Dødens teater. Lægekunsten i Danmark 1640-1840

FORFATTER:Larsen K.

FORLAG: København: Munksgaard Danmark, 2012

SIDER: 320

Pris: 299 KR.

ISBN:

978-87-6281-066-2

Der er ingen tvivl om, at Dødens teater udfylder et hul i dansk medicinhistorie. Der er ikke tidligere gjort forsøg på at skrive en samlet fortælling om dansk medicin i 1600-1700-tallet.

Bogen begynder med den opblomstring af anatomien i dansk lægevidenskab, som markerede sig på den europæiske scene i 1600-tallet. Her er fine portrætter af bl.a. anatomen Thomas Bartholin, som kæmpede bravt for at erhverve sig lig fra dødsdømte fanger og andre steder, hvor muligheden bød sig. Pesten rystede også det europæiske fastland i den beskrevne periode og hjemsøgte bl.a. København: »Disse forbigange Maaneder have verit fulde af Jammer; naar mand gick i seng om afftenen, vidste mand intet, om mand stod frisk op om morgenen«, som lægen Hans Mule beskrev flere måneders mareridt i København. Vi får et indgående kendskab til den lange professionsstrid mellem de håndværksuddannede barberkirurger og de lærde, latintalende medicinere. Og vi kommer tæt på patienterne, når vi inviteres inden for til fjernelsen af et bryst hos en kræftramt adelsfrue i 1657 - dengang sådanne operationer foregik uden bedøvelse. Vi får lov til til at sanse den tids dunster fra rendestene, latriner, svinestier og uvaskede kroppe, som var en del af datidens Danmark. Et land, der havde hårdt brug for det sundhedsvæsen, som langsomt etablerede sig og begyndte at tilbyde lægehjælp, vaccinationer og hospitalssenge til især den fattige del af befolkningen. Larsen er en rigtig god historiefortæller, som veksler mellem fine overflyvninger, historiske rids og velvalgte historiske cases, som giver fortællingen autencitet og nærvær. Dertil skal lægges fine sproglige iagttagelser, f.eks. at »bindegal« var en betegnelse for sindslidende, som måtte bindes - ligesom Larsen har lagt et stort arbejde i at finde flotte og relevante illustrationer til hele bogen.

Man kan så diskutere, hvordan Larsen har valgt at gøre fortiden levende. Hvordan han fører læseren tilbage til en svunden tid, som vi kun kan gisne om, hvordan det har været at leve i. Bogens titel er Dødens teater, som refererer til de første offentlige dissektioner i 1600-tallet. Perioden var også et Dødens teater, fordi den tids læger stod magtesløse over for de fleste sygdomme. Titlen pointerer vel også, at Larsen oplever de universitetsuddannede medicineres »opførelse« af bl.a. udtømmende behandlinger som et akademisk teater, hvor lægen skriver »uforståelige, komplicerede og imponerende recepter, mens han mumler betydningsfuldt på latin«. Beskrivelsen af netop de lærde medicineres verdensbillede forbliver en smule distanceret, hvilket er synd, fordi læseren godt vil vide mere end, at »medicinen også her var på Herrens mark«, når lægerne var optaget af meteorologi som sygdomsårsager, og mere end, at åreladninger var rent »tankespind« og »lægernes privilegium at plage deres medmennesker med«. Eksemplerne på livsfarlige behandlinger med åreladninger er legio, men det interessante er vel også, hvorfor flere klinisk erfarne læger dengang ordinerede åreladninger med næsten samme tiltro, som en læge i dag ordinerer antibiotika. Her savner jeg lidt mere forståelse for datidens medicinske tænkning, f.eks. at åreladninger »virkede« på det, de målte, dvs. at åreladninger fremkaldte feberfald, som både læge og patient tillagde stor betydning. Jeg er heller ikke sikker på, at Carl Levys tilbagevisning af Semmelweis teori om overførelse af smitte via hænder i 1848 skyldtes »arrogance« set i en datidig kontekst, da Levy argumenterede for en udmærket alternativ smitteteori.

Bogen kan varmt anbefales til alle læger og alle andre historisk interesserede. Larsen skal have stor ros for sit initiativ, og hans bog fortjener at blive læst.