Skip to main content

Diabetesguiden - er det nødvendigt/klogt at påbegynde metforminbehandling ved debut af type 2-diabetes?

Henning Beck-Nielsen Professor, Endokrinologisk Afdeling M, Odense Universitetshospital. E-mail: henning.beck-nielsen@ouh.regionsyddanmark.dk

19. aug. 2011
4 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Henning Beck-Nielsen har modtaget støtte til videnskabelige projekter og honorar i forbindelse med foredrag fra Novo Nordisk.

En række almenmedicinere fra Forskningsenheden for Almen Praksis på Københavns Universitet med Niels Olivarius i spidsen diskuterer det betimelige i at påbegynde metforminbehandling af nyopdaget type 2-diabetes, så snart sygdommen diagnosticeres. Deres synspunkt er, at man primært skal give livsstilsintervention (kost/motion) og først begynde metforminbehandling, når blodglukose overstiger det mål, man har sat sig (baseret på projektet Diabetesomsorg i almen praksis (DIAP) [1]), mens det er guideline-gruppens anbefaling at påbegynde metforminbehandling, så snart diagnosen er stillet.

Hvem har ret?

Man kan spørge, om det er nødvendigt at begynde med metformin umiddelbart for at kontrollere blodglukose - og her er svaret nej. Vi har påvist, at man ved en simpel reduktion i kalorieindtagelsen til 1.200 kcal pr. dag sammen med motiverede behandlere kan normalisere blodglukose i løbet af et halvt år og holde det nede i et år samtidig med, at vægten falder 4 kg [2]. Denne undersøgelse drejer sig om helt almindelige, typiske danske nydiagnosticerede type 2-diabetikere. I et andet studie fra vores gruppe har vi påvist, at man ikke opnår nogen gevinst inden for det første halve år, når det gælder reduktion af blodglukose, ved at addere metformin til livsstilsinterventionen hos type 2-diabetikere ved sygdommens debut [3]. Diæt alene resulterer i glykeret hæmoglobin (HbA1c) på 7,0%, mens diæt plus metformin resulterer i HbA1c på 7,1%. Konklusionen er derfor, at det ikke er nødvendigt for at kontrollere blodglukose at påbegynde metforminbehandling umiddelbart ved sygdommens debut.

Men er det klogt?

Der mangler studier med hårde endepunkter, hvor de to behandlingsprincipper er sammenlignelige. Det er rigtigt, at metformin har fået en speciel aura, da det er det eneste antidiabetikum, som har vist sig at kunne reducere mortaliteten. Dette er baseret på UKPDS-studiet [4], hvor man primært begyndte med livsstilsintervention og først senere adderede metformin. I svaret på Olivarius' indlæg anføres det, at de europæiske (EASD) og amerikanske (ADA) diabetesselskaber i deres nyeste guidelines anbefaler at begynde med metformin umiddelbart ved sygdomsdebut. Dette er naturligvis ikke et godt argument og står da også i modsætning til anbefalingerne fra det største diabetesforbund, nemlig den internationale diabetesføderation (IDF), som anbefaler at begynde med livsstilsintervention og først addere metformin senere [5].

Der er derfor heller ikke meget, der taler for, at det er specielt klogt at begynde med metforminbehandling umiddelbart ved sygdommens debut. Dertil kommer, at det er et lægemiddel, som har en række bivirkninger - også alvorlige - og som naturligvis påfører samfundet en ekstra økonomisk udgift. I øvrigt får type 2-diabetikere oftest ved sygdomsdebut en række piller, og vores opgave er at reducere dette, da komplians som bekendt falder, når patienten får mere en tre præparater om dagen.

I det store, nye danske nationale type 2 diabetes-studie - DD2 - vil vi netop undersøge ovennævnte spørgsmål og satse på en mere individuel behandling. Forhåbentlig kan vi besvare det rejste spørgsmål inden for nogle år.

Indtil videre vil det dog være min holdning, at vi på baggrund af ovennævnte lader livsstilsintervention få lov til at virke. Det har også en pædagogisk betydning, at patienten kan se, at det hjælper at holde diæten og motionere noget mere. Ellers kan det give patienten det indtryk, at alt skal reguleres gennem piller.


Referencer

  1. Olivarius NF, Beck-Nielsen H, Andreasen AH et al. Randomised controlled trial of structured personal care of type 2 diabetes mellitus. BMJ 2001;323:970-5.
  2. Beck-Nielsen H, Pedersen O, Lindskov HO. Normalization of the insulin sensitivity and the cellular insulin binding during treatment of obese diabetics for one year. Acta Endocrinol (Copenh)1979;90:103-12.
  3. Damsbo P, Hermann LS, Vaag A et al. Irreversibility of the defect in glycogen synthase activity in skeletal muscle from obese patients with NIDDM treated with diet and metformin. Diabetes Care 1998;21:1489-94.
  4. UK Prospective Diabetes Study (UKPDS) Group. Effect of intensive blood-glucose control with metformin on complications in overweight patients with type 2 diabetes (UKPDS 34). Lancet 1998;352:854-65.
  5. International Diabetes Federation Guidelines: Global Guidelines For Type 2 Diabetes 2005. Available At: Http://Www.Idf.Org. Accessed 5 July 2011. 2011.