Skip to main content

Dissemineret sklerose. En bog for patienter, pårørende og behandlere. Sørensen PS, Ravnborg M, Jønsson A, eds.

Professor Gudrun Boysen E-mail: ihj@bbh.hosp.dk

4. nov. 2005
2 min.

Sklerosesygdommen er med rette frygtet, fordi den rammer unge, raske mennesker og ofte medfører svær invaliditet. Bogen indeholder ajourført information om sygdommen og behandlingsmulighederne. Mange terapeutgrupper giver deres bidrag til bogen: Læger, psykologer, fysioterapeut, ergoterapeut og socialrådgiver.

Bogen giver vigtige informationer til patienter, pårørende og behandlere. Det er godt for patienter at vide, at man ikke selv er skyld i sygdommen. Den kan ikke forebygges ved kost, fysisk aktivitet eller hygiejniske forskrifter. Årsagen kendes ikke. Dog er der arvelige faktorer, således at nære familiemedlemmer til en skleroseramt har øget risiko for at få sygdommen. Det pointeres også, at sygdommen ikke er afhæn- gig af et enkelt gen.

Man har søgt efter årsagen til sygdommen, og interessen for vira har været stor. Det er dog aldrig lykkedes at påvise et bestemt virus som årsag til sygdommen.

Bogen er fuld af gode illustrationer, f.eks. af demyeliniseringsprocessen i hjernevævet, hvilket måske kan hjælpe patient og pårørende til at forstå, hvad der er sygdommens kerne.

Bogen indeholder grundige afsnit om behandling med beta-interferon og beskriver, hvorledes kontrollerne foregår. Nyere behandling som f.eks. med glatiramer beskrives også.

Bogen giver en meget grundig gennemgang af alle de

symptomer, patienter kan opleve på grund af svigtende funktion af centralnervesystemet.

Bogen slutter med en liste af nyttige adresser for danske patienter med dissemineret sklerose og et stikordsregister. Det er en gennemarbejdet bog, som vil være nyttig for ikke alene patienter men også for alle, der arbejder med sklerosepatienter.

København: Munksgaard Danmark, 2004.
222 sider. Pris: 268 kr.
ISBN 87-628-0400-6