ikke er at forsvare disse skandaler, men er det rimeligt generelt at beklikke en stor og uundværlig branche for dens rådne, brodne kar? Skandalernes antal er dog beskedent i forhold til de mange aktører og medicinske præparater, der er i spil. Kun en del af disse skandaler skyldes overlagte handlinger med bevidste fortielser, fordrejelser, forsinkelser og fusk, og de kan ikke fordømmes hårdt nok. Nogle af »skandalerne« består i, at afvejningen af virkninger og bivirkninger, der foretages over for al medicin, efter at millioner af patienter har haft glæde af virkningen, forskubbede sig i retning af flere alvorlige bivirkninger end oprindeligt antaget. Nogle af »skandalerne« er ikke afklaret, men verserer ved diverse nævn og retslige instanser. Det er retfærdigvis nævnt i slutningen af beskrivelsen af den enkelte sag, men beskrivelsen af sagen er klart, i bogens ånd, insinuerende. Ikke nogen øllebrødsbarmhjertighed her. Forfatteren har afsagt sin dom.

Økonomien i udvikling af nye medicinske præparater sættes der også spørgsmålstegn ved. Kan det virkelig passe, at det ikke tilnærmelsesvis koster over en milliard kroner fra start til markedsføring? Det har jeg ikke forstand på, men det fornemmer jeg, at forfatteren heller ikke har.

KØBTE LÆGER?

En anden økonomi er den, der er relateret til lægerne. Der er nogle relativt få læger, der på baggrund af deres ekspertise, er på medicinalfirmaernes lønningsliste. De får betaling for at udføre et arbejde, men det beklikkes i bogen. De bliver købt og agerer i firmaernes interesser og ser, på trods af deres faglighed, stort på patienternes interesser. Det bekymrer mig som praktiserende læge, hvis dette postulat er validt. Jeg får det meste af min indtægt fra Regionen. Betyder det, at jeg handler i Regionens interesse til ugunst for mine patienter? At jeg undlader, at henvise til velbegrundede undersøgelser eller at udskrive medicin, som pådrager Regionen udgifter? Det tror jeg ikke, Regionen vil anklage mig for, heller ikke mine patienter for den sags skyld. Naturligvis påvirkes vi af økonomiske interesser, men i relation til medicinalindustrien gælder der vel ikke særlige regler, hvad angår denne påvirkning. Jeg har en til vished grænsende fornemmelse af, at læger generelt har patienterne som førsteprioritet, selvom lægeløftet pålægger os at tage hensyn til patienterne såvel som til samfundet.

INGEN UNØDIG PYNT PÅ SMØRREBRØDET

I almen praksis har vi i de seneste mange år været opmærksom på det imagemæssige problem, som samarbejdet med medicinalindustrien kan medføre. »Vi« er her PLO og DSAM, som jeg har et tæt og godt forhold til. Medicinalsponsoreret efteruddannelse er en stadig faldende andel af de praktiserende lægers efteruddannelse. Der ydes ikke bidrag fra vores efteruddannelsesfond til denne form. Hovedparten af vores efteruddannelse er arrangeret af lægerne selv. Vort efteruddannelsesflagskib: »Lægedage«, som er en uges efteruddannelse, der hvert år afholdes i november i Bella Center, og hvor mere end 1.000 praktiserende læger og 500-600 klinikpersonaler deltager, blev for nogle år siden gjort medicinalsponsorfrit, i øvrigt uden at det medførte nedgang i antallet af kursusdeltagere. Tværtimod stiger antallet år for år.

Nina Vinter Andersen gør opmærksom på, at medicinalfirmaerne i stigende grad inviterer lægerne på diverse ture og middage, og at de investerer flere og flere penge i det. Begrundelsen er, at Nævnet for selvjustits på lægemiddelområdet i de seneste ti år havde oplevet en stigning af anmeldelser fra 805 til 4.088. Her er det forbigået forfatterens opmærksomhed, at nævnet er omstruktureret og reglerne strammet betydeligt op. I almen praksis opleves det ikke som en udvidelse. Tværtimod. Markedsføring over for almen praksis forekommer fortsat, men opleves bestemt ikke som intensiveret. Firmaerne må fortsat invitere til internatmøder, men overnatningen er på det lokale vandrehjem, hvor vi sover på krøluldsmadrasser i den medbragte lagenpose, og der må ikke være unødig pynt på smørrebrødet (dette er en polemisk opstramning, men jeg anpriser udviklingen). Ud over betydningen af den nye samarbejdsaftale, der er indgået mellem Lægeforeningen, LIF og Apotekerforeningen, er et andet forhold medvirkende årsag til den aftagende interesse i at påvirke de praktiserende læger, nemlig medicinsubstitueringsordningen. I almen praksis udskriver vi 90% af alle recepter. Hovedparten af disse recepter kan apoteket substituere til det billigste generiske præparat. De fleste praktiserende lægers edb-medicin-moduler har substitution som forvalg. Vi skal aktivt fravælge dette, og det sker kun undtagelsesvis og velbegrundet. Sådanne forhold er jeg overbevist om, at Nina Vinter Andersen er vidende om, men de passer ikke rigtigt med den konspiratoriske tankegang, der præger bogen »Vores piller«. Desværre oplever vi, at medicinalindustrien i stigende grad retter deres reklamefokus mod patienterne. Der ligger planer i EU om, at liberalisere reglerne om reklamer for receptpligtig medicin. Vi kender det fra USA, og det er en udvikling, der er bekymrende. Patienterne har ikke de forudsætninger, vi læger har, og vil alt andet lige være langt lettere at forlede. En bekymring Nina Vinter Andersen også giver udtryk for. Industriens sponsorering af patientforeninger er et eksempel på denne uheldige udvikling.

HVAD MED GRÅZONEN?

Lægerne præsenteres i bogen som de få gode og de mange onde. Forholdet er mere nuanceret end som så. Vi befinder os i et kontinuum, hvor de »gode«, farisæerne, der selv køber deres kuglepenne, har mærket »Reklamer, nej tak« på postkass en og madpakke med til møder, befinder sig i den ene ende. De har i sandhed set lyset, men overset dets blålige skær. I den anden ende finder vi de totalt skruppelløse, prostituerede, korrumperede, der sandsynligvis også undlader at opgive de 12 flasker rigtig god rødvin til Told og Skat.

Vi andre befinder os derimellem i gråzonen afhængig af vores samvittighed og sunde fornuft.

Vi i gråzonen er stort set ikke omtalt i bogen »Vores piller«, på trods af at vi udgør majoriteten. Det er en undladelse, der gør bogen unuanceret og mig frustreret. Derfor: »Dette er ikke en anmeldelse«!

Nina Vinter Andersen beskriver sin bog, som et oplæg til debat om medicinalindustrien og lægernes afhængighed af denne. Denne opfordring er hermed taget op.

Læs også anmeldelse af Nina Vinter Andersens bog på side 3374.