Dobbelt lettelse

»Han har det bare så skidt«, sagde hun, da hun ringede om et besøg til sin 79-årige mand, der havde fået konstateret metastaser for nogle uger siden. Det var blevet meget værre de sidste dage. Nej, ikke med smerter, det klagede han ikke over, det var bare »blevet værre med det hele«.

Da lægen trådte ind i stuen hvor han lå på sofaen, sagde han: »Det er ikke et liv, det her«. Og han vendte sig væk og fortsatte: »Jeg ville ønske det ku' slutte nu ... men det kan du vel ikke hjælpe mig med?«. »Nej, det kan jeg ... heldigvis ... ikke«, sagde lægen med et tungt, men også lettelsens, suk. Og i det samme vendte patienten sig om, og der sporedes også stor lettelse i hans ansigt. Der viste sig et lille smil, som nåede helt til øjnene. Ja, øjnene lyste som de havde gjort før kræftsygdommen for alvor tog fat, mens han sagde: »Nej, det kan du jo heldigvis ikke ...«.

Det blev til en lang samtale den dag. Både om lidelsen, fortvivlelsen og deres fælles lettelse over, at de ikke behøvede at overveje at afslutte hans liv, fordi den mulighed ikke forelå. Selv om livet var blevet tungt, og det på mange måder så mørkt ud, kunne de sammen glæde sig over, at det heldigvis ikke kunne være lægens opgave at afslutte det. I stedet kunne de bruge tiden på at tale om, hvordan den del af livet som var tilbage, kunne blive bedst mulig.

Patienten fortalte, hvad der var sket de seneste dage. De gamle naboer fra gården, var kommet på uventet besøg dagen før. Og præcis da han nippede til portvinen kom det hele op igen. Han nåede ikke en- gang at komme ud af stuen. »Så nu tør de nok ikke komme igen ...«, sagde han, og føjede igen til: »nej ... det er ikke et liv, det her«.

De fik talt om, hvad han frygtede allermest. Det var ikke så meget de fysiske smerter, som det at han skulle blive isoleret fra andre. At de gamle venner ville holde op med at besøge ham, når de nu hørte, han kunne få opkastning helt uden varsel. Han frygtede for at blive sat uden for livet. Den allerstørste lidelse var at tænke på, at livet kunne være slut, før det var slut. De fik også talt om, hvilken medicin han yderligere kunne tage for at mindske kvalme- og opkastningstendensen.

Spørgsmålet om »livet er lidelsen værd?« har Møllehave, som gør sig så mange tanker om liv og død, også overvejet. Og for hans eget vedkommende er svaret klart: »Jeg vil til enhver tid sige at livet er lidelsen værd«. Det viste sig at livet også var lidelsen værd for denne patient, som blev lettet over, at lægen heldigvis ikke kunne hjælpe med at slutte hans liv.

Lægers pligt til at lindre menneskelig lidelse har traditioner helt tilbage til antikken. Men dette til trods er problemet lidelse ikke genstand for større opmærksomhed i hverken medicinsk uddannelse, forskning eller praksis. At lindre har altid været lægens hovedopgave. Og selv i tider hvor der kun var minimale behandlingsmuligheder sammenlignet med i dag, har læger bestræbt sig på at lindre lidelse, frem for at udrydde den, ved at afslutte liv. Så det kan siges at være et moderne paradoks, at der nu tales om at afslutte lidelsens problem. Skal vi undgå at havne i det paradoks, må vi læger virkelig forstå lidelsens natur. Og indsigt i lidelsens natur kan patienter give os. En læge, som ikke har indsigt i lidelsens sande natur, risikerer at træffe medicinske beslutninger, som (selv om de teknisk set kan være adækvate) ikke blot fejler hvad angår at lindre lidelsen, men i sig selv kan blive en kilde til lidelse.