Du er mere end dit h-indeks

Forleden (marts 2020) så jeg svensk tv. Det var en liveudsendelse fra Karolinska Instituttet, hvor diverse bibliometriske mål blev gennemgået og kritiseret. Særligt blev det såkaldte h-indeks – opkaldt efter dets skaber Jorge Hirsch – tildelt kritik, dersom et enkelt tal ikke kan sammenfatte en persons forskningsindsats. I Ugeskrift for Læger bringer Charlotte Wien og medforfattere et kort resume af en tidligere opgørelse over, hvorledes h-indekset synes at påvirke forskeres aktivitet, hvad angår publikationsmønster[1]. På et lille materiale (n = 9) inddeler de forskere i to kategorier, hvor den ene ikke skeler meget til h-indekset, men går efter hurtig publikation, mens den anden gruppe er mere optaget af at publicere i velrenommerede tidsskrifter med deraf mindre »aktivitet« til følge.

Det er absolut munter læsning. Men det er næppe så simpelt. Mange har flere strategier i sig, som vil afhænge af kvaliteten af deres data. At folk direkte promoverer sig selv med hensyn til at opnå et højere h-indeks forekommer nok heller ikke: Om end forskere længe har promoveret deres resultater og dermed deres egen indsats. Det har h-indekset ikke ændret på, men måske har de mange digitale muligheder det.

Hvordan skal man som forsker øge sit h-indeks? Dersom den primitive matematik bag udregningen (se kronikken[1]) ikke inkluderer noget om forskerens alder, synes det at være mest oplagt at blive ældre. Alt andet lige vil ældre forskere have publiceret mere end yngre forskere, og derved kan en sammenligning på tværs af alder være meningsløs. Faktisk kan man diskutere meningen med, at yngre forskere overhovedet angiver et h-indeks. De skal måske mere gøre rede for deres forskning gennem kvalitativ beskrivelse, herunder deres egen rolle i videnskaben [2]. Det betyder så, at bedømmere til universitetsstillinger osv. skal læse mere – og det synes at være en rigtig god ide.

En anden problemstilling med h-indekset er typen af publikationer. Retningslinjer inden for alle specialer er selvfølgelig ekstremt vigtige udgivelser: De kaster retteligt mange citationer af sig. Men de kan næppe tilskrives at være original videnskab. De bør måske derfor ikke indgå i regnskabet for den enkelte forskers videnskabelige output.

Endelig er der problemet med medforfatterskab. Indekset tager ikke hensyn til, hvem der gjorde hvad på hver enkelt publikation. I værste fortolkning medfører det, at et mindre medforfatterskab krediteres i samme grad som en krævende indsats, herunder selve kernearbejdet bag udformning af ide, indsamling af data og tolkning.

De fleste forskere er glade for tal. Og h-indekset er en sjov størrelse, som man i ro og mag kan dyrke i sin fritid. Men for den enkelte forsker er tallet vanskeligt, medmindre der korrigeres for alder, typer af videnskabelige arbejder og ikke mindst graden af medforfatterskaber kontra ledende roller. Og det er vel det, kvalificeret, akademisk bedømmelsesarbejde netop består af. Heldigvis.