Skip to main content

Elektronisk journal - og patienten

Kommunikationsrådgiver Morten Jersild, Morten Jersild Kommunikation, kontakt@jersild.dk

4. nov. 2005
4 min.

Det er omkring otte år og nok mere end en milliard kroner siden, at Sundhedsministeriet introducerede den såkaldte HEP - Handlingsplan for Elektroniske Patientjournaler. Baggrunden var en række analyser, blandt andet af de pilotprojekter, som var sat i gang på forskellige sygehuse, der længe havde følt et behov for at modernisere deres støvede journalsystemer ved at udnytte den moderne informationsteknologi i den løbende patientregistrering og den interne kommunikation. Allerede dengang stod det klart, at det var en stor og kompliceret opgave, man stod over for. Alle dele af sundhedssektoren skulle vænnes til at benytte et system, der brød med vaner, etableret gennem århundreder - og det kunne godt blive et problem for ældre brugere, der havde svært ved at forestille sige de fordele, som ville blive resultatet på længere sigt. Men især for patienterne, der kunne føle sig usikre ved at blive en del af et elektronisk system, som de ikke forstod og derfor følte sig utrygge ved. Oplægget til handlingsplanen lagde derfor særlig vægt på, at patienten løbende blev informeret og inddraget i udviklingen af EPJ for at forebygge et eventuelt »Big Brother«-syndrom.

Siden har det kære barn - eller rettere hele søskendeflokken rundt omkring i amterne - haft mange navne, oftest knyttet til det stadium på livets vej, hvor projekterne befandt sig, skjult under kodeagtige bogstavkombinationer. GEPJ, FLPR, XML-snitflader, A-B-E PJ og projekt »LavMed« er nogle eksempler så absolut beregnet til indvortes brug blandt sektorens it-nørder. Og ikke for folk, der har svært nok ved blot at skifte kode på mobilen og programmere videooptageren til at gemme søndagens afsnit om radiofabrikken »Bella«. Og hvoraf mange har en vis, berettiget, mistro til den elektroniske tekniks ufejlbarlighed.

Som for eksempel statsministeren, hvis personlige nytårstale til det danske folk afsløredes som inspireret af en begavet medarbejder i Dansk Industri. Og udenrigsministeren, som troede, at hans studentikose spirituskørsel ikke var tilgængelig i arkiverne. Det er en fattig trøst, at der findes mindst lige så mange eksempler på lækager uden for den virtuelle ubegribelighed, hvor fortroligt materiale fra offentlige væsener er blevet offentligt. Et af de nyeste er det tragikomiske svigt hos Holbæk Politi for en måneds tid siden, hvor et ringbind med afslørende oplysninger fra blandt andre bagmandspolitiet om prominente mistænkte i en sag om økonomisk kriminalitet i nogle dage cirkulerede frit i byens værtshusmiljø.

Intet system er ufejlbarligt. Men det fjerner ikke patientens og mange lægers frygt for registreringer af følsomme, personlige oplysninger i databaser, uanset alt for mange smertelige erfaringer med overflødigt papirarbejde, svigtende kommunikation og ufuldstændige eller i værste fald bortkomne patientjournaler. Og slet ikke, jo mere man hører om det fælles, forkromede system, som man nu langt om længe er ved at enes om på landsplan. Men i euforien over de ufatteligt mange muligheder, som teknologien tillader, og de fremskridt i behandlingen, som nu er inden for rækkevidde, virker det som om, at patienten helt er blevet overset i processen.

Og det er ikke særlig klogt. For medmindre patienterne fuldt ud forstår fordelene for dem selv og føler sig trygge ved registreringen, vil der blive spildt endnu flere år og ressourcer - menneskelige og økonomiske - inden sundhedssektoren og befolkningen kan få glæde af det dyrekøbte system. Det kræver en effektiv kommunikationsindsats, i øjenhøjde, som politikerne plejer at udtrykke det. Hvor det ikke handler om EPJ - Elektronisk Patient Journal. Men om Patientens Elektroniske Journal. Og det er en helt anden historie.

Hvordan den skal fortælles, så den ikke blot overbeviser børn og barnlige sjæle om, at de kan leve lykkeligt til deres dages ende med EPJ, men også voksne og vidende skeptikere, skal der mere end en H.C. Andersen til. Snarere erfarne kommunikationsfolk (Annonce!) Men derfor kan man jo godt starte med, at der var engang, som ikke var de gode gamle dage. Og beskrive den teknologiske udvikling, som har ført os frem til, hvor vi står i dag. Med alle de erfaringer, som vi har lært af, ikke mindst hvor det handler om beskyttelse af data. Vi er blevet meget klogere undervejs, så elektronisk lagrede oplysninger nu er langt bedre beskyttet end i de håndskrevne papirjournaler, kun tilgængelige for folk, som har autoriseret adgang. Og at patienten undervejs kan sige fra eller til, når det handler om særligt følsomme oplysninger, der ikke har direkte betydning for behandlingen. Og som selv altid har adgang til sin egen elektroniske journal.

Det lyder som et eventyr. Men det behøver det ikke at være.