Skip to main content

Dobbeltdiagnoser - halvt så mange sengepladser

Læge Lasse M. Schmidt, Sct. Hans Hospital E-mail: lmscochrane@gmail.com INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

25. jun. 2010
3 min.

I forhold til den psykiatriske patient er det et kæmpeproblem, at der nedlægges og flyttes senge inden for specialiserede områder og reduceres i antallet af senge generelt.

Nu er politikernes fokus med den nye psykiatriplan vendt mod den svageste gruppe af de psykiatriske patienter: psykisk syge med misbrug, en patientgruppe, der vokser. På trods af dette er der i den nye plan lagt op til mere end en halvering af antallet af senge til disse dobbeltdiagnosepatienter på Psykiatrisk Center, Sct. Hans Hospital, nemlig fra 111 til 54 senge. Afdelingen er den eneste psykiatriske specialafdeling (Afdeling M) for patienter med dobbeltdiagnoser, og den har på landsplan et unikt tilbud til denne patientgruppe. Kompetencerne på Afdeling M er opbygget siden midten af 1990'erne, og behandlingsformen har ført til, at man på denne afdeling nu på trods af de meget komplekse patienter med misbrug stort set ikke bruger tvang. En stor del af forklaringen på dette er givetvis behandlingen, som er baseret på kognitive metoder - kognitiv miljøterapi - som alle personalegrupper med patientkontakt på Afdeling M får uddannelse i. Dette har været standarden gennem de seneste 10-15 år. Uddannelsen foregår på afdelingen, og gives af kræfter på afdelingen. Afdelingen uddanner også tværfagligt personale, plejepersonale, læger og psykologer, fra andre hospitaler.

Dette unikke miljø, vil man amputere, hvis man som planlagt gennemfører nedskæringer og flytning af sengepladser for dobbeltdiagnosepatienter til andre matrikler, og vigtige kompetencer vil gå tabt.

Sigtet med Psykiatriplanen 2020 er »en omlægning fra stationær til forebyggende, ambulant og opsøgende psykiatri, så der i højere grad bygges på den psykisk syges egne ressourcer«. Der står også i planen, at der vil ske en stigning i behovet for retspsykiatriske senge med 10% pr. år. Jeg nærer en stor bekymring for, at dette bliver en selvopfyldende profeti. Det er jo ikke nye patienter, der får domme, men systemet bliver til stadighed svækket i kraft af nedskæringer, og dermed mindskes mulighederne for at gøre en forebyggende indsats for disse patienter. Når man ser på forholdene for psykiatriske patienter, skal man huske på, at der er tale om forbundne kar, så når man mindsker størrelsen på det kar, der hedder sengepladser på ikkeretslige afdelinger, vil det løbe over og ned i bundkarret, hvor alt opsamles: det retspsykiatriske kar.

Patienterne kan være tilknyttet et ambulant tilbud eller et opsøgende psykoseteam, men hvis vi ikke kan følge disse op med de nødvendige indlæggelser i nødvendig længde, når behovet er der, smuldrer det fundament, som vi vil bygge den nye plan på: patientens egne resurser, og patienterne vil blive tabt.

Hvad sker der, når tingene kører af sporet for en psykisk syg stofmisbruger - man får virkelig fat på patientens egne resurser til at gøre det, han gør bedst - skaffe penge til stoffer og misbruge, misbruget forværrer de psykotiske symptomer, han glemmer sin medicin, og han overfalder påvirket af heroin en af de »CIA-agenter«, der forfølger ham, indlægges akut af politiet og får en behandlingsdom og er (endnu) en retspsykiatrisk patient.

Jeg mener, at sikring af patientbehandlingen af den psykiatriske patient med mere retspsykiatri vil svare til, at man bekæmper fedmeepidemien ved at sikre, at alle kan få en gastric bypass - frem for at forbygge overvægt. En løsning, der umiddelbart signalerer handling, men ikke en, der mindsker problemet eller forebygger, at det sker igen.

Med disse perspektiver giver det ingen mening at halvere den eneste psykiatriske specialafdeling for patienter med dobbeltdiagnoser. Det er her kompetencerne er til at kunne behandle det stigende antal patienter med dobbeltdiagnoser, og hermed også for at forebygge, at de stof- og alkoholmisbrugende psykisk syge ender i retspsykiatrien med en dom til behandling.