Diagnostiske centre - hvor?

Patienterne efterspørger mere tilgængelighed (men får tiltagende centralisering), mere sammenhæng og helhed (men får tiltagende specialisering) og mere inddragelse og individualitet (men får tiltagende standardisering og pakker).

Etableringen af kræftpakkerne løste kun udredningsproblemerne for halvdelen af kræftpatienterne. Halvdelen af kræftpatienterne har nemlig så vage og ukarakteristiske symptomer, at de ikke kan indgå i de etablerede kræftpakker.

Befolkningen bliver ældre og ældre og har flere og flere samtidige diagnoser. Multisygdom er den formentligt hastigst voksende »diagnose«.

Patienterne bliver mere og mere »tværfagligt komplekse«.

Region Midtjylland var første sted i landet til at prioritere den tværfaglige specialisering i stedet for udelukkende at prioritere den monofaglige specialisering, som trenden i øjeblikket er over det ganske land. Dette skete ved at etablerede et Diagnostisk Center med én ledelse for alle de medicinske specialer og radiologi bl.a. med henblik på at udrede de »uafklarede« og »patienter med flere sygdomme« og etablere et pakkeforløb for de patienter, der mistænktes for alvorlig sygdom, men som ikke kan indgå i en kræftpakke (»okkult cancer«).

Samling af de medicinske, radiologiske og onkologiske specialer under samme (center)ledelse og med daglige fælleskonferencer medfører nogle organisatoriske fordele, der virker fremmende for etablering af hurtige, tværfaglige udredninger, der ser ud til ikke kun at spare patienttid, men også lægetid ved at flere undersøgelser gennemføres samme dag.

Ved etableringen af diagnostiske centre skabes mulighed for organisatoriske ændringer, der fremmer hurtige og tværfaglige udredninger, hvor (skriftlige) henvisninger på tværs af afdelinger minimeres, og hvor kun én afdeling har ansvaret for forløbet fra modtagelse af henvisning til diagnosen er klar (og den medicinske komorbiditet er udredt).

Det er oplagt at etablere diagnostiske centre i alle regioner. Danmark er i øjeblikket foregangsland på dette område, og der er en betydelig interesse fra alle sygehuse for at etablere diagnostiske centre. Hvis Danmarks førerposition på området skal opretholdes og udbygges, vil det være fordelagtigt, at disse centre samles på nogle relativt få steder i hver region med henblik på at fremme erfaringsopsamling, udvikling, udbygning og forskning - typisk inden for hver region på 1-2 tværfaglige afdelinger i tæt samarbejde med et universitetshospital.

Kampen om placeringen af de diagnostiske centre er startet. Beslutningen om etablering og placering af disse rundt om i regionerne bør træffes primært på faglige argumenter, og forhåbentligt undgår man, at argumenterne spindes ind i »sognerådspolitiske« argumenter (»so ein Ding müssen wir auch haben«). Sidstnævnte vil ikke være det bedste grundlag for at sikre de nødvendige forudsætninger for, at Danmarks kan placere sig i det internationale førerfelt i udviklingen og opbygningen af diagnostiske centre?