Skip to main content

Du bør forsikre dig mod TRYG ...

Speciallæge Mogens Max-Christensen, Frederiksberg. E-mail: mmax@paradis.dk

4. nov. 2005
2 min.

Som bekendt findes der en aftale mellem Lægeforeningen og »Rådet for Dansk Forsikring og Pension«, således at forsikringsselskaberne naturligt hos egen læge kan indhente lægelige oplysninger til sagsbedømmelsen. Aftalen og forsikrings-erklæringen indeholder en passus, der hedder: »Lægens svar på forsikringsselskabets anmodning i de tilfælde, hvor der ikke er anmodet om journalkopi m.m., eller hvor journalkopi m.m. ikke er dækkende. Evt. vedlægges særskilt brev«.

Aftalen må opfattes således, at det er overladt til den enkelte læges skøn ud fra forsikringsselskabets oplysninger om problemstillingen at vurdere, hvor meget mere lægeligt, der skal oplyses om, når journalkopien ikke findes dækkende. Samtidig medsendes en regning for den supplerende erklæring i det særskilte brev. Et særskilt brev kan samtidig opfattes som en service fra lægens side, således at forsikringsselskabet lynhurtigt ud fra fyldige, supplerende oplysninger kan få sin sag færdigbehandlet.

Dette har heller aldrig voldt problemer i forskellige forsikringsselskaber, indtil jeg modtog en forespørgsel fra TRYG's ansvarsforsikring for erhverv om en patient, i hvis forsikringssag i selskabet jeg tidligere på begæring havde udfærdiget en slutattest. Patientens lidelse var imidlertid kompliceret, hvorfor hospitalsambulatoriet ved sin efterfølgende kontrol bad patienten om at søge egen læge med henblik på videre udredning. Patienten fulgte ikke denne opfordring, hvorfor jeg slet ikke i mange måneder havde kontakt med vedkommende siden slutattesten med anmærkninger.

TRYG's anmodning om journalkopier til sagsbehandlingens afslutning ville derfor ikke være dækkende for tilstanden.

Efter flere rykkere fra TRYG dukkede patienten pludselig spontant op for at høre til sin forsikringssag, som hun gerne så afsluttet. I overensstemmelse med hospitalsambulatoriets anmodning blev patienten gennemgået klinisk, og samtidig udfærdigedes som en god service over for selskabet det i aftalen mellem Lægeforeningen og Forsikringsrådet nævnte særskilte brev.

Med brevet fremsendtes kopi af hospitalsambulatoriets udskrivningskort samt regning på den foretagne forsikringsmæssigt vigtige status til TRYG's erhvervsansvarsafdeling.

Stor var min forbløffelse, da TRYG efter regningsrykker meddelte mig, at »vi fastholder, at der fra TRYG ikke er rekvireret en erklæring fra Dem, men alene udskrift/kopi af journaler. Vi kan derfor som tidligere meddelt ikke imødekomme Deres honorarkrav«. Underskrevet af den ansvarlige for ansvar erhvervsskade.

Hvor andre forsikringsselskaber er lykkelige for en evt. nødvendig dækkende beskrivelse, så sagsforløbet kan afsluttes, har TRYG åbenbart en helt afvigende opfattelse. Hellere sende en sagsmæssigt totalt ligegyldig aktuelt intetsigende kopi fra et hospitalsambulatorium, som TRYG har meddelt mig, man vil betale kr. 10,- pr. side for, end få sagen afsluttet gennem et dækkende særskilt notat til nogle få hundrede kroner.

Skal man virkelig trods baggrund i ovennævnte aftale til at inddrive honorar for god lægelig service gennem inkasso? Husk det når du modtager rekvisitionsanmodning fra TRYG.