Skip to main content

Du er ikke syg - du er sur!

Alment praktiserende læge Lene Agersnap, E-mail: agersnap@dadlnet.dk

18. jun. 2010
6 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatteren er PLO-redaktør

ILLUSTRATION: Lars-Ole Nejstgaard

Hvert år bukker et stort antal mennesker under for det, der opleves som et stigende pres for at slå til både som menneske og arbejdskraft. Stress er blevet hvermandseje.

»Hun havde det som om, hun var sygemeldt fra sig selv«, sagde en fagforeningskvinde, da hun skulle beskrive et af medlemmernes situation. »Når man er vidensarbejder, hvor hele ens identitet er deponeret i netop dette, er det ekstra hårdt at være ramt på sin arbejdsevne«. Kvinden - Eva - beskrev en utålelig arbejdssituation med en kolerisk chef, som havde ført til en kaskadereaktion af manglende kontrol, tab af overblik og til sidst et sammenbrud. En coach havde anbefalet langtidssygemelding, og Eva gik til sin læge.

Lægen lyttede og var ikke enig med coachen. »Skal du overhovedet blive på den arbejdsplads - eller skulle du søge væk?« Spurgte han. »Er du i det hele taget syg - er du ikke snarere sur?« Eva blev sendt til sin fagforening, som anbefalede lægeskift. Hun var nu let grædende, søvnløs og havde mistet enhver form for gejst. Den nye læge fandt, at hun led af en middelsvær depression, men at medicin ikke var indiceret. Henviste til psykolog og sygemeldte Eva i to måneder.

I mellemtiden var mulighedserklæringen blevet indført. Eva gruede for at møde sin arbejdsgiver, som efter beskrivelsen havde psykopatiske træk. »Han kimede mig ned og betvivlede legitimiteten af mit fravær«, fortalte Eva. »Hver gang telefonen ringede for jeg sammen«. Til Evas lettelse endte arbejdsgiveren med i stedet for en mulighedserklæring at forlange en frihåndsattest fra lægen som dokumentation for lovligt fravær.

Også sagsbehandleren meldte sig i køen af fredsforstyrrere med hyppige telefonopkald og krav om fremmøde. Selvom hun var venlig og fortalte Eva, at det bare var en formalitet, bidrog det til at trække Eva endnu længere ned i en sump af afmagtsfølelse, hvor hun følte sig mistænkeliggjort og jaget. Der var intet, hun hellere ville, end igen at jonglere med et utal af bolde i luften, men når hjernen gik i kog, bare hun forsøgte at læse, hvordan kunne hun så vende tilbage til et job som formidler af komplicerede sammenhænge? Og at sige op føltes helt uoverskueligt.

Desværre er denne konstruerede sygehistorie ikke nogen sjældenhed. Hvordan gør vi det bedre? Det Nationale Råd for Arbejdsmiljø har udgivet en ny hvidbog om, hvad vi ved om sygemeldinger med baggrund i mentale lidelser. Et problem er, at der mangler viden om, hvad der rent faktisk hjælper. Et andet er, at der er mange aktører omkring den enkelte patient, som hver især mener, at løsningen skal genereres af andre end lige netop dem selv.

Den første læge havde jo formelt ret i, at problemet ideelt set burde løses af arbejdsmarkedets parter. Sygemeldinger kan ikke anvendes, når der er tale om en konflikt. Lægen skal nøjes med at udtale sig om det, han har forstand på, nemlig sygdom. Det er ikke rimeligt, at et arbejdspladsinduceret problem, hvor chefen sætter tommelskruer på de ansatte, skal gøres til individuel sygdom, der udløser refusion fra kommunen. Men hvor går grænsen? For den anden læge havde også ret, da han fandt, at Eva var gledet fra stress/akut belastningssyndrom over i en depression.

Også fagforeningen har svært ved at gebærde sig i dette krydsfelt. Som situationen udvikler sig, er det er forståeligt, at den første indsats går ud på at skaffe Eva et pusterum via en sygemelding givet af en ny læge. Men hvad med fagforeningens rolle i forhold til arbejdsgiverens urimeligheder?

Også coachen bidrager til miseren. Hvem er han, og hvilken uddannelse har han? For ham er det helt »gratis« at præge patienten til at tro, at langtidssygemelding blot er en formalitet, mens det er patienten, der betaler prisen, når denne forventning ikke er så let at opfylde.

