Skip to main content

Diagnostic histopathology of tumors. 3rd. edition. Volume 1-2

♠ Kursusreservelæge Eva Charlotte Løbner Lund E-mail: eva.l.lund@dadlnet.dk

14. sep. 2007
2 min.


Denne nye, tredje udgave er betydeligt revideret og opdateret sammenlignet med den efterhånden syv år gamle anden udgave, der er et skattet opslagsværk på mange patologiafdelinger.

Der er tilkommet nye forfattere, og nogle afsnit er nyskrevne, f.eks. afsnittene om tumorer i lever og galdeveje, dele af de kvindelige kønsorganers tumorer samt tumorer i det hæmatopoietiske system og øjet.

Bogen har en konsekvent opbygget disposition. Efter et kort introduktionskapitel følger 29 kapitler om tumorer opdelt efter organsystemer. Til slut to generelle kapitler: et om elektronmikroskopi i tumordiagnostik og et om molekylærgenetiske teknikker i diagnostik og prognose.

Immunhistokemi er et vigtigt værktøj i tumordiagnostik. I det indledende afsnit advarer Fletcher mod overdreven tiltro til brede antistofpaneler og brug af komplekse algoritmer til immundiagnoser. Fletcher understreger, at valg af immunfarvninger altid bør være styret af omhyggelig HE-morfologisk baseret differentialdiagnostik. Måske er det derfor, at man har valgt ikke at have et selvstændigt kapitel om immunhistokemi og algoritmer. Men netop fordi området er komplekst og en uhyre vigtig del af de daglige diagnostiske opgaver, savner man som læser et generelt afsnit om effektiv brug af algoritmer og forslag til immunhistokemisk strategi for de mest almindelige diagnostiske problemstillinger.

Der er dog i de organbaserede kapitler udmærkede og overskuelige tabeller om immunhistokemisk differentialdiagnostik ved specifikke problemstillinger, f.eks. i differentialdiagnostikken mellem hepatocellulært karcinom og adenokarcinom i leveren. I et omfattende kapitel om tumorer i det lymforetikulære system er der ligeledes fremragende tabeller om antistoffer til brug ved lymfoproliferative tilstande.

Bogen indeholder mere end 3.000 farveillustrationer, der i øvrigt alle kan hentes fra en medfølgende cd-rom. De mange gode illustrationer, helt overvejende af mikroskopiske snit, men også makrofotos, magnetisk resonans-skannings-billeder mv. giver et visuelt indtryk af de forskellige tumorer og tumorlignende tilstande og bidrager meget væsentligt til bogens store værdi som opslagsværk.

Der er gode, anvendelige tabeller, hvori man sammenligner karakteristika ved forskellige differentialdiagnostiske tilstande - sjældne, såvel som hyppige, dagligt forekommende som for eksempel keratoakantom versus planocellulært karcinom i huden. Endvidere er der mange relevante diagnostiske flow-charts og opsummerende tabeller, der gør tobindsværket læsevenligt, både som opslagsværk og som lærebog i speciallægeuddannelsen i patologi.

Fletchers »Diagnostic histopathology of tumors« i tredje udgave er et vægtigt, opdateret opslagsværk, der bør være at finde på enhver patologiafdeling.