Elastikspring i Region Syddanmark

I Region Syddanmark er man med etablering af kompetenceklynger som basis for den fremtidige sygehusstruktur ved at kaste afdelingerne ud i et elastikspring uden elastik. I stedet for afdelinger baseret på specialer, skal specialerne samles i klynger, som omfatter »specialer med beslægtede patientforløb«. Man forestiller sig, at der derved vil opstå en synergi, som vil medføre en forbedret og hurtigere patientbehandling.

Det er rent spin. Der er ingen erfaringer eller anden dokumentation for, at dette bliver resultatet, hvilket den lægelige direktør åbent indrømmer. Derimod er der flere eksempler på, at sammenlægning af afdelinger kan medføre problemer for de mindre specialer. Et eksempel var den urologiske afdeling i Odense, der lå i dvale i de år den var domineret af en kirurgisk ledelse. I Sønderborg, hvor jeg var ansat, oplevedes også en opblomstring af specialet, efter at det var blevet frigjort fra kirurgien.

Det grundlæggende problem ved klyngerne er, at de »beslægtede patientforløb«, som planen bygger på, stort set ikke eksisterer. Det underbygges af, at klyngernes sammensætning varierer fra sygehus til sygehus.

Den lægelige videreuddannelse skal ifølge den lægelige direktør fremover tilpasses den nye struktur. Det betyder, at uddannelse i såkaldte tilgrænsende specialer, der stort set blev afskaffet med den nye speciallægeuddannelse, skal genindføres i Region Syddanmark. Ydermere skal videreuddannelsen tilpasses efter, hvilke specialer det enkelte sygehus tilfældigvis har valgt at samle i klyngen, hvilket er komplet absurd.

Opløsningen af de nuværende afdelinger vil medføre, at speciallægerne mister det faglige fællesskab, som er nødvendigt for, at især de yngre speciallæger kan fungere. Lægerne mister også en fast base i form af et skrivebord eller kontor, idet de forventes at udføre deres arbejde via de computere, der er placeret på afdelingerne eller i ambulatorierne. Det er tilsyneladende ukendt for planlæggerne, at en stor del af lægernes arbejde omfatter kodninger, registreringer og arbejde med forløb, hvor patienterne er hjemme.

Forestillingen om, at sygeplejerskerne kan mestre spidskompetencer inden for flere specialer, er også ubegrundet.

Ledelsesmæssigt bliver det noget rod, idet akutte og elektive forløb inden for samme speciale underlægges forskellige ledelser, der i øvrigt sjældent har den nødvendige faglige baggrund. Dette vil også være negativt for specialernes udvikling på de enkelte sygehuse.

Hvem ved, måske er den vigtigste årsag til den nye struktur, at man har skåret så meget i sengepladserne, at sygeplejerskernes normering og arbejdsplaner ikke kan fungere, medmindre afdelingerne lægges sammen. Var en anden løsning på dette problem ikke mulig?