På kommunen består sagsbehandlerens virkelighed i et sæt regler, som nøje anviser flowet i et sygemeldingsforløb, uanset hvad den syge fejler. »Bare at være i fred«, er forståeligt nok ikke en mulighed i en kommunal sammenhæng, hvor man oplever et tiltagende sug i pengekassen. Det er let at forstå, at den enkelte sagsbehandler forsøger at opfylde de formelle krav til dagpengeopfølgningen, uanset om hun tror på, at det overordnet hjælper i den enkelte sag.

Arbejdsgiveren er på mange måder den, der sidder med nøglen til løsningen. Men arbejdsgivere er lige så forskellige som arbejdstagere. Visse er dybt ansvarlige og engagerede i at hjælpe med at løse de ansattes psykiske problemer/stressproblemer, uanset om de er opstået i privat eller arbejdsmæssigt regi. Andre forfalder desværre til bulldozeragtige metoder som får karakter af hetz.

Mulighedserklæringen, som ideelt skulle bringe arbejdsgivere og -tagere i dialog, er ikke blevet den succes, som Lægeforeningen havde håbet. I Evas tilfælde var hverken arbejdsgiveren eller Eva særlig interesserede i at mødes og finde en løsning. Eva havde ikke tillid til sin chef - det var netop et af problemerne - og chefen havde nok fra starten besluttet, at han ville af med en »besværlig« medarbejder.

I den situation virker pseudonagelfaste erklæringer fra lægen mere attraktive på begge parter end at befatte sig med den grumsede virkelighed, som er gået i hårdknude. Også fagforeningen er ofte med til at pege på den løsning. I Evas sag kunne læge 2 ganske vist med god samvittighed sanktionere fraværet, idet en stressudløst depression er en regulær sygdom, uanset konfliktaspektet. Men hvad med mere uklare tilfælde? Personlighedsforstyrrede mennesker kan føle sig voldsomt krænkede over hændelser på arbejdet, som andre ikke oplever som noget særligt. Er det sygdom eller surhed?

For Eva selv er alt dette naturligvis unødigt sofisteri. Hun befinder sig i en kaotisk tilstand, hvor ingen tilsyneladende vil hjælpe hende, men alle bare sender hende videre. Hun får det stadigt værre i løbet af den periode, hvor hun kastes rundt i manegen. At møde op hos sagsbehandleren efter en søvnløs nat for at få sat et kryds for rettidig omhu i sin sag giver hende en fornemmelse af at optræde i en roman af Kafka.

Man kunne drømme om en ubureaukratisk rehabiliteringsindsats, der har den manglende balance mellem helbred og arbejdsliv som sit specifikke arbejdsområde. Den traditionelle sygdomsmodel kommer til kort over for multifaktorielle, komplekse sygdomsbilleder. Der er brug for tværsektorielt samarbejde samtidig med, at den almenmedicinske viden om den enkelte patient indhentes, så forløbene kan skræddersys. Sådanne initiativer findes - f.eks. KIApro i Søborg, en privat drevet organisation eller Center for Arbejdsfastholdelse, der er selvfinansieret i Region Hovedstadens regi. Både arbejdspladsen og den sygemeldte inddrages og ansvarliggøres under rammer, som begge parter kan være trygge ved. Den enkelte sygemeldte får »ro«, idet forløbet kommer under veldefinerede og dermed forudsigelige rammer. Der er også behov for, at fagforeningerne yder hjælp med rådgivning og mediation, der hvor motivationen for tilbagevenden til arbejdet mangler fra enten arbejdsgiver eller medarbejder.

Der er grund til at håbe, at den store kommunale satsning på TTA-området (tilbage til arbejdet), som er designet efter ovenstående principper vil fremme og tydeliggøre arbejdsfordelingen i disse komplicer ede sager. Som læge er det meningsfuldt at diagnosticere, henvise eller behandle de tilstande, der sorterer under det medicinske område. For det skal pointeres, at begrebet psykiske lidelser dækker over et bredt spektrum af lidelser med behov for vidt forskellige behandlingstilbud. Svære depressioner skal ikke slås i hartkorn med stresstilstande - og diagnostik er en lægelig opgave. Men det ville være ønskeligt at slippe for rollen som kontrollør og forvalter af et forældet sygdomsbegreb og i stedet henvise til arbejdsrettet rehabilitering i de tilfælde, hvor det er relevant.