Skip to main content

Du er læge – og pårørende

De pårørende med sundhedsfaglig indsigt skal opfattes som en ressource, ikke et irritationsmoment.

Jacob Steinmetz, overlæge
E-mail: docsteinmetz@gmail.com

18. jul. 2017
3 min.

Lad det være sagt med det samme, jeg har som pårørende oplevet rigtig god behandling i det danske sundhedsvæsen. Behandling på højt niveau udført med stor professionalisme og medmenneskelighed. Tak for det! Jeg har desværre også oplevet det modsatte.

Jeg tror, de fleste læger har udset sig kolleger, man har tiltro til i de enkelte specialer, hvis man engang får brug for hjælp. Somme tider ligger specialet langt fra ens eget, og andre gange har man en vis indsigt i specialet. Uanset får man som læge og pårørende ofte at vide, at man skal glemme sin lægefaglighed og agere pårørende, f.eks. være far. Der er jo kun én far, men mange læger. Der er desværre også mange forglemmelser, misforståelser og kvalitetsproblemer i sundhedsvæsenet.

Eksempelvis blev min far for flere år siden opereret for en bækkenfraktur. I forbindelse hermed var han sengeliggende, men han fik ikke tromboseprofylakse. Det var formentlig en forglemmelse, og jeg har sikkert fået prædikatet ”den irriterende søn (læge)” pga. mine anmodninger om stillingtagen hertil. Ikke desto mindre gik der næsten en uge, før min far fik tromboseprofylakse. Desværre fik han en stor lungeemboli, helt efter bogen får man lyst til at sige.

Det var formentlig en forglemmelse, og jeg har sikkert fået prædikatet ”den irriterende søn (læge)”

Da min daværende kone skulle føde vores første barn, iværksatte jordemoderen overvågning med CTG og gik herefter til morgenmøde. Lige inden mindede jordemoderen mig om, at jeg var far – ikke læge. Som far (og lidt læge) stod jeg og så flere dybe, sene decelerationer på CTG-strimlen under morgenmødet. Efter lang tid afbrød jeg ydmygt morgenmødet og bad jordemoderen kigge på CTG-strimlen. Herefter gik det stærkt, den fødende (som senere havde tykt, grønt fostervand) blev flyttet til en anden stue og fik god behandling. I forbifarten ærgrede jordemoderen sig over, at jeg ikke tidligere havde gjort hende opmærksom på det patologiske CTG. Far/læge?

Sådan vrimler det med eksempler fra os alle i sundhedsvæsenet. Det er velkendt fra historierne i kaffestuen, og de fleste har skræmmende eksempler på, at de personligt måtte intervenere, selvom de var der som pårørende. Alligevel er det en udbredt (naiv) forestilling, at man som sundhedsfaglig bare er pårørende, når familien bliver syg. Jeg er ikke sur eller voldsomt frustreret over vores sundhedsvæsen, men når jeg ser tilbage på den halve snes betydende sager, jeg som pårørende har været vidne til, ærgrer jeg mig som regel over, at jeg var for meget pårørende og for lidt læge. Hver gang har jeg lovet jeg mig selv næste gang at være ligeglad med, om jeg får prædikatet ”krakilsk pårørende”, for det skylder jeg mine kære. Jeg læner mig hjertens gerne tilbage og lader lægerollen ligge, for blot at agere far, bror, søn, kæreste eller eksmand, den dag vores sundhedsvæsen er fejlfrit – det kan de fleste sundhedsfaglige formentlig give mig ret i vil være et stykke ind i fremtiden. Brug nu de pårørende med sundhedsfaglig indsigt, de skal opfattes som en værdifuld ressource, ikke et irritationsmoment.