Døde Sokrates forgæves?

På Lægeforeningens kursus i Praksisorienteret kognitiv terapi omhandlende den kommunikative lægerolle lærte vi, hvordan værktøjet kognitiv terapi fungerer. Først vurdere arv, baggrund, grundantagelser, leveregler, derefter se på udløsende situation/symptom, så gå ind i diamantens fire hjørner og slutte med at vælge mellem forskellige behandlingsforslag.

Vi diskuterede, om den sokratiske dialog var positiv eller negativ manipulation.

Jeg havde valgt dette kursus for helt at undgå manipulation fra medicinalindustrien.

Jeg var den artige elev, der lavede mine hjemmeopgaver, hvilket medførte - ikke at forstå de kolleger, der ikke lavede hjemmeopgaver, bedre, men derimod - en smertelig erkendelse, så måske kan jeg godt forstå deres modstand alligevel.

Den smertelige erkendelse var, at kognitiv terapi er en værre form for manipulation end den, medicinalindustrien udsætter os for. Med kognitiv terapi trænger systemet endnu mere ind i det enkelte menneske end et kemisk stof og kan dermed sikre, at arbejdskraften bevarer systemet og ikke gør oprør. Men det system eller sundhedsvæsen, der bevares, er det totalt markedsgjorte sundhedsvæsen, der med lynets hast styrter bevidstløst imod privatisering.

At forsøge at fremhæve det enkelte menneske før samfundet i lægeløftet er et forsøg på at nedbryde fællesskabsfølelsen med markedsmekanismer og forbrugerisme.

Forudsigelse: Om fem år vil der ikke være flere solopraktiserende læger, vores åbningstid vil være udvidet, og hjemmeplejen privatiseret via vores ansættelse af flere sygeplejersker til kronikerplejen.

Civilisationen har altid gjort menneskene syge. Tidligere var det det fysiske arbejdsmiljø. Nu er det det psykiske arbejdsmiljø, der gør alle stressede og deprimerede. Derefter rettes der op på det enkelte menneskes evne til at udholde dette stressende arbejdsmiljø med coaching og kognitiv terapi. Den smertelige erkendelse er nu, at der ikke er den store forskel på patient og læge længere.

Jeg vil med værktøjet kognitiv terapi stille diagnosen praktiserende lægers kollektive depression.

Arv: Der er en vis arvelig disposition til at blive læge, men ikke til depression.

Baggrund: Vi er opdraget med lægeløftet »at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse«.

De unge læger starter med begejstring i klinikken, men bliver påvirket til mere depressive grundantagelser og leveregler. Tilliden til egen kliniske kunnen fratages dem langsomt men sikkert.

Halsbetændelse var tidligere en klinisk diagnose, men nu krydres den med strep A og CRP.

Men depression er en ren klinisk diagnose! - eller hvad? Praktiserende læger bliver honoreret for at foretage en scoring af patienten. Hvis jeg har stillet en klinisk diagnose, institueret en behandling, og patienten har fået det bedre, er alt vel godt? Så kan jeg vel se bort fra mediernes anklager om, at praktiserende læger udskriver for meget/for lidt/forkert medicin? Men det påvirker mig alligevel, når der fra det sekundære sundhedsvæsen bliver krævet gatekeeper-funktion og samtidig bliver spurgt om, hvorfor patienten ikke er henvist før.

Udløsende situation for depression: Tidspres.

Diagnosen bekræftes af den tiltagende dårlige stemning blandt kollegerne med brok og hakken på hinanden. Mange klager over tidspresset og sygemeldes, pensioneres eller skifter til et job, hvor tidspresset er mindre.

Mit ønske er at blive i min egen praksis, men på nedsat tid. Men jeg ønsker ikke, at det bliver på bekostning af mine kolleger.

Konklusion: Jeg har nu anvendt kognitiv terapis teori på problemstillingen praktiserende lægers kollektive depression og vil herefter foreslå, at vi undlader at behandle det enkelte individ med lykkepiller, sygemelding og kognitiv terapi, men i stedet, at vi i fællesskab handler politisk og får skabt et bedre arbejdsmiljø for praktiserende læger, og håber, at det kan brede sig til resten af samfundet.