Skip to main content

Efterlysning

Speciallæge Jeanne A. Rungby, Rungbyklinikken, Frederiksberg. E-mail: jearungby@dadlnet.dk

3. dec. 2012
2 min.

Interessekonflikter: ingen

Hvad blev der af de praktiserende speciallægers evaluering af lægeforeningen?

I Ugeskrift for Læger nr. 45, 2012 blev medlemsundersøgelsen fremlagt. Overskriften lød. Læger er glade for deres faglige foreninger.

Men ikke et ord om den evaluering, som kom fra FAPS' medlemmer. Skulle den skjules for vores øjne?

Jeg savner et klart billede af, hvordan de praktiserende speciallæger ser på deres forening. Ugeskriftet opfordres hermed til at få den del af undersøgelsen frem i lyset.

Er det mon, som jeg frygter? De selvstændigt erhvervsdrivende læger skal i bedste jantelovsstil betale det højeste medlemsbidrag, men servicen er kun møntet på ansatte lønmodtagermedlemmer af Lægeforeningen, fordi de har flertal.

>Svar:

Formand for FAPS Carl Johan Erichsen. Næstformand for FAPS Peter Tingsgaard. E-mail: ptingsgaard@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen

I dit læserbrev efterlyser du resultatet af FAPS-gruppens del af Lægeforeningens medlemsundersøgelse.

Undersøgelsen er naturligvis ikke blevet skjult. Formændene fra de tre forhandlingsberettigede foreninger FAS, PLO og YL kommenterede hver især hovedresultaterne fra undersøgelsen i det omtalte nummer af Ugeskrift for Læger. De konklusioner fra undersøgelsen af medlemmernes tilfredshed, som FAS's formand Anja Mitchell trak frem, afspejler i høj grad tilkendegivelserne fra FAPS's medlemmer, da tilbagemeldingerne fra FAPS's medlemmer ikke adskiller sig væsentlig fra de øvrige FAS-medlemmer. I øvrigt har FAS udsendt en orientering til alle medlemmer om undersøgelsen, og FAPS-undersøgelsen ligger tilgængeligt på FAPS's hjemmeside.

Vedrørende dit medlemskontingents størrelse er det FAPS's repræsentantskab, der fastsætter dette, og størrelsen afspejler bl.a. det forbrug af højt kvalificeret konsulentbistand fra FAS's sekretariat, som medlemmerne har i løbet af året. Netop denne medlemsservice er en af de funktioner, som FAPS'erne i tilfredshedsundersøgelsen er mest tilfredse med. FAPS's bestyrelse har netop besluttet at tilføre endnu flere resurser til dette område for yderligere at styrke denne service for medlemmerne.

Som nævnt tidligere i bl.a. Ugeskrift for Læger og i formandens beretning på repræsentantskabsmødet i år var FAPS'erne mindst tilfredse med kommunikationen og informationsniveauet mellem FAPS's bestyrelse og medlemmerne, mellem FAPS's regionsbestyrelser og medlemmerne samt mellem speciallægeorganisationerne og medlemmerne.

Derfor har den nyvalgte bestyrelse i FAPS allerede lagt planer for at forbedre og intensivere informationsstrømmen til medlemmerne. Detaljerne vil tilgå alle i form af et FAPS-nyt. Formandskabet vil herudover forsøge at gøre speciallægeorganisationerne opmærksomme på mulighederne for, i deres regi, i højere grad at inddrage og informere medlemmerne om organisationernes arbejde og beslutninger.

Læs om undersøgelsen her: www.laeger.dk/portal/page/portal/LAEGERDK/Laegerdk/Nyheder?public_visni…