DSIM's svanesang

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

H en over sommeren har vi haft lejlighed til at fundere på indholdet i det noget overfladiske svar, som bestyrelsen for det nye Dansk Selskab for Intern Medicin (DSIM) fremkom med i anledning af vor kronik om den interne medicins svanesang [1]. Samtidig har vi - foreløbig uden resultat - afventet en reaktion fra den ansvarlige sundhedsmyndighed. I betragtning af, at Danmark er det eneste land i verden, der har afskaffet intern medicin som speciale, kunne man måske fra såvel fagets repræsentanter som fra Sundhedsstyrelsen have forventet et dybtgående og engageret svar; når man ønsker at optræde som foregangsland, må argumentationen være i orden.

Bestyrelsens sammensætning

Svaret bekræfter, at det nye DSIM skal opfattes som en paraplyorganisation for de ni anerkendte internmedicinske specialer. Alligevel opretholdes det synspunkt, at selskabet, hvis bestyrelse alene sammensættes af grenspecialerne, er et godt forum for drøftelse af den samlede intern medicins fremtid, også hvad angår den ikke ubetydelige residuale intern medicin, der ikke dækkes af grenspecialerne. Det forekommer i den forbindelse uhensigtsmæssigt, at internister uden relation til de ni anerkendte dobbeltspecialer (dansk uddannede eller tilflyttede) ikke har adgang til medlemskab af DSIM og dermed heller ikke Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) [2].

Man fornemmer, at DSIM's bestyrelse deler vor bekymring for varetagelse af dele af faget, herunder patienter med flere samtidige medicinske sygdomme. Det vil angiveligt blive bedre gennem afholdelse af årsmødet, der i sin nye form vil fremme tværfaglighed. Vi tør dog gætte på, at bestyrelsens sammensætning kun vil formå at sikre tværfagligheden inden for de dele af faget, som er omfattet af de ni grenspecialer.

Hvad med uddannelsen?

Vor kritik af uddannelsessituationen gik i særlig grad på, at de ni grenspecialer i regi af DSIM ifølge Sundhedsstyrelsen [3] er blevet enige om, at »generel intern medicin under hoveduddannelsesforløbet bør styrkes ved, at der indgår minimum et års ansættelse/funktion i internmedicinsk område uden for eget speciale«. Det giver efter vor opfattelse ikke sikkerhed for bredde i uddannelsen på højt kompetenceniveau; som forslaget er formuleret, vil det kunne opfyldes ved ansættelse i et andet grenspeciale uden almen internmedicinsk funktion. Selskabet oplyser i øvrigt, at man allerede i 2011 [4] har opfordret til, at der sikres »minimum to et halvt års internmedicinsk uddannelsestid for alle de ni medicinske grenspecialer«. Der synes at være en vis uklarhed om, hvilke tiltag der vil blive iværksat for at løse det problem, som alle synes at være enige om eksisterer med hensyn til varetagelse af generel internmedicinsk funktion i det danske sundhedsvæsen. Og foreløbig synes der ikke at være taget konkrete initiativer.

Vi vil gentage vor opfordring til Sundhedsstyrelsen om, at der udarbejdes klare retningslinjer for, hvordan modtagelse, diagnostik og primær behandling af den uspecifikke internmedicinske patient - herunder ikke mindst kompleksmedicinske problemstillinger [5] - samt tilsyn på andre afdelinger i fremtiden skal varetages på sygehusene, og hvordan adækvat speciallægeuddannelse hertil kan sikres. Hvad sidstnævnte angår, bør det overvejes, om begrebet »internmedicinsk common trunck« er obsolet i Danmark. Måske var det nemmere at operere med fritstående grenspecialer med det almene internmedicinske indhold i uddannelsen, der kan opnås ved ansættelse i grenspecialiserede afdelinger, samt genoprettelse af det generelle internmedicinske speciale med en uddannelseskapacitet dimensioneret efter Sundhedsstyrelsens beregning over det fremtidige behov for bredt uddannede internister.

Afslutningsvis skal det tilføjes, at en sådan uddannelsesmodel bør følges op af en ny organisation af DSIM